Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JOACHIM ADRIAN (arkiv)
Foto: JOACHIM ADRIAN (arkiv)

Blodigt. »Han er smurt ind i blod og lort, ham, der afliver kreaturerne«. Sådan starter den første tekst i Kenneth Jensens 'Tragedie plus tid', der hovedsageligt foregår på et slagteri med skærestue, kølerum og vakuumpakkeri.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Slagterroman har små stykker af ren romanpoesi

’Tragedie plus tid’ er et portræt af kunstneren som ung mand på dambrug og slagteri.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er en af de mest overlegne titler, jeg længe er stødt på: ’Tragedie plus tid’.Hvad er tragedie plus tid? Det er en ny bog af Kenneth Jensen, en bog som primært foregår på et slagteri i provinsen, og som udmåler det daglige slid blandt bunker af kød. Hvad er tragedie plus tid? Det er også selve definitionen på komik, og sådan er Jensens virkelig gode og i virkeligheden alt for korte bog: spændt ud mellem tør humor og hårdkogt tragik.

Vi er altså på et slagteri. Der er skærestue, kølerum og vakuumpakkeri. Der er billige bøffer med stress indeni, der er snyd med stempelmærker og autorisations-id, der er Super Best. Der er Sjællænder, Karsten, Flemming, Ole og Kaj.

Scenen bliver ligesom sat fra allerførste færd: »Han er smurt ind i blod og lort, ham, der afliver kreaturerne«. Sådan starter den første tekst, som slutter sådan her (med lige så meget manér): »Vi er maskiner på maks, der ikke kan følge med, vi er ikke mennesker, Karsten, hjælp, Karsten er kommet til inde fra administrationen, han er salgsassistent, salgschefen Torbens højrehånd, mellemleder og lus mellem to negle: ledelsen og os, ham føler jeg med, han burde være socialdemokrat, men stemmer Venstre, han vil noget, og det er tydeligt, at hvor han er nu, er bare et trin på stigen, ellers ville han ikke finde sig i måden, han bliver behandlet på, hvad ved jeg, jeg kender ikke hans grunde, jeg ved kun kød, kød og kød, og nu skærer de heldigvis ikke flere pistoler i dag, nu skærer de vinger«.

Mindeværdige startsætninger

Lad os få lidt facts på plads: Kenneth Jensen, født i 1972, debut i 2010 under eget navn, men pseudonymt i 2003 under navnet Zeumir Stratozoon, seneste udgivelse ’Konventionel drift’ på OVO press 2014. Man kan i øvrigt måle forfattere på, hvor gode de er til at starte og slutte deres tekster, og i sin nye bog viser Kenneth Jensen, at han er en af de bedre, hvad det angår. Det er også et faktum, jf. ikke kun eksemplet fra før. Andre mindeværdige og meget morsomme startsætninger lyder nemlig: »Grillsæsonen er over os« og »Heinrich går meget op i hi-fi«, mens der af andre mindeværdige slutsætninger kan nævnes den om en død veninde (»… min veninde er død, og jeg har ladet forfængeligheden sejre«.) og den om en død hest (»Dens sæd var mere værd end guld«.)

Som helhed er bogen en kortroman eller en slags selvbiografisk roman i episodisk form, eller i virkeligheden en atypisk kunstnerroman. I en sigende tekst, der indledes med linjen »Jeg er lige begyndt at digte«, står jeget og gør rent på et dambrug, hvor han også arbejder, da han pludselig bliver ringet op af sit idol Simon Grotrian (som forfatteren Kenneth Jensen også har været voldsomt påvirket af, dog noget mere tidligere i forfatterskabet, end han er nu). Jeget bliver befippet, roser Grotrian til skyerne, og så står der til sidst: »Jeg forsvarer, jeg er skam også et, da han forsøger at berolige mig med, at han trods alt kun er et menneske«. Det er et portræt af kunstneren som ung mand på dambrug og slagteri: Coming of age som poet blandt bunker af kød.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vidnesbyrd fra fabrikken

Noget at kritisere? Småting. Mest at man gerne vil have mere. Og så at bogens andet afsnit, en serie ret underlige erindringer om familie, barndom og skolegang, ikke helt er på højde med første og længste afsnit, som er meget, meget mesterligt. Her er jeg også glad for at se, at Kenneth Jensen tager tråden op fra forfattere som Hans Otto Jørgensen og Glenn Christian, der de senere år også har leveret en række eminente vidnesbyrd fra fabrikken, gården, samfundets bund. Sidstnævntes ’Fabriksnoter’ fra 2012 starter eksempelvis med denne oneliner : »Ingen afføring, alle indvolde i én sammenklæbet stand«, og lidt senere lyder det:»Jeg nejer, ja/så dagen i morgen bliver det rette og tydelige igen/jeg konstant forbruger som et kollegialt/superhit«.

Det er fint nok med al den snak om kognitiv kapitalisme og immaterielt arbejde; der er stadig noget, der hedder manuelt, fysisk, industrielt arbejde; nogle, der går og gør rent eller vakuumpakker kød, indtil disse industrielle produkters lufttomme rum har spredt sig som en slags generel stofløshed, et tryk på nul i mere bred og bogstavelig forstand. Luften suges ud, så kødet kan holde sig, det er det døde køds vakuumliv, men det, der findes her, er det levende køds vakuumdød. »Lort triller kun én vej her«, lyder det i starten af ’Tragedie plus tid’ , men heldigvis triller det også ind i skriften og koagulerer, eller hvad man nu skal kalde det i disse små stykker af ren romanpoesi.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden