Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Vittig. Michael Dobbs lykkes med at servere en række rappe oneliners og vitser. Ellers er der ikke meget godt at fremhæve i hans andet bind af 'House of Cards'.
Foto: Joel Ryan/AP

Vittig. Michael Dobbs lykkes med at servere en række rappe oneliners og vitser. Ellers er der ikke meget godt at fremhæve i hans andet bind af 'House of Cards'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'House of Cards'-forfatter skriver med kludrende klicheer

Andet bind af Michael Dobbs’ House of Cards’ hæver ikke kvaliteten.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hendes næse vibrerede sensuelt, det var fyldt med seksuelle signaler, og han mærkede splittelsen i sig«. Muligvis lyder det bedre og mere sandsynligt på engelsk. Men kære læser spol lige sprogbilledet igennem din egen indre scanner. En næse som vibrerer sensuelt med seksuelle signaler, er det så ikke snarere noget Andersine And gør med sit næb over for Fætter Højben end en moderne kvinde af kød og blod i en såkaldt realistisk skreven underholdningsroman?

Næsen tilhører Sally Quine en underskøn men suspekt meningsmålingsanalytiker og bagkvinde for den kyniske levebrødspolitiker og statsminister Francis Urquhart, som her her giver hende sparket som elskerinde til fordel for sig selv og konen.

Magtsyge stræbere

Vi er i slutningen af baronet Michael Dobbs andet bind af ’House of Cards’ – At spille kongen’. Om den politiske parvenu Urquhart og hans vej op i samfundet. Men bare denne anførte sætning viser eksemplarisk, at han sprogligt hverken er nogen Balzac endsige en Brecht, for nu at nævne to forskellige kunstnere som har beskæftiget sig med magtsyge stræbere.

Her i ’At spille kongen’– en direkte oversættelse fra engelsk som på dansk misser lidt udtrykkets skakbetydning, at bruge kongebrikken i en særlig strategi – er Urquhart blevet statsminister. Storbritannien har samtidig fået en ny ung konge, løseligt tegnet over prinsen af Wales før hans skilsmisse i 1996. Dobbs benægter slægtskabet i sit efterord, men ligheden er slående.

Det er just kerneplottet her romanen, en konflikt mellem en utrolig stærk men asocial statsminister overfor en humanistisk, men svag konge, som gerne vil mildne luften for sine klippede undersåtter. Og så er historien selvfølgelig også tilsat en kærlighedsintrige med Sally med den vibrerende sexnæse.

Rappe oneliners og vitser

For så vidt en god historie, som også virkede på den lille skærm, da Dobbs' Urquhart blev britisk filmatiseret den gang i 1990’erne. Den amerikanske Netflix-sag har gjort Urquhart til politisk demokrat. Men da USA ikke har parlamentarisme er korthuset blevet til de lidt anderledes amerikanske 'huse', Senatet og Repræsentanternes hus.

Under alle omstændigheder, synes jeg, at Dobbs skriver med kludrende klicheer og tværer sit plots cirkler ud i noget som ligner klodsede kloakdæksler. Formildende er at han nu og da serverer rappe oneliners og vitser, sådan lidt Noel Coward ultralight, men ellers er jeg ikke begejstret. Slet ikke.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden