To kvinder har lukket sige inde i et mørklagt undervisningslokale. Den ene ligger på en plaid på gulvet, mens den anden »fumler« med nogle små stenfigurer og en tromme. Hun er ved at gøre sig klar til at kalde en manglende del af den liggende kvindes sjæl tilbage. »Javel, siger jeg, og hvad kan jeg gøre, så«.
Ja, hvad kan fortælleren i Hanne Ørstaviks nye roman, ’På terrassen i mørket’, gøre, når hele hendes humanvidenskabelige tyrkertro tilsiger hende at afvise noget så uldent som sjælehentning ved hjælp af trommedans; og hun så alligevel finder sig selv liggende der, pladask for fødderne af den mørkøjede Vera fra Ecuador, kvinden med de særlige gaver og den samme interesse for dyresymbolik som norske Paula?
