Hvordan bygger man mest effektivt et korthus?
Man volder kortene sammen med lim, med tape, man bøjer dem og klipper i dem, man hæfter dem sammen, indtil huset kan stå på egne kortben.
Og så kommer den virkelige udfordring: at bevogte ens skrøbelige konstruktion, at beskytte den mod folk, der vil puste til den, at holde den oprejst trods rystelser i det fundament, som korthuset står på.
Da vi forlod den sociale klapperslange og politiske mesterstrateg Frank Underwood (Kevin Spacey) i anden sæson af Netflix’ ’House of Cards’, blev han, efter en udspekuleret politisk slutspurt mod magtens tinde, udnævnt til USA’s præsident.
Sådan kunne eventyret i princippet være endt: Prinsen fra South Carolina fik sit verdensherredømme og levede kynisk til sine (præsident)dages ende med sin stilfulde hustru, Claire, deres nul børn, deres løbeture om natten og deres fælles sexlegetøj af en livvagt.
Et fort der skal beskyttes
Men ’House of Cards’ fortsætter ufortrødent. Naturligvis.
For magt er ikke en mållinje, man passerer. Magt er et fort, man vogter med livet. Der vil altid stå folk i kø for at vælte én.
Og den besværligste politiske kamp af alle er at udøve den magt, man har fået givet (Obama sidder her ved min side og nikker).
I begyndelsen af tredje sæson af ’House of Cards’ ser vi derfor Underwood spiddet på magtens tinde. Han bliver ristet af talkshow-jokeren Stephen Colbert for sit politiske prestigeprojekt ’AmWorks’, der skal sætte alle amerikanere i arbejde.
Republikanerne vender ryggen til alle hans lovforslag. Baglandet vil ikke have ham til at genopstille.
Ingen under hinanden fred
Og så har vi nu også med storpolitik at gøre. Det at skabe fred i Mellemøsten er en prestigiøs kattekongekrone, som præsidentkandidater ikke under hinanden.
Og Underwood konfronteres med en isnende cool kuling fra Øst, repræsenteret ved Lars Mikkelsens underholdende portræt af den overlegne russiske ’præsident Petrov’. (Mikkelsens russiske accent lyder dog mere som en russisk skurkeparodi end som Putins egen anstrengte variant).
I en fantastisk scene, hvor førerhunden Petrov er til officiel middag i Det Hvide Hus og har slæbt tre (af de rigtige) medlemmer af Pussy Riots med sig som promodukker, begynder de (naturligvis) at opføre sig som teenagerebeller. Modkultur er nu en spiller på den internationale scene, som stormagten må tolerere på den ene eller anden måde.
Ofre for politik
Og så er der korthusets rystende (moralske) fundament. Serien jonglerer i tredje sæson mere end før med de moralske konsekvenser af magt.
Både Frank og hans hustru, Claire (Robin Wright), tvinges til at se såkaldt ’ægte mennesker’ i øjnene, direkte ofre for den politik, der føres, eller netop ikke føres.
Da en amerikansk LGBT-forkæmper arresteres i Rusland, er det en ubelejlig sag for det storpolitiske samarbejde. Men det prikker også til et blødt sted i Claire, der selv har taget den politiske handske på som FN-ambassadør: Hvad hvis der nu findes et højere mål i livet end personlig vinding? Gulp, Claire.
Spytter på Gud
Frank Underwood, derimod, udøver absolut hybris, han pisser på sin fars grav og spytter på Jesus Kristus i kirken efter at have forsøgt at lure, hvad Guds magttrick er:
»Kærlighed? Er det det, du sælger? Den køber jeg ikke«, fnyser han. Spyt. Det er den form for kynisme, der i ’House of Cards’ kan blive helt parodisk, nærmest latterligt kold.
Men det er også den form for spektakulær fortælling om magtens rådne hjerte, som er så dragende og underholdende: Aldrig har man set nogen spejle to æg så magtsygt (ja!) som Claire Underwood. Aldrig har man set så kold, men effektiv en dynamik i et ægteskab: Som når Claire finder sin husbond afmægtigt grædende på kontorgulvet, og hun ordløst trækker sine løbebukser af og rider ham, indtil han snøftende er klar til (anti)moralsk oprejsning.
Kynismen skuffer aldrig
Til tider er der en noget uoverskuelig mængde handlingstråde med uendelige kolbøtter af magtspil og studehandler, som kan blive forvirrende (ergo en knivspids frustrerende) at holde styr på. Men det er momenterne af spektakulært iscenesat kynisme, der er seriens vigtigste fascinationskraft.
Derfor er det i øvrigt også sjovt, at det danske parlamentspolitiske drama ’Borgen’ er blevet så flot modtaget i USA. Da vi forlod Birgitte Nyborg på Christiansborg efter tredje sæson, havde hun netop valgt, helt magtydmygt, at takke nej til statsministerposten, fordi det var »det rigtige for danskerne«. Hun overvandt magtbegær og hævnlyst for at tjene et større formål.
Inden for seriens logik gjorde det hende til grundlæggende god, til en tjener af demokratiet og en moralsk ledestjerne for sine ansatte – og seerne.
’House of Cards’, derimod, fascinerer med sit portræt af moralsk afstumpethed. Det er to historier, som begge limer os fast til skærmen, og som på hver sin måde fodrer vores trang til at holde med det gode: Enten identificerer vi os med magten, eller også distancerer vi os hyggeligt fra dens mareridtsversion.
fortsæt med at læse
