Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klassekamp. Forfatteren Caitlin Moran er selv vokset op i arbejderklassen i Wolverhampton, har arbejdet som musikjournalist og kæmpet med vægten. Men så hører ligheden mellem hende og Johanna også op.
Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

Klassekamp. Forfatteren Caitlin Moran er selv vokset op i arbejderklassen i Wolverhampton, har arbejdet som musikjournalist og kæmpet med vægten. Men så hører ligheden mellem hende og Johanna også op.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Caitlin Moran-roman går lige i hjertet og i lattermusklerne

Ingen kan beskrive arbejderklassen som briterne, og klasseskel er da også et bærende tema i den sarte og følsomme roman.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Når kynisme bliver det foretrukne sprog, bliver legesyghed og opfindsomhed umuligt. Kynisme skyller gennem kultturen som blegemiddel og udvasker millioner af små spirende ideer. Kynisme betyder, at dit automatsvar bliver ’nej’. Kynisme betyder, at du antager, at alt vil ende med skuffelse«.

Sådan siger hovedpersonen, Johanna, i Caitlin Morans letfodede og ømme ’How to Build a Girl’, da hun gør sit journalistiske virke under pseudonymet Dolly Wilde (Oscar Wildes promiskuøse lesbiske niece) op.

»Kynisme går i forbindelse med din hud, og et tykt sort skjold begynder at vokse – som insektskjold« (ja, pigen kan sin Kafka). »Skjoldet vil beskytte dit hjerte mod skuffelse – men det gør dig næsten ude af stand til at gå«.

Ikke meget at grine af i Wolverhampton

Det er ellers nemt at blive kynisk, når man som Johanna vokser op i Wolverhampton (som forfatteren selv) i 1980’erne med fire søskende og forældre, der forsørges af staten – og snyder på vægten med sociale ydelser.

Englands gamle arbejderfamilier stemmer Labour og bander af Thacther, og pengene er små. Så små, at en nedskæring på 11 procent kan betyde, at man må sælge tv’et, opgive den ugentlige kasse frugt og grønt og leve af chapati (en slags indisk pandekage af hvedemel, vand og margarine).

Her spises lillebror af med vingummier, da han har fået fjernet fem rådne tænder hos tandlægen. Og Johanna må spise hele sit fødselsdagsgilde alene, da faderens alkoholmisbrug forhindrer, at hun inviterer sin veninde med til festlighederne. Ingen kan lave ’working class’ som briterne.

LÆS ANMELDELSE

Dolly er den pige, Johanna bygger – hun vil være en ’self-made woman’; hun iklæder sig slidte Dr. Martens og sort slør for at klare sig i Wolverhampton – og for at slippe væk.

For der er ikke meget at grine af i Wolverhamptom, men heldigvis er der rigeligt i Morans roman. Som selvbiografien ’How to be a woman’ fra 2011 er ’How to build a girl’ beskidt ærlig, især hvad sexscenerne (og dem er der en del af) angår:

»Når du skubber en pik for dybt ind i nogens mund, vil de, næsten uundgåeligt, få kvalme. Det er ren refleks. Overrasket kaster jeg diskret op i min mund – og i samme øjeblik kommer han. På mange måder – dog oprindeligt uvelkomment – gør opkastet den efterfølgende sexafvikling let: I det mindste bliver jeg fri for en sidsteøjebliksovervejelse om, hvorvidt jeg faktisk er den slags person, der spytter eller sluger – for høfligheds skyld bliver jeg nødt til at sluge mit opkast alligevel«.

Men hvor selvbiografien til tider kammede over i bryskhed, er romanen sart og følsom. Den 14-årige Johanna, der lever sit liv i bøgerne og skriver sin dagbog som breve til Gilberth Blythe fra ’Anne fra Grønnebakken’, er simpelthen skøn. Hvordan kan man andet end blive lidt forelsket i den småtykke pige fra underklassen, der citerer ’Annie’ og ’Grease’ til sin jobsamtale på et tjekket (og mandsdomineret) musikmagasin?

Det er befriende, når hun til trods for sin stolte arbejderattitude indrømmer at være fascineret af og misundelig på overklassen; det er ikke nok at være en mands ’little bit of rough’ (som er den eneste kontakt med overklassen, en buttet pige fra Wolverhampton får).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige i hjertet

Johanna er ærlig, nogle gange også med sig selv. Bogens svageste øjeblikke er dem, hvor afstanden mellem fortæller og hovedperson er størst. Efterrationalisering og moralisering filtrerer den strøm af følelser og forventninger, der bralrer ud af den løsslupne teenage-kæft. For den er temmelig ’rough’.

Hvordan slipper man ud af Wolverhampton? Johanna skriver: »Indtil videre er den eneste plan, jeg er kommet på, at skrive. Jeg kan skrive, fordi det at skrive – i modsætning til koreografi, arkitektur eller at erobre kongeriger – er en ting, du kan gøre, når du er ensom og fattig og ikke har nogen infrastruktur, dvs.: en ballettrup eller nogle kanoner. Fattige kan skrive. Det er en af de få ting, fattigdom, og mangel på netværk, ikke kan stoppe dig i«.

Klasseskel er et bærende tema i romanen. Som nu problemet med at have opnået al sin viden fra bøger på et kommunalt bibliotek: selv om Johanna har læst Rimbaud, er han svær at tale om, når hun ikke kan udtale navnet.

Heldigvis beslutter Johanna sig for at skrive. For hendes fortælling sidder lige i hjertet og i lattermusklerne.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden