Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Graham Greene spøger i baggrunden på dansk roman om Albanien

Jens-Martin Eriksen roman er her og der som et læserbrev i Weekendavisen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man trisser omkring i Albanien, Serbien og omegn, kan den danske velregulerede velfærdsnormalitet unægtelig godt forekomme monstrøst kedsommelig: Mærkeligt, at vi ikke dør af kedsomhed.

På den anden side er det måske bedre at dø af kedsomhed end ved et brutalt mord?

Spørgsmålet rejser sig under læsningen af Jens-Martin Eriksens første roman i 10 år (den sidste var passende betitlet 'Forfatteren forsvinder ind i sin roman’), men den har også brod mod Eriksen selv: for ganske vist er vi på det, der med håbløs eksotisme kan beskrives som det ’kulørte’, ’barokke’ og ’brogede’ Balkan – men teksten selv har som største skavank, at den her og der er et kun let camoufleret læserbrev, der lige så godt kunne have stået i Weekendavisen og dermed alligevel er en del af den dødssyge danske velfærdsnormalitet, den ellers hævder at unddrage sig.

Det bizarre hjørne af Europa

Vi lader spørgsmålet svæve lidt, for retfærdigvis skal det med, at ’Et hvidt reb til Philippe Deprez’ over lange stræk er en vigtig og anfægtende litterær analyse fra en provins, vi ellers ikke kender så godt, det bizarre hjørne af Europa, der er benævnt Albanien, og hvor handlingen udspiller sig i det groteske ørkenlandskab efter kommunismens sammenbrud. Vi har lidt rammeleg.

Den navnløse fortæller eller redaktør er kommet i besiddelse af sin ven Philippe Deprez’ dagbogsnotater og optegnelser fra sommeren 2002, hvor Deprez forsvandt efter rejser i Kosovo og Albanien.

Vennen var korrespondent for The Sunday Times, og han vikledes ind i en kompliceret historie med en lokal kvinde, Tereza Halili.

I baggrunden pusler Graham Greene og Malcolm Lowry, alt er et sløret spil af løgne og fiktion, der placerer sig i paranoide lag på lag. Og hvor sandhed og virkelighed er væk, mens vold og død kun er alt for tæt på.

Deprez mødes og tiltrækkes af Tereza, men efter »absurde hændelser« bortfjernes hun angiveligt til et psykiatrisk hospital, og dermed begynder Deprez’ eftersøgning.

Et indigneret essay i svøb

Slutningen skal selvsagt ikke røbes. Men kernen i det analytiske arbejde, den navnløse fortæller udfører, må vi godt løfte sløret for: I tomrummet efter Eksjugoslaviens sammenbrud og Sovjetunionens kollaps opstod der en uhellig alliance mellem ubegribeligt brutale og stupide lokale mafiaorganisationer, der overtog hele landområder, og FN’s og EU’s bureaukrater, der som hykleriske eksponenter for en lille affabel, banal ondskab lader det hele ske – mens der tales rørstrømsk om frihed og demokrati.

For så vidt vi vender det blinde øje til, er vi selv medskyldige, foreslår fortælleren. Og de værste af os er de selvudnævnt gode, hyklerne par excellence – Eriksens fortæller løfter Lugeren mod ikke mindst Carsten Jensen et sted, og jeg er tilbøjelig til at sige »Amen« .

Men samtidig havde jeg under læsningen et fantom i baghovedet. Det var Henrik Nordbrandts ’Finckelsteins blodige bazar’ (1983), som jeg fortærede en lang nat i julen.

Det er den mest vilde, opfindsomme og morsomme agentroman, man kan tænke sig, og selv om det er dybt uretfærdigt – måske – at dunke den ene roman oven i hovedet med den anden, prikker Finckelstein til mig og minder mig om, at ’Et hvidt reb til Philippe Deprez’ sine steder fungerer bedre som indigneret essay i svøb end som litterær romankunst.

Ikke fordi de tvende nødvendigvis behøver udelukke hinanden, men her blegner litteraturen altså en anelse. Deprez’ reb er hvidt, hvor Finckelsteins var dejlig blodigt.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden