Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ambitioner. Jo Nesbø har prisværdige litterære ambitioner. Men der gemmer sig også et par klichéer i 'Blod på sneen'.
Foto: Håkon Eikesdal

Ambitioner. Jo Nesbø har prisværdige litterære ambitioner. Men der gemmer sig også et par klichéer i 'Blod på sneen'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Ny Nesbø roman er en flot lejemorderkrimi i genrens sorte marinade

Men der er også gensyn med klicheer i Jo Nesbøs 'Blod på sneen'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1936 kom Graham Greenes roman ’200 £ er prisen’, hvor titlens sum er prisen på en lejemorder. Romanen handler nemlig om en af slagsen, stigmatiseret af ganespalte og sjælskulde, i intrigen fatalt og formasteligt snydt af sine arbejdsgivere. Manden er et ubodeligt ensomt menneske, men med et opofrende hjerte af guld. Greene selv havde ramt guld med sin krimikatolske eksistenshistorie. Den blev filmatiseret i Hollywood i 1942 som den skoledannende film noir ’Revolver til leje’ med toughe Alan Ladd som den mutte revolvermand i lang frakke og blød hat. Siden yderligere genialt tematiseret af mesterinstruktører såsom Jean-Pierre Melville og Michael Mann.

Om den norske forfatter Jo Nesbø har set en sådan lejemorderfilm på flyet, vides ikke. Men han har selv sagt, at tone og idé til denne raffinerede morderhistorie kom til ham undervejs over skyerne mellem USA og Japan. Kortromanen om den norske meget romantiske lejemorder Olav Johansen, som hverken duer til at røve banker eller sælge narko, men til gengæld er fænomenal til at gøre folk tavse med et par intravenøse blypiller.

Selvfølgelig skyder han kun dem, der har fortjent spontane dødsattester. Kolleger og andre bøhmænd i Oslo anno 1975, hvor sneen falder koldt og tungt. Der er en regulær narkokrig mellem Olavs sleske arbejdsgiver Daniel Hoffmann og ’Fiskeren’, en ildestinkende hvalros, der sælger frisk torsk og russisk heroin. Men Olavs nye job er at likvidere Hoffmanns kone, den veldrejede Corina, der har noget frækt ’frem og tilbage minus kage’ for med en anden mand.

Under skallen er Olav en blød sjæl fra den klassiske hårdkogte sentimentale skole med nogle fæle ar fra barndommens alkoholisme. Rutinerede læsere får et mættende gensyn med klicheer. Thi det er jo måde, ikke metode og gåde, der immer udgør denne opsætnings episke spænding med forhindringer, farlighed og endelig forløsning.

Litterære ambitioner

Der er bekendt højt til fjeldet i Norge, hvor nordmænd velsignet overhovedet ikke er bange for egen magisk realisme, ja at krimien gerne og snarere må være fantastisk eventyrlig end flad og fersk realistisk. Oslo som en brutal og blodig krimistad burde trække på det danske smilebånd.

Men når Jo Nesbø med velskreven elan elegant dristigt sætter et sådant scenarium op med bjæffende pistoler og hurtig død, virker det både overbevisende forklarligt og sågar kunstnerisk forsvarligt. Olien har jo ikke kun bragt grænseoverskridende velstand, men også amerikanske tilstande til Norge.

Nesbø har mange fine litterære ambitioner med sin sorte korte skæbneanekdote, både T.S. Eliot og Victor Hugo er Olavs medrivende makkerpar. Jamen helt okay. Men ellers ikke meget nyt omkring revolver og rænker blandt enfoldige lejemordere og enerverende kvinder.

PS. Fortsættelse følger med mere blod.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden