Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Guld er som en slags romantisk kitsch, der får nyt liv ved at knyttes til en helt aktuel livsstil, teknologi og verdensorden.
Foto: Steffen Schmidt/AP

Guld er som en slags romantisk kitsch, der får nyt liv ved at knyttes til en helt aktuel livsstil, teknologi og verdensorden.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debutdigte bevæger sig fra blingbling til global bevidsthed

Victor Boy Lindholm giver en lyrisk stemme til en ung globalt opkoblet eksistens.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'GULD’ hedder Victor Boy Lindholms debutdigte højt og flot.

Det bliver et prisme for en række genkommende motiver: Den blingbling-attitude, som digterjeget tilstræber (understøttet af fotos af tatoveret gangster med fit body og guldkæde), hans skandinaviske guldhår (som egentlig ikke er særlig blingbling), guldet i hans iPhone (hevet op fra minerne i Congo), pizzaens gyldne glød, en vis orientalisme (»guld-sukhen«).

’Guld’ som en slags romantisk kitsch, der får nyt liv ved at knyttes til en helt aktuel livsstil (blingbling og pizza), teknologi (iPhone) og verdensorden (minedrift i Congo som forudsætning for, at drengen med guldhåret har en iPhone): »under månens forsølvede lys/ kan du se mit skandinaviske guldhår/ som en reel kontrast/ til faldet i grækenland/ til minerne i congo«.

Adjektivet »forsølvet« er et andet eksempel på en slags forældet poetisk kitsch-ord, der i lyset af det skildrede univers får en ny betydning, det giver blingbling til månen.

Hjerte-simleys <3

Som vignetter til digtsamlingen får vi først en side med dedikationer og typografiske ikoner: en revolver gjort af bindestreger, apostroffer og citationstegn samt den konventionelle hjerte-smiley: <3.

Dernæst to citater: et af popsangerinden Robyn (»There’s a big black sky over my town«), og et af Thomas Bernhard: »det afgørende er/ om vi vil lyve eller/ om vi vil sige og/ skrive sandheden«.

Det signalerer samlingens blanding af digitalt sprog, pop og litterær kunst. Og den blanding kører ret godt for Lindholm.

Selv om der er digitale metaforer (åndedrættet er »min organiske .gif-fil«) og tidstypisk slang (»en sprød bøllehat«, »hjernen er så nice«), er samlingen mere traditionelt lyrisk i sin form end f.eks. Caspar Erics ’7/11’ – den er ret stramt komponeret over en håndfuld ledemotiver.

Jeget lytter til »nelly/ med over and over again«, og det der med »over and over again« er også princippet for digtenes egen bevægelse, hvor gentagelsen er den drivende figur, hvorigennem ledemotiver (såsom guld, måne, paraplydrinks, en god sommer med en fit body, pizza, Grækenland, minerne) varieres og tætføres på næsten fugal vis.

Gyldent daggry, dårlig uge

Digtene er inddelt i seks suiter: ’det her er en kærlighedshistorie’, ’jeg tror vi får en vidunderlig fremtid sammen’, ’betal med fødslen’, ’grækenland vs. verdenssamfundet’, ’gyldent daggry, dårlig uge’, ’jeg er for træt og går i seng’. Også i disse titler kan man høre blandingen af kitsch, pop, lyrisk, prosaisk og et skvæt globalpolitisk bevidsthed.

Det gyldne daggrys kitsch kontrasteres af den dårlige uge, den lyriske tradition (»jeg er træt og går til ro«) forskydes til et resigneret toneleje: »jeg er for træt og går i seng«.

Politisk økokritik

En hyperlyrisk figur, som lader til i disse år at opleve en sand renæssance i dansk poesi, er apostrofen: anråbelsen af det, der realistisk set hverken kan høre eller svare (traditionelt digterens muse, vestenvinden, den afdøde, den slags).

Den er også markant til stede hos Lindholm, hvor jeget anråber både nære og fjerne ting, ofte med epitetet »lille«: »lille økologiske letmælk«, »lille deodorantspray«, »lille sommersyreregnvejr«, »lille alligatordametaske«, »lille sølvfisk«, »kære diamantmine«, »lille grønland«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Igen en kombination af en slags evigt-lyrisk figur med tidstypiske ord og fænomener (økologisk, deodorantspray, syreregn), der rummer ansatser til en politisk (øko)kritik.

Mine øjne er solbriller

Den besjæling af tingene, der foregår i anråbelsen, er måske også knyttet til den detronisering og materialisering af jeget, der synes på spil, når »jeg skraber asfalten mod huden« (og ikke huden mod asfalten), og når verset/semi-spørgsmålet »er jeg legeme og sjæl« følges af verset/semi-svaret »jeg er mineraler«.

Det forekommer mig, at Lindholm giver ret præcis lyrisk stemme til en ung globalt opkoblet eksistens (»jeg trækker vejret via minerne i congo«) med et interface-jeg (»mine øjne er solbriller«), der både gerne vil være lidt gangster (med hvidguldhalskæde og fit body) og lidt politisk bevidst (minerne i congo).

Bogens første sætning: »mine øjne er solbriller her til morgen«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden