Et vigtigt læseminde, jeg bærer med mig, stammer fra en af Adda Djørups tidligere noveller. En kvinde (måske er hun gravid?) går gennem dagen med en grundlæggende følelse af nydelse og velbehag. Særlig husker jeg den skildrede nydelse ved at falde i søvn gentagne gange på passagersædet i en bil. Jeg selv kan ikke sidde længe i en bil, før jeg falder i søvn, og jeg hader det.
Søvnen overmander mig, jeg føler mig voldeligt besejret, helt mod min vilje må jeg overgive mig til den sløvhed, jeg har det med at betragte som det modsatte af liv. Jeg er ikke sikker på, at Djørups novelle om den søvnnydende kvinde var en egentlig lykkelig historie; det forekommer mig, at den måske også rummede en skilsmisse. Men det, der er blevet hos mig, er transformationen af noget livsfornægtende til noget livsbekræftende, af et (potentielt) problem til en nydelse.
