Begrebet ’kriminelt miljø’ virker absolut utilstrækkeligt, når man læser Nicolai Lilins erindringsfortælling ’Sibirisk opdragelse’. Her er et kriminelt miljø ikke noget, man risikerer at blive rodet ind i. I kvarteret Nedre Flod ved Dnestr-floden i den ikke anerkendte enklave Transdnestr er det en livsform fra vugge til grav. Forbryderbanen er allerede på skinner og springkniven på spring i en alder, hvor børn andre steder stadig er bange for rødhårede børnehavepædagoger.
En ultravoldelig opvækst med røvere og mordere som karriereforbilleder er kun den ene side af Lilins miljøbeskrivelse. Den anden er hans mageløst detaljerede beskrivelse af et sibirisk forbrydermiljø, hvor ære, sammenhold og morderisk fromhed er i højsædet. Hvor man ubetinget respekterer ’forbryderloven’ og dens mange indviklede koder. Og hvor man i modsætning til de vulgære gangstere af anden etnicitet er puritanere, der foragter penge, materielle goder og alskens blær og bling. Man er jægerbanditter fra taigaen, som sætter personlig frihed over alt andet og nærer samme fromme, magiske respekt for våben som for krucifikser.
