Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
PR-foto
Foto: PR-foto

MEDGANG. Adda Djørup skriver om lykke og perfekte dage, men uden at forklejne alt det, livet også er.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Sprudlende noveller fra katastrofens rand om det røvtruttende, boblende liv

Der er lykke på trods, selv om døden har sin brod i Adda Djørups noveller.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et vigtigt læseminde, jeg bærer med mig, stammer fra en af Adda Djørups tidligere noveller. En kvinde (måske er hun gravid?) går gennem dagen med en grundlæggende følelse af nydelse og velbehag. Særlig husker jeg den skildrede nydelse ved at falde i søvn gentagne gange på passagersædet i en bil. Jeg selv kan ikke sidde længe i en bil, før jeg falder i søvn, og jeg hader det.

Søvnen overmander mig, jeg føler mig voldeligt besejret, helt mod min vilje må jeg overgive mig til den sløvhed, jeg har det med at betragte som det modsatte af liv. Jeg er ikke sikker på, at Djørups novelle om den søvnnydende kvinde var en egentlig lykkelig historie; det forekommer mig, at den måske også rummede en skilsmisse. Men det, der er blevet hos mig, er transformationen af noget livsfornægtende til noget livsbekræftende, af et (potentielt) problem til en nydelse.

Lig og kølige pistoler

Den samme følelse stråler mig i møde fra mange af novellerne i Djørups nye samling. En ung kvinde fortæller hæmningsløst lykkelig om sit eget for tidlige bryllup (»jeg kan lide at gøre tingene for tidligt«). En moden kvinde rapporterer fra Paris om lykken ved at tisse, drikke og have en dejlig, kølig pistol i hånden på det rette tidspunkt (happiness is a cool gun ...).

En voksen datter har mistet sin antiksamlerfar, men samler selv på ansigter, grin og hænder, som var de ting, da hun ordner hans begravelse. En kvinde har en af sit livs to perfekte dage, da hun via blåt sommerhav, sort kaffe, duftende græs og solvarm asfalt rejser til provinssygehuset for at sige farvel til et lig (den anden perfekte dag er, da hun føder sin datter).

Det er kun Adda Djørup, der kan skrive sådan her om kvinden, der nærmer sig ligkapellet: »hun blev lykkeligere og lykkeligere«. Eller lade sin stangberusede, halvvejs voldtagne, til stadighed ubekymrede heltinde føle fryd og ømhed for det våben, der falder hende i hænde mod voldsmanden:

»En dejlig kompakt vægt, der føjer sig lige så fortroligt ind i min hånd, som var det min lille datters hånd«. For ikke at tale om kvindens exit fra gerningsstedet, efter at hun prøvende har vejet ligets varme pik i hånden: »Ømhed og stolthed – det er præcis hvad det er. Er han måske ikke mit værk? Det er han da. Og nu må Baronessen afsted, siger en glad og flabet stemme inde i mig«. Glad og flabet, indeed!

Præmatur ejakulation og tidlig død

Det er ikke, fordi Djørups stemme er lalleglad eller manisk, naiv eller fortrængende. I den overgearede præmature bryllupslykke er der også præmatur ejakulation og for tidlig død, i et knald af en slutning, der med største præcision holder sig på tvetydighedens skarpe knivsæg mellem katastrofal eksplosion og festfyrværkeri.

Efter nattens ubesværede druk og drab føler den lykkelige morderske ikke kun lykke: »Jeg er glad og levende, men mit hjerte vrider sig, og det er godt. Jeg er lige så blød og bedrøvet som jeg altid har været«. Lykken ved ligbesøget og datterfødslen er omgærdet af død.

Djørups sprudlende og uimodståelige munterhed er ikke en fortrængning af død, smerte og forladthed, men snarere en munterhed på trods

Der er fortællinger, hvor det smertelige vejer tungest: En historie om antydet overgreb i huset ved vandet, hvorfra stenene skubber sig op om natten og lægger sig tungt ved dørene. En sorgmættet fortælling med spøgelser fra Theresienstadt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv stenen bliver bevæget

Djørups sprudlende og uimodståelige munterhed er ikke en fortrængning af død, smerte og forladthed, men snarere en munterhed trods. ’Poesi og andre former for trods’ hedder samlingen, og hvis der er noget selvbiografisk over den boblende morsomme skildring af fortællerens »yngre jeg« (effektfuldt udspændt mellem første og tredje person) til international digterkomsammen, så er det også ren trods af Djørup at indlede og afslutte samlingen med et digt, efter at hendes poesi er blevet kritiseret sønder og sammen af den kosteligt portrætterede digterdiva Claire Connoly:

»Miss Djorup, I did not like your piece. Your excessive use of words is counterproductive to your feeble attempt at being witty«. Det indledende digt ’Spidskål, asparges’ lyder også som skrevet af et barn i trodsalderen: »Fedt, fjams, flæsk!«.

Men det er ikke den bitres trods, den forsmåedes trods, den røvvisende autoritetstrods, det er trods som overskud, som røvtruttende liv og boblende munterhed på trods af al modgang og elendighed. Adda Djørup skriver så sprudlende, at det må vække selv den søvnigste, opmuntre selv den tristeste. Men også så uforskrækket om det tungeste, at selv stenen bliver bevæget.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden