Mikkel mangler i den grad livsgnist og gejst. Han har mistet sin kæreste og kærlighed, den væne Veronika, under dunkle omstændigheder med klang af mystik og eksperiment.
Mikkel er nemlig ph.d.-studerende og interesseret i det sælsomme og spektakulære grænseland mellem filosofi og fysik. Imidlertid forsøger vennen og miniplayboyen Patrick at muntre den traurige unge mand op med ture i byen på jagt efter piger, der ikke er alt for dyre at drikke billige.
Men så sker der noget mirakuløst i Mikkels lejlighed. På den anden side af klædeskabet igennem et hul dukker en anden og forunderlig verden op i form af en guddommelig energi, en slags tidslomme, der kan ændre ham selv og kanske den ganske verden.
Samtidig arriverer en smuk og enigmatisk kvinde med operafornavnet Tosca, hvis sorte hår er som tøvende slanger.
Dette er den flamboyante og fejende optakt til ’Gudspartiklen’. Sådan lidt i retning af ’Narnia’ og C.S. Lewis for cool ungersvende og toughe tøser med hang til sprut og sex samt kødelige og åndelige følelser rystet til en stærk og kraftig cocktail. I den glamourøse og guddommelige bar stedt et sted mellem himmel og jord, fantasy og forskning. Det univers, hvor himmellegemer er andet og mere end astrologiske konstellationer i fjerne galakser i firmamentet.
Flere puslespil end brikker
Således begiver vor antihelt sig ud i verden, der som kviksølv hele tiden er i bevægelse og forvandling. Men også har plads til både eventyreren Indiana Jones og højenergifysikeren Holger Bech-Nielsen.
Jamen, vi taler såmænd om jagten på pagtens ark fra Bibelen. Du ved, kære biografgænger, den, der hos Steven Spielberg kan smelte stygge nazister til germansk smørsovs, når der lettes på låget. Så den vilde skattejagt går igen over stok og sten, gru og gåder.
Kill your darlings, hedder det som bekendt i journalistikken. I 'Gudspartiklen' burde det hedde: Dræb dine dæmoner.
Denne pagt er desværre ikke alene i plottet. Inden da skal vi femten år tilbage til Nigeria for at høre om mere verdslige trængsler for de stakkels indfødte. Om en afrikansk pige, Oluchi, hvis spor siden snor sig ind i romanens flerstrengede og forgrenede motivkreds. For så vidt bliver en sund jordforbindelse til det spektakulære cirkus.
Men sjældent har jeg læst om så mange mystiske sager stablet oven på hinanden hulter til bulter. Såsom koncentrationslejre, trafficking, blodskam, søsterskab, overgreb på børn, kristne i Etiopien, kaos og katastrofer plus fæle mennesker, som vil have fingre i de guddommelige kræfter, der hersker over liv og død med energi og erindringer.
For mig at se er der i handlingen flere puslespil end brikker. Og sprogligt er der rimeligt mange klicheer. Øjne klemmes, øjenbryn løftes, blodet pumpes hidsigt rundt og heftigt rørende. A la »hendes krop foldede sig nænsomt om min og lod mig smelte ind i hende«. Det er åbenbart ikke kun pagtens ark, der kan få mennesker til at kontaminere.
Nordbos narrative forcer er dels hans sans for personers gøren og laden netop i nutid, dels scener, der er determineret af funktionel action og episk spænding. Kill your darlings, hedder det som bekendt i journalistikken. I ’Gudspartiklen’ burde det hedde: Dræb dine dæmoner. Der er simpelthen alt for mange af dem.
Myldretid for motiver og mennesker skaber her i teksten mere trafikkaos end fart og tempo.
Således bliver romanen forpustet og får sidestik i det alt for lange løb.
