Der er især to passager i Marguerite Duras’ gennembrudsroman ’Dæmning mod Stillehavet’, som hager sig fast i erindringen.

Den første begynder i biografmørket med scorereplikken over alle: ’De har måske ild?’ og fortsætter som enhver ung mands hedeste film noir-drøm: »Da så jeg hendes hænder, hendes fingre, der var lange og lysende, og hendes lakerede, røde negle. Jeg så også hendes øjne: I stedet for at se på cigaretten, mens hun tændte den, så hun på mig«.