Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
LIGEFREM. Karina Pedersen lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af livet på overførselsindkomst.
Foto: Jacob Ehrbahn

LIGEFREM. Karina Pedersen lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af livet på overførselsindkomst.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Karina Pedersens polemiske virke forstyrrer læsningen af hendes fortælling fra ghettoen

Hun har før skældt ud på underklassen. Nu fortæller debattøren Karina Pedersen om livet i ghettoen. Humørfyldt og heftigt. Men hvorfor nu?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Problemet med Karina Pedersens projekt er, at hun har gjort tingene omvendt: Først meldte hun sig på banen som skarp liberal revser af underklassen, dernæst udgiver hun den bog, der kunne have udløst debatten: et vidnesbyrd om opvæksten i socialklasse sjok som datter af en fraværende far samt en lidet tiltalende mor, der holdes oppe af piller, alkohol og overførselsindkomst.

Hvorfor er rækkefølgen et problem? Fordi Karina Pedersens kritik af det, hun kalder middelklassens romantisering af underklassen, runger i baghovedet, når man læser. Fordi forfatterens polemiske virke (Karina Pedersen gik bl.a. ind i sagen om ’Dovne Robert’, har blogget og udtalt sig markant) spærrer for de sprækker af åbenhed, teksten måtte have, og gør i hvert fald en reel modlæsning umulig. Selv om teksten ellers kalder på en sådan, dens konsekvent energiske vrængen taget i betragtning.

Hårrejsende situationskomik

Bogen består af 95 korte kapitler, sammenskrevne mails, som Karina Pedersen angiveligt har sendt til en veninde hen over nogle år. Tonen er syg, men munter, bulletinerne fra ghettoen hårrejsende, men altså også situationskomiske. Om moderen hører vi som noget af det første, at hun »ligner en der moonwalker; blot fremad og ikke bagud som Michael Jackson. Jeg tænker på, om det skyldes hendes evige frygt for at skide i bukserne – en frygt der ofte bliver realiseret – og måske mest af alt er et resultat af årtiers misbrug af alkohol og medicin«. Eller denne beskrivelse af selvsamme kvindes kærlighedsliv: »Du kan tro, at kærligheden blomstrer; min mors unge kæreste har givet hende en gave; en gammel tændstikæske med en lille blomst i. Man skulle tro, at de var fem år«.

Mange af sætningerne ender med en smiley som for at understrege komikken i tragikken, den indignerede datters sarkastiske trumf.

Desværre leverer bogen heller ikke selv nogen 'big surprise'

Undervejs i det, fortælleren selv kalder »historier fra afgrunden«, løfter hun jævnlig sløret for, hvordan skatteyderne holdes for nar, når velfærdssamfundets nøglepersoner – læger, psykologer, hjemmehjælpere, socialrådgivere – tager affære. Hvordan »kommunen sender folk ud for at give borgerne sokker på«, udskriver medicin med rund hånd, poster penge og sagsbehandlere ind i et stort sort hul, og hvordan underklassen ganske enkelt snyder: »Nogen burde kigge landets førtidspensionister efter i sømmene«, skriver hun. Her med Birthe som eksempel. Da denne Birthes ansøgning om førtidspension er gået igennem, får hun det »pludselig« bedre. »Angsten er væk, (big surprise)«.

Desværre leverer bogen heller ikke selv nogen ’big surprise’. Man drøner sensationslystent gennem elendigheden, vagt nysgerrig efter at vide, hvem tekstens ’du’ er, lidt mere optaget af at sammenstykke et portræt af mailskribenten (der figurerer en baby og en, der hedder Jens, der læses Shakespeare og tages på ferie fra underklassen), men frem for alt optages man af et stort spørgsmål: Hvorfor holder den unge mønsterbryder fast i moderen, der ifølge sin egen datter har svigtet fem børn og slet ikke er nogens sympati værdi? Hvor er det bløde punkt, den ansvarlighed eller bare vanens magt, der får hende til at tage telefonen, besøge moderens snavsede lejlighed eller ringe efter vagtlægen?

Forfriskende, men forsinket spark

Her kunne det have været interessant at opholde sig, ikke for at få et enkelt svar, men dels for at få en mere vibrerende tekst, dels for at mærke de andre følelser, der måske rumsterer under vreden. I stedet får vi et rent spark til Velfærdsdanmark og den underklasse, der holdes usundt fast i elendigheden frem for at tage ansvar, gå på arbejde og gøre et hæderligt forsøg på noget så elementært som at passe sine børn. Forfriskende, men som sagt har debattøren Karina Pedersen allerede sparket.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden