Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Cicilie S. Andersen
Foto: Cicilie S. Andersen

Intenst. Jonas Eika Rasmussens debutroman bevæger sig i en ond og monoton cirkel - eller rettere trekant.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Ung forfatter leverer lovende debutroman om arbejdstvang og angst

Jonas Eika Rasmussen fører os ned i nattearbejdet og om på ansigtets inderside.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Lageret Huset Marie' er titlen på Jonas Eika Rasmussens debutroman og angiver de tre steder, romanens unge mandlige jegfortæller bevæger sig mellem.

Om natten arbejder han på Lageret, hvor en skærm »i Helvetica Neue« fortæller ham, hvordan han skal samle dele til husholdningsapparater, »men jeg kan godt lide at tænke, at det var fjernsyn«.

Om dagen opholder han sig i Huset, hvor råd og skimmelsvamp og lugten af tidligere beboeres afsondringer danner rammen om drengekollektivets computerspillende og skunkrygende forsumpning.

Om aftenen er han hos Marie, i hendes lejlighed i midtbyen, hvor hun syr teaterkostumer, knepper ham eller sidder i sengen med et ansigt tomt af angst.

Samtidig med at der er noget nærmest mytisk, arketypisk over romanens steder (understreget af, at både Lageret og Huset skrives med stort begyndelsesbogstav), bliver de også gennem beskrivelser og stednavne lokaliseret et specifikt sted: Aarhus og omegn.

Man kan lugte og mærke og se det for sig: Risskovs blandingszone af villaer og industrikvarter, den bynære badebugt, midtbyens gader med Marie flygtigt om hjørnet i frakke og filthat.

Blikket

Hvis romanen handler om stedet, handler den lige så meget om blikket.

Overordnet er det jegfortælleren, der bærer historiens blik, men fra starten gør han sig også til genstand for andres blikke.

»Jeg undersøgte ansigterne for at se, hvordan jeg aftegnede mig i dem«, står der om hans første møde med sine kollegaer på Lageret.

Og lidt senere overlades blikket til overvågningskameraet:

»Jeg kan godt lukke øjnene, anlægge kameraets perspektiv og se mig selv stå og pakke«.

Drengekollektivets pubertære luren på den ammende kvinde i huset overfor bæres også af tanken om et ydre blik:

»Måske er det netop det der gør det så rart. Det, at vi fra starten har et udefrakommende blik på os. Vi ved godt, det er til grin. Så kan vi ligesom mene det uden at mene det«.

Jegfortælleren tøver med at kaste sig ud på dansegulvet nytårsaften:

»Jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/denim-optik, som var alles blik på alle«.

Mellem åbenhed og bevidsthed

Der er noget ungdommeligt over denne konstante opmærksomhed på andres blik, men også en social kritik af det overvågende skærmblik og en almen sandhed i, at blikket bæres af forestillingen om et ydre blik.

Denne forestilling følges i romanen smukt med et ønske om at se andre indefra, billedliggjort i jegfortællerens drømmefantasi om at lægge sit ansigt ind i rammen med små metalpinde (»jeg kender ikke navnet på den genstand«), der bærer aftrykket af den døde farfars ansigt.

Også forholdet til Marie præges af ønsket om, men også det nødvendige afkald på at forstå hendes angst indefra.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det perspektiv, der overordnet bærer romanen, holder en fin balance mellem den åbenhed for omgivelserne, der kan give præcise og selvforglemmende iagttagelser, og den bevidsthed om selv at være iagttaget, der kan give en præcis og opmærksom refleksion.

Der fortælles i et prosaisk sprog, smittet af stederne: Lagerets produktionstermer, drengekollektivets computerspiltermer, Maries følsomhed

Der fortælles i et prosaisk sprog, smittet af stederne: Lagerets produktionstermer, drengekollektivets computerspiltermer, Maries følsomhed – men også med indslag af præcist doserede originale metaforer (som når fortælleren efter sin farfars død bliver boende en tid i hans hus, »søstjerneagtigt på gulvet i dagligstuen«).

Romanen bevæger sig i en ond og monoton cirkel – eller rettere trekant – mellem Lagerets mytiske produktionstvang, der vrangvender nattearbejderens kropsrytme og giver ham forstoppelse, Husets råddenskab, der indhyller beboeren i tåge og snot, og Maries seng, hvor elskeren både føler sig tiltrukket og frastødt.

Men bevægelsen intensiveres mod slutningen i et crescendo, hvor muligheder for at bryde den onde triangel åbner sig: Måske kan man vende transportbåndets retning og skabe rav i systemet; måske kan man overidentificere sig med råddenskaben og forsumpningen, så den skimlede, flydende væg åbner sig som en portal.

Måske kan de steder, der skaber personerne, blive til scenografier for, at personerne skaber forandring.

Jonas Eika Rasmussens debut er mere end lovende.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden