Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
C&K forlag
Foto: C&K forlag

beskrivelse. I 'Sneleoparden' er der fuldt blus på den indre biograf. Det eneste billede er ovenstående fra bogens omslag (beskåret. Se fuld version i teksten).

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

6 hjerter: Rejselitteraturs-klassiker fra 70'erne inspirerer stadigvæk

'Sneleoparden' er medrivende, provokerende og dybt tilfredsstillende.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I samme uge, hvor Dalai Lama besøger danskerne, udkommer en vidunderlig bog herhjemme om en vandring til den levende tibetanske buddhisme i hjertet af Himalaya.

Man må tro, sammenfaldet er tilfældigt, men det kan ikke afvises, at forfatteren Peter Matthiessen ville have set det som et varsel om en gunstig modtagelse af hans klassiker ’Sneleoparden’.

I det ydre en spændende historie om to amerikaneres farefulde vandring i 1973 sammen med fire sherpaer og fjorten bærere over 6.000 meter høje pas til den mest utilgængelige egn af Nepal for at studere det sjældne blåfår.

I det indre en dyb og storslået pilgrimsfærd til indsigt i selvet.

Peter Matthiessen, forfatter, naturforsker og zenmester, formår mesterligt at lade den ydre og indre rejse følge hinanden som to kontrasterende stemmer i et sublimt stykke musik.

En klassiker

Siden ’Sneleoparden’ udkom i USA i 1978 og vandt årets National Book Award, er den blevet en klassiker inden for rejselitteraturen.

Herhjemme udkom den første gang i 1991 i Marianne Børchs kongeniale oversættelse, som nu genudsendes med det eftertænksomme forord, Pico Iyer skrev til Penguin Classics-udgaven.

Rejsen foregik på et tidspunkt, hvor de fjerneste egne af Nepal stadig levede i helt andre århundreder end det tyvende. Matthiessen romantiserer ikke. Slid, snavs, stank og sult var livsbetingelserne for alle, der forsøgte at opretholde livet i den iskolde ørken, som Himalaya er.

De isolerede landsbyer var små fæstninger, hvor de ludfattige tibetanere betragtede de fremmede med mistro, og deres vilde vagthunde indgød en stadig skræk i Matthiessen.

Ekspeditionen medbragte ikke radio eller havde nogen form for kommunikation med omverdenen. De skulle klare sig selv på samme betingelser som dem, der levede deroppe.

Hvis noget gik galt, gik det helt galt. En af sherpaerne var lige ved at dø af dysenteri på hjemvejen. Et usandsynligt heldigt møde med en læge fra en japansk bjergbestigerekspedition reddede hans liv.

Fra lsd til zen

Matthiessen er en kompetent og utrættelig naturalist, som har siddet i sit lille iskolde telt med en osende olielampe og noteret alle de planter og dyr, og især alle de fugle, han har observeret i dagens løb. Og ligesom han kan identificere alle de levende væsner, han møder, kan han redegøre for den vidt forgrenede buddhistiske verden, han trænger ind i.

Denne ultrapræcise detaljerigdom i beskrivelsen af den ydre verden er en af bogens mange styrker, både fordi den giver beretningen et suverænt nærvær, og fordi den er afsættet til en lige så præcis registrering af forfatterens åndelige rejse fra lsd til zen.

’Sneleoparden’ er en rejsebeskrivelse uden et eneste fotografisk billede. Man siger, at et billede siger mere end tusind ord, men her får læseren meget mere end fotos.

Der er fuldt blus på den indre biograf, så læseren kan se stråleglansen om det hellige Krystalbjerg og mærke den mugne lugt inde i det mørke, kolde, snavsede og pulterkammeragtige kloster i Shey, hvor en lama sidder i sine pjalter og tavs garver et gedeskind i en blanding af harsk yaksmør og gedehjerne.

Bevæget over al forstand

På stien til Krystalbjerget forsvinder afstanden mellem det, han møder uden for og inden i sig selv. Alt svinger med i universet:

»I det tidlige lys står klippernes skygger skarpt mod sneen, i spændingen mellem lys og mørke ligger universets kraft (…)Solen brøler, den vokser, indtil til hvert snekrystal er lige ved at briste. Jeg blusser af følelse, er bevæget over al forstand, og endnu en gang fryser de varme tårer til is på mine kinder. Klipper og bjerge, alt dette stof, sneen selv, luften – jorden klinger. Alting er i bevægelse, fuldt af kraft, fuldt af lys«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I det indre en dyb og storslået pilgrimsfærd til indsigt i selvet

På rejsen mediterede han og gjorde sine zen-øvelser for at være helt til stede i nuet, men samtidig noterede han flittigt for at fastholde friheden, en åbenlys selvmodsigelse. Sneleoparden, som han aldrig fik at se, bliver et billede på ham selv og den indsigt han ikke kan gribe.

Fandt aldrig sneleoparden

At Peter Matthiessen overhovedet har skrevet ’Sneleoparden’, er det menneskelige bevis på, at han ikke fandt det, han søgte på Krystalbjerget.

Hans zen ideal var at frigøre sig fra fortid og fremtid, mens hans forfatterego ønskede at skrive en bog, at tale til verden, tage del i verden. Hvis han havde set sneleoparden, havde han ikke kunnet skrive en bog om sin oplevelse, for så var han blevet væk for verden.

»Når jeg mediterer, sker det undertiden, at de store klipper danser. Livet klinger gennem mig, og bjergene klinger, og de gange, jeg kan høre det, er det en klang, vi er fælles om. Jeg forstår det, ikke med min hjerne, men i mit hjerte og ved, det er omsonst at forsøge at indfange det, der ikke lader sig udtrykke, ved, at når jeg læser dette igen, en anden dag, står kun de nøgne ord tilbage… Fortvivlelse over sprogets utilstrækkelighed får mig til at skrive, men der er mere af Shey i et eneste fårehår end i alle mine notater«.

Sat i bås

Forfatteren lader ikke sig selv slippe. Både den berusende optur og den bitre nedtur er med. »Nu kan jeg ikke mere. Den sti, jeg så ivrigt har bestræbt mig på at følge, er forsvundet mellem sten, mit åndelige hovmod har gjort både mine børn og mig skade, og hvad der er sket, står ikke til at ændre«.

Hårde ord, men ord i en bog, vi nu, heldigvis, kan læse igen.

’Sneleoparden’ blev Peter Matthiessens mest berømte bog, i et forfatterskab, der tæller otte skønlitterære og 18 non-fiction titler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I et interview i The Guardian på sin 75-års dag 2002 beklager han, at ’Sneleoparden’s succes for altid havde puttet ham i bås som rejsebogsforfatter. Han ville hellere være kendt som skønlitterær forfatter. Hans sidste bog udkom samme uge, som han døde, 87 år gammel, 5. april 2014.

’Sneleoparden’ er medrivende, inspirerende, imponerende, provokerende og dybt tilfredsstillende. Bogens storhed er dens menneskelighed.

Tilsidst erkender Matthiessen, at »den lære, vi modtog fra Lama Tupjuk, mens sneleoparden betragtede os fra klipperne, og Krystalbjerget svævede på himlen, var ikke, som jeg dengang troede, et enkelt menneskes ophøjede visdom, men et prægtigt udsagn om det guddommelige i alle mennesker«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden