Mikkel Thykier er den anonyme digter, der ikke længere er anonym og stort set ikke længere digter. I 1997 debuterede han i en alder af bare 20 år med den utrolige og nu om dage uopdrivelige ’Skyggerne er kun flygtige’ (hvis nogen har et eksemplar, de vil af med, så send mig en sms på tlf. 25213022) .
Efter et par efterfølgende udgivelser hørte man i flere år, i start-/midt-00’erne, ikke en lyd fra ham, Thykier var som forsvundet, gået i ét med sin anonymitet, indtil han pludselig genopstod, som et spøgelse, med intet mindre end 4 bøger – i eget navn! – i 2009, hvorefter der er fulgt en lind strøm af værker, for det meste essays, som bare – sådan virker det – har ligget klar i skrivebordsskuffen og ventet på at komme ud.
I sig selv er der altså ikke noget bemærkelsesværdigt ved, at forlaget Antipyrine nu har udgivet en ny bog af Thykier, med titlen ’Fanculo Crepa – Essays, poesi’ (på dansk betyder titlen cirka: Op i røven og dø). Men det er der så alligevel i allerhøjeste grad.
Ikke så meget fordi der for første gang i lang tid nu er nye digte fra Thykiers hånd (de er sådan på det jævne), men fordi bogens refleksioner over maskulinitet og seksualitet rummer et kontroversielt opgør med kollega og tidligere forfatterskolerektor Niels Frank, der bedst kan betegnes som en slags fadermord, og som det er meget svært at forholde sig til som anmelder. Så er det sagt.
Foregivet intimitet
Første tekst hedder ’Af en skoledrengs læsning’ og består af en sammenligning af to homoseksuelle danske digtere, hvoraf altså Niels Frank er den ene, mens den anden er Morti Vizki. Sidstnævnte er castet som good guy, og gæt så selv, hvilken rolle førstnævnte er tiltænkt (sådanne håndfaste modsætninger finder man altid hos Thykier, men det er, som om hans tanker ikke så meget forankres i som forløses af de modsætningsforhold, han arbejder med).
En af Thykiers grundlæggende anklager mod Niels Franks forfatterskab er, at det forbliver et maskespil, som holder den skrivende og den læsende på afstand både af selve teksten og af den erfaring, der på samme tid ligger til grund for og kommer til udtryk i den.
Hvilket ifølge Thykier gør, at eksempelvis intimiteten i Franks tekster »bare er foregivet« og humoren »forloren«. Som et stykke litterær tekstkritik er det originalt og skarpt, noget af det bedste, jeg længe har læst.
Men pointen er, at det er mere end det. Thykier inddrager løbende stof, som har en grænseoverskridende privat karakter. Det er ikke kun Niels Franks tekster, men selve Niels Franks person, der er under angreb her. Som læser og udenforstående er det ret ubehageligt at være vidne til. Hen imod slutningen bemærker Thykier selv: »Der er fare for, at den [kritikken af Niels Frank – MKF] får alt for private farver«.
Thykier inddrager løbende stof, som har en grænseoverskridende privat karakter
Det tør siges. Spørgsmålet er så bare, 1) om det havde været muligt at tænke og skrive de samme indsigter frem uden denne private farvning, og 2) hvis det ikke er/var tilfældet, om det undskylder de ret alvorlige implikationer af selv samme farvning?
Den tredje mulighed er selvfølgelig, at der er tale om en radikal sammenblanding af selvbiografi og skrift, af offentlig og privat kritik.
