Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Smertepunkter. Kristian Lundberg har en tung bagage: fattig og omflakkende barndom, fraværende far, sindssyg mor, kriminel ungdom med stoffer og alkohol og erfaringer som trækkerdreng.
Foto: Caroline Andersson

Smertepunkter. Kristian Lundberg har en tung bagage: fattig og omflakkende barndom, fraværende far, sindssyg mor, kriminel ungdom med stoffer og alkohol og erfaringer som trækkerdreng.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Selvbiografisk roman er mislykket på en meget vellykket måde

Kristian Lundbergs nye roman skal læses for sin stædige selvterapeutiske ærlighed.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Af Malmø-forfatteren Kristian Lundberg er der inden for de seneste par år kommet to fine romaner på dansk: ’Yarden’ og ’En hjemby’. Nu foreligger bogen, som udkom mellem de to og altså er opfølgeren til ’Yarden’, der handlede om Lundbergs hårde tilværelse som manuel løsarbejder i frihavnen.

Lundberg havde skrevet tyve bøger, var etableret forfatter, men så kom skriveblokaden og gælden, som førte til, at han var nødt til at blive ’kropsarbejder’ nede på havnen. Hvor han efter et års udendørs arbejde i al slags vejr indser, at den gammeldags klassekamp stadig eksisterer.

Den krasse socialrealisme i ’Yarden’ bragte Lundberg på tilbage på avisernes kultursider. I fortsættelsen hører man om de gamle arbejdskammeraters reaktion. De følte sig udleveret og forrådt: Var du kun på Yarden for at skrive en bog, spørger de.

Kæmper med stoffet

Nej, svarer Lindberg, der selv føler, at bogen, han skrev om sin barske ’klasserejse’, et udtryk, der nu giver ham kvalme, manglede noget helt afgørende: kærligheden. Den, han mødte i form af »den glimtende nymfe«, K. med det lyse hår.

Problemet er, at den kærlighedshistorie, han så gerne vil skrive, ikke rigtig vil ned på siderne. Lundberg kæmper med stoffet, oplever bestandig at fare vild, skriver om hele processen og indser efterhånden, at hans fortælling, som en slange i græsset, løber sine egne veje, og at han er nødt til at lade sig trække med:

»Jeg havde tænkt mig, at jeg ville rejse mig op og skrive en anden fortælling om et afgrænset område. Jeg havde formuleret min indledning. Jeg havde en konklusion. Jeg tænkte, at sproget skulle være koldt og klinisk, at jeg ville sømme mig selv fast til verden og lade virkeligheden træde frem. Sådan blev det ikke«.

Lundberg kæmper med stoffet, oplever bestandig at fare vild, skriver om hele processen og indser efterhånden, at hans fortælling, som en slange i græsset, løber sine egne veje

Nej, mildt sagt ikke, men man bærer over med nederlaget, for Kristian Lundbergs styrke er ikke på forhånd udtænkte plot, men hudløsheden i de erkendelser, han langsomt skriver sig frem til. Han er så meget i følelsernes og skriftens vold, at han kunne være prædikant i en frimenighed, men det er tydeligt, at det er sig selv, han taler til: »Alt, hvad jeg fortæller, er sandt. Det må være sådan. Den, der taler, ændrer verden. Den, som benævner redskabet, får lov at brug det. Jeg er et menneske«.

Sådanne manende besværgelser er der mange af. Der erkendes, mens der skrives, og det fører nok den skrivende på afveje, ligesom det afstedkommer rigtig mange gentagelser, men det fører også til større klarhed om det væsentligste: »Kærligheden stiller ikke spørgsmål. Den kommer med svar. Den siger: Lad den anden blive større end dit eget jeg«.

Totale ærlighed

Lundbergs metode er den selvbiografisk erindrende. De tre titler, som nu foreligger på dansk, cirkler bestandig om smertepunkterne i hans liv. Barndommen, der var præget af utryghed, fattigdom og omflakken, fordi faderen var fraværende, moderen sindssyg og velfærdssamfundets myndigheder langt borte. Og ungdommen, der var fuld af alkohol, stoffer, kriminalitet og vold. Han har tidligere fortalt om dengang, han og andre fattige drenge solgte sig selv for en halvtredser til byens bøsser.

I sit voksne liv kæmper forfatteren, der nu er 42 år, stadig med de skader, som moderens notoriske vanvid påførte ham, men også mod det mørke, som udgår fra »de beskidte gener«, han har arvet fra hende. Et sted hedder det: »Jeg forsøger at skrive det sammen, som er gået itu«.

Undervejs i ’Og alt skal være kærlighed’ hører man kort om moderen, som han besøger i hendes lejlighed, og om sønnen, som han forsøger at være en god far for, og der er et par åbninger ud mod omverdenen, som den om Ali, der ifølge Ibrahim, som ringer fra Yarden, har brækket et ben og har brug for uofficiel lægehjælp.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

'Og alt skal være kærlighed' skal læses for sin totale ærlighed og den selvterapeutiske nødvendighed, som driver forfatteren fremad

Mon Kristian Lundberg kender en læge? Det gør han, men historien om Ali bliver ikke udfoldet, for Lundberg spoler endnu en gang historien tilbage til sit eget nulpunkt og kampen for at få styr på tankemylderet, som altså også helt bogstaveligt er forfatterens kamp for at få styr på sit stof.

’Og alt skal være kærlighed’ skal læses for sin totale ærlighed og den selvterapeutiske nødvendighed, som driver forfatteren fremad. Lundberg er fanget mellem alt det, han skrev om i ’Yarden’, og den smukke historie om frigørende kærlighed, som han først fik ned på det utaknemmelige papir i ’En hjemby’. Også den kristne inspiration, som først blev forløst i den roman, dukker op på linjerne her.

Der er noget sært rørende over denne lidt rodede mellembog fra Kristian Lundberg, hvis berettigelse er, at den er mislykket på så vellykket en måde.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden