Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Carsten Lauridsen
Foto: Carsten Lauridsen

prøvelser. Katrine Grünfeld skriver om kernefamilien som alt andet end det lykkelige ideal.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Kernefamilien skildret som katastrofe er kriselitteratur i ren form

Katrine Grünfeld skriver om det, der ikke ser pænt ud på papir.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En mor, forfatter er hun, tager timeout fra familien, alene i sommerhus, lader tåneglelakken skalle, klipper håret af, drikker masser af vin, går ledende i strandkanten, bader nøgen.

Herfra udfolder Katrine Grünfeld sin beretning om kernefamilien som et kors at bære. Det er en kort og fortættet tekst, en slags stream of consciousness holdt i tredje person nutid, med kursiverede indslag, der har karakter af direkte citeret erindret dialog eller indre monolog.

Den er båret af et herligt fandenivoldsk drive; nu går vi lige lidt i hundene, men vi gør det sgu med energi. Der gives præcist sprog til familielivets prøvelser:

Om moderens følelse på de udflugter med mand og børn, hun egentlig helst unddrager sig: »De dage, hun er med, indtræder en døsighed, som når man går ind i en bank og bare må sætte sig ned i en af stolene beregnet til gangbesværede«.

Sort hul af dårlig samvittighed

Om ikke at føle sig hjemme i svigerfamiliens sommerhus, indrettet i pseudosvensk loppisstil: »Hun har ikke noget personligt forhold til det hus. Det er et opholdssted. Hvis hun ødelægger noget, køber hun noget nyt, gammelt svensk«. Om det store sorte hul af dårlig moderlig samvittighed.

Når hun pludselig bliver glad og nærværende på en gåtur ved at sparke småsten med sønnen, men det så er synd for den bagudsakkende, surmulende datter: »så tæller sparkene ikke med i regnskabet. Fylde, hælde i det sorte hul«.

Minder med duft på

Om at have den der mand, der uden videre kan sige: »Skal vi ikke cykle en tur alle sammen i det gode vejr?«. For ham er familien tilsyneladende et naturligt element: »De kan skændes, og det kan regne, og de kan sige, at de hader turen, deres liv, deres familie. Han cykler bare. Med sin familie. Den er, som den er«.

Om desperationen ved familien som uoverkommelig logistisk udfordring: »Jeg vil hellere slå ihjel end planlægge endnu en weekend«.

Men så er der også den genkommende stærke følelse for børnene som det dyrebareste. Billedet af spækhuggerhunnen, der dør af sorg, da hendes kalv tages fra hende. I en smuk passage blandes længslen efter børnene sammen med længsel efter egen barndom:

»Klitroserne får hende til at længes efter barndom. Efter børnene, som om de levede, på det tidspunkt hun længes efter (…) Har hendes børn minder? Sådan nogle børneminder med duft på. Halvfjerdserminder«.

Livet går over

Dramaturgien involverer erindringen om en påtrængende stedfader og en slags kærlighedssorg over det forliste forhold til kvinden M.

M er den, der ser handlingsmuligheder, hvor vor moder ser lammelse. En slags handlekraftigt, optimistisk kvindeligt element, der som en støttepæl har kunnet holde hovedpersonen nogenlunde oprejst som moderpæl.

Kernefamilien er og bliver en underlig opfindelse, og hvis menneskeheden har en fremtid, kan man håbe, at den finder på andre bærende sociale mikroorganismer

Med optimistens forsvinden er der frit løb for den rendyrkede pessimisme: »Livet er inddelt i perioder. Perioder der går over. Livet går over«.

Pessimismens renselse

Titlens ’Stormskader’ gøres med et ordspil til en fugleart: »En skade kommer hoppende tæt på mågen. En stormskade. Den findes ikke«.

Her knytter ordspillet kystlandskab og katastrofefølelse sammen på en suggestiv måde. Lidt sværere har jeg ved at lade mig charmere af mindre motiverede ordspil som »Sådan en fyr, der blev fyrmester, glemte fyret og blev fyret«. Det skulle da lige være, fordi det i al sin lalleglæde bidrager til den fandenivoldske tone.

Kernefamilien er og bliver en underlig opfindelse, og hvis menneskeheden har en fremtid, kan man håbe, at den finder på andre bærende sociale mikroorganismer.

Vor moders tanker udtrykker det klart og provokerende: »Voksne mennesker og små børn. En dårlig kombination«.

Hovedpersonens skriveprojekt angives at »handle om alt det, det ikke må handle om, det tarvelige og uempatiske« – »det, der ikke ser pænt ud på papir«. Det kan ligne en karakteristik af Grünfelds eget projekt, som hun poetisk forløser med den særlige renselse, der kan være i pessimismen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden