Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
OMHU. Ida Jessen er yderst præcis med selv adverbier. Det er en af forcerne ved hendes aktuelle roman ’En nyt tid’. Arkivfoto: Niels Hougaard

OMHU. Ida Jessen er yderst præcis med selv adverbier. Det er en af forcerne ved hendes aktuelle roman ’En nyt tid’. Arkivfoto: Niels Hougaard

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vellykket portræt af enken og hendes uundgåelige frihed

Ida Jessen er sensibel og solid i sin historiske roman ’En ny tid’.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er på en måde en revision af den stille eksistens, som man kender den fra Herman Bang, Ida Jessen bedriver i sin nye historiske roman, ’En ny tid’ :

Hovedpersonen er en kvinde, friskolelærerinde L. Høy, der er en forsagt eller sart driftighed over hende. Vi skriver begyndelsen af det 20. århundrede, vi skriver Thyregod (Jessens barndomsby), et sted mellem Give og Brande, omgivet af heden, den midtjyske hede.

Romanen er udformet som L. Høys dagbog, som spænder fra 1904 til 1932. Der er dog kun én optegnelse fra 1904, og én fra 1905, inden der springes til året 1927, hvor hovedpersonens mand, Vigand, som er den lokale læge, ligger for døden. Og så er hun pludselig både friskolelærerinde og enkefrue: »Det drejer sig om at have levet med ét andet menneske det meste af sit voksne liv og have mistet dette menneske. Være blevet sat fri.

Frihed er ikke kun godt. Der findes en frihed, hvor ingen ser én. Sådan er det for enkerne. Når sørgedagene er slut, og sorgen har mistet nyhedens interesse for omgivelserne, holder man op med at være et interessant menneske og må affinde sig med det. Enker har en erfaring, som andre ikke forstår. De må leve med, at de bliver grå for andre, og de har mistet deres ret til at klage, for de er uden for det fælles«.

Hun er omgivet af ensomhed og stilhed, overladt til sig selv: »Jeg har det som et menneske, der står i så fuldkommen åbent et landskab, at det kan være ligegyldigt, hvilken retning det bevæger sig i. Der er ingen forskel, om det bliver mod nord, mod syd, mod øst eller vest, det vil alligevel være det samme overalt«.

Men det er jo ikke sandt, det er en fejlagtig forestilling, det er ikke det samme. Det er et helt afgørende valg for den godt 50-årige kvinde, og hun tager, som man siger, skeen i den anden hånd. Hun får kørekort og bil, hun flytter ind i et nyt hus, hun indretter sig, opretter sin egen tilværelse, et liv som moderne kvinde (så moderne, det nu kan eller kunne blive derude i provinsen).

Og det lyder måske som en lidt drøj tematik, men det er der egentlig ikke tale om, og dét skyldes primært Ida Jessens sikre sans for selve sproget. Som når der står: »Jeg sov faktisk ikke i nat. Det er længe siden, jeg har ligget vågen på den måde, simpelt hen lysvågen«. Der er en utrolig omhu i valget af adverbier og adjektiver, som nu det der »simpelt hen«. Det kan også være en sætning som »Jeg går og gemmer mig lidt i disse dage«, hvor det der »lidt« skaber en fortrolighed i tonen, der puster liv i denne dagbogsgenre og -form.

FRA ARKIVET

Dybest set handler romanen om, hvad hovedpersonen skal stille op med sin nyvundne frihed. Men den handler også om bitterhed, hvordan man skal forvalte den. For det nye århundredes nye tid har primært bare været en stille tid for L. Høy, en bitter tid – i hvert fald mens hun var fru Høy og gift med Vigand: »Bitterheden er en lænestol, der er så blød, at den er svær at kæmpe sig op af, når man først er landet i den. Hvorfor måtte jeg ikke hjælpe dig, da du skulle dø, Vigand?«.

Det er helt tydeligt, at Ida Jessen ikke har villet skrive en offerfortælling om (endnu) en kuet kvinde, og det er sådan set også velgørende med en modvægt eller et alternativ til denne fortælling, ligesom det er sympatisk at ville give noget handlekraft tilbage til provinsen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om denne form for empowerment, dette med at se muligheder i stedet for begrænsninger, denne vilje til at bruge sine nederlag konstruktivt, om det ikke på den anden side rummer en fare for at lægge sig lidt for tæt op ad tidens ånd og dermed også overtage de problemer, der er med dén?

Men det ændrer grundlæggende ikke på, at Ida Jessen har formået at give et ret vellykket portræt af en kvinde, som måske ikke er ekspressiv eller direkte opsætsig, men som stadig væk rummer en bitterhed og et savn, et afsavn, som ikke kan holdes nede, i hvert fald ikke forever.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden