Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
vendt rundt. E.L. James fortæller den samme historie som i 'Fifty Shades of Grey', men grebet virker søgt. Billedet er fra filmatiseringen af den oprindelige roman.
Foto: Republic Records/AP

vendt rundt. E.L. James fortæller den samme historie som i 'Fifty Shades of Grey', men grebet virker søgt. Billedet er fra filmatiseringen af den oprindelige roman.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Fifty Shades of Grey' fra mandligt perspektiv er noget jammerligt juks

E.L. James giver læserne endnu en tur i den klichéfyldte klitoriskarrusel

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor forfatteren E.L. James har skrevet en ny version af sin erotiske bestseller fortalt fra mandens perspektiv.

Er det for at tjene penge?

Er det for at at give – sine primært kvindelige læsere – endnu en tur i den klichéfyldte klitoriskarrusel?

Eller er det tværtimod for, at mandlige læsere nu kan få noget at identificere sig med (og dermed jo også, som en ikke ubetydelig sidegevinst, få flere læsere?)

For problemet er, at bagsideteksten (» See the world of Fifty Shades of Grey anew through the eyes of Christian Grey«) ikke synes at tale sandt.

Man får netop ikke noget nyt blik på den s/m-verden, som millioner af læsere har valgt at forsvinde ind i (og fred være i øvrigt med det), det er snarere præcis det samme gamle blik, det samme triste bud på erotisk litteratur anno i dag.

Præcis samme kronologi

Handlingen i ’Grey’ følger præcis samme kronologi som første bind af James’ trilogi, den der hed ’Fifty Shades of Grey’. Kontrolfreaken Christian Grey er ren fitness og forretning, han er veltrænet, han er rig, han er i slutningen af tyverne. Allerede på første side går han ovenpå, tænder for businessnyhederne på tv og træder op på løbebåndet.

Bogen begynder i øvrigt med et af Greys mange mareridt om dengang, han var dreng: Han leger med biler, og pludselig er den ene bil væk, han vil gerne have den igen, han kalder på sin mor (som vi senere får at vide er en »crack whore«), men moren ser det ikke, hun ser ingenting, bilen er væk. »And I can never play with it again«, står der, og så er mareridtet slut og alle kort ligesom lagt på bordet fra start.

Det er selvfølgelig derfor, Grey er, som han er. Derfor han ikke kan klare kropslig kontakt og kærlighed. Derfor han finder noget andet at lege med. Derfor foretrækker han seksuelle dominansforhold, bondage, håndjern og andet s/m-lirumlarum.

Håndfast knepperi og kærlighed

Indtil han møder Anastacia Steele (fortælleren fra den første trilogi). En ung pige, der synes at gå i ét med det mest kedelige tapet, men som alligevel vækker Greys interesse. De indleder et forhold, men: han vil have håndfast knepperi, hun vil have henført kærlighed. Og det virker som et uløseligt problem, men det er ikke et uløseligt problem.

Han lærer hende om sex (hun er jomfru (what are the odds?)), og hun lærer ham om kærlighed. Og så slutter historien, der spænder over nøjagtig en måned, ca. dér, hvor historien slutter i den oprindelige historie.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, er planen fra E.L. James’ side at udgive en hel trilogi fortalt fra Greys perspektiv.

Men den vel nok største og egentligste skuffelse er næsten sexscenerne selv

Og det må man give hende: Det er en original idé. En historie, to trilogier. Det er vist ikke set før. Om end en forfatter som for eksempel Lawrence Durrell i ’Alexandriakvartetten’lod forskellige fortællere berette om cirka det samme hændelsesforløb. Men pointen var her, at dette greb førte overraskelser med sig, fortællerne var upålidelige, huskede forskellige ting osv.

Sådan er det ikke i ’Grey’, men det er måske alligevel for meget at forlange, at den skal nærme sig noget, som kunne minde om litteratur.

Ikke pervers nok

Men hvad kan og skal man så forlange, når nu æstetiske parametre i bogens egen jargon er en hard limit, dvs. noget, som den underkastede part i et seksuelt dominansforhold under ingen omstændigheder vil indlade sig på?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske en lidt mindre forudsigelig og bastant psykologisering i forhold til Grey, end tilfældet er (hård barndom fører til perversion). Men også en anelse mindre moralisering. For problemet er ikke, at bogen er pervers, men at den ikke er pervers nok (hvis Grey eksempelvis virkelig havde været det monster, som bogen antyder han er).

Eller rettere at bogen – hvad enten forfatteren er bevidst om det eller ej – overhovedet fremstiller sadisme og masochisme som en perversion, som noget patologisk, noget der skal overstås og overkommes.

Én ting er den utroligt irriterende Pretty Woman-agtige logik. Noget andet er, at bogen slet ikke tager s/m alvorligt, for hvad med alle de mennesker, der frivilligt giver sig hen til den form for sex – uden nødvendigvis at bære rundt på et fortidigt barndomstraume og på et fremtidigt ønske om en dag at ankomme til det sted, hvor den rigtige og sunde og normale kærlighed kan folde sig ud: i ægteskabet.

Men den vel nok største og egentligste skuffelse er næsten sexscenerne selv. For selv om jeg ærlig talt ikke havde forventet en stor læseoplevelse, så havde jeg alligevel sat næsen op efter lidt legesyg liderlighed. Det var da det mindste, man kunne forlange af sådan en bog på over 500 sider, skulle jeg mene.

Men nej. Nada. Faktisk vil jeg tro, at en sådan bog kan være direkte skadelig for ens sexliv. For sit indre øre at høre Grey hviske linjer som »Oh baby, welcome to my world« eller »that was one hell of a blowjob« – det må virkelig gøre det svært at holde både gejsten og masken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden