Hvorfor finder vi os i fattigdom?

Er Karina Pedersen et sandhedsvidne fra underklassen eller en mytomanisk meningsdanner? De seneste uger har Mediedanmark ryddet forsider og sendeflader for Karina Pedersens bog ’Helt ude i hampen’, hvor hun beskriver livet i et socialt boligbyggeri i Fredericia.

Medierne har fundet det svært interessant at diskutere, hvorvidt konkurrenterne har faktatjekket tilstrækkeligt, når Karina Pedersen har fået taletid.

Sagen er således et eksempel på, hvordan journalister mister følingen med, hvad der har relevans for den brede befolkning, så snart der dukker en historie op, der handler om dem selv. Mens medierne går i selvsving over Karina Pedersen, afdækker man ikke med tilnærmelsesvis samme iver de konsekvenser, som regeringens politik har for mennesker i underklassen.

For hvor Karina Pedersens opvækst alt andet lige kun har anekdotisk interesse, så vokser hele 35.000 danske børn i år op i fattigdom. Det viser tal fra AE-rådet. Og tallet stiger dette efterår, fordi regeringens integrationsydelse trådte i kraft 1. juli og kontanthjælpsloftet træder i kraft 1. oktober.

Enlige forældre får helt op til 5.700 kr. mindre at leve for om måneden på grund af det nye kontanthjælpsloft, afhængig af hvor mange børn de har.

Læg dertil, at regeringen i sin 2025-plan vil fortsætte med at underregulere overførselsindkomsterne, så de gradvist udhules, og vil indføre en tvungen pensionsopsparing. Det betyder, at en typisk kontanthjælpsmodtager mister yderligere 3.000 kr. om året efter skat.

Samlet set vil de tre tiltag uden tvivl føre til, at endnu flere børn vokser op i familier, der lever for under halvdelen af medianindkomsten. Hvilket var den officielle fattigdomsgrænse, inden regeringen afskaffede den som noget af det første, da de tog magten.

»Vi kan ikke bruge en fattigdomsgrænse til noget som helst i socialpolitik«, lød argumentet fra socialminister Karen Ellemann. Og vist løser en fattigdomsgrænse ikke i sig selv problemerne for de fattige.

Men ved at afskaffe fattigdomsgrænsen fralægger regeringen sig ansvaret for, at børn vokser op under værdige livsvilkår i Danmark. Og selv om man i Socialministeriet nu kan lukke øjnene for de barske realiteter, så har børnefamilierne, der rammes af regeringens politik, ikke samme luksus.

I 00’erne betød VK-regeringens fattigdomsydelser ifølge Rådet for Socialt Udsatte, at ca. en tredjedel af de ramte undlod at købe lægeordineret medicin, to ud af tre lod være med at gå til tandlæge, og knap en tredjedel undlod at spise tre måltider om dagen, fordi de ikke havde råd.

Nu gentager Venstreregeringen manøvren og kaster mennesker i Danmark helt derud, hvor de ikke kan få opfyldt så basale behov som mad og medicin.

SE OGSÅ:

I tirsdags fastslog beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, at det for ham giver mening at sætte 30.000 danskere ned i kontanthjælpsydelse mod at 700 mennesker kommer i job.

Det gjorde han på trods af, at beslutningen vil gøre det langt sværere for fattige forældre at skærme deres børn mod følgerne af fattigdom.

På trods af at selv korte perioder i fattigdom kan få store konsekvenser for børns sundhed, sociale liv og skolegang. Hver tredje af de unge fra fattige familier er ikke kommet videre efter grundskolen som 25-26-årige, og kun en ud af ti gennemfører en akademisk uddannelse. Til sammenligning opnår 50 procent af akademikernes børn ifølge AE-rådet et kandidatbevis.

Børn af fattige forældre har også 60 procent større risiko for at ende som førtidspensionister allerede som 30-årige, end andre folks børn har. Det viser tal fra SFI. Når regeringen giver de mest udsatte børn endnu hårdere odds for at klare sig godt i livet, er det ikke kun synd for det enkelte barn, der må undvære fødselsdage og ferier.

Det er heller ikke kun en skam for et land, der om nogen har økonomien til at tage sig ordentligt af sine svageste. Det bliver faktisk også godt gammeldags dyrt, fordi mange af børnene ikke kommer til at magte kravet om at tage en uddannelse og blive selvforsørgende.

Når man øger uligheden, dæmper man nemlig også uddannelsesaktiviteten hos de fattigste og mindsker chancen for, at de får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det har selv OECD og Den Internationale Valutafond peget på.

Når nu regeringen slår ind på en kurs, som effektivt mindsker børns muligheder for at bryde den sociale arv og skader samfundsøkonomien, trænger et spørgsmål sig på: Hvorfor fanden finder vi os i, at danske børn vokser op i fattigdom?