Elsa er 7 år og elsker superhelte. Hun elsker også de labyrintiske bøger om Harry Potter. Måske er det derfor, Frederik Backman har skrevet sådan en tyk bog om hendes meritter med hendes meget excentriske mormor.
Elsa er et specielt barn, gammelklog og meget på tværs. Hun bliver mobbet i skolen, men har heldigvis sin mormor, der engang var en vild dame og kirurg, der altid for omkring i verden og reddede folk i krigszoner, især børn.
HØR OGSÅ
Nu er hun bare en mormor, der hele tiden gør skøre ting, der bringer hende i besværlig kontakt med politi og alt og alle. Men hun er Elsas eneste ven, og sammen tager de tit til det land, som mormor kender, landet Næsten-Vågen, hvor mange sære væsener bor. Mormor og Elsa har også deres eget private sprog. Først og fremmest har de hinanden.
Romanen er en såkaldt crossover, altså for alle aldersklasser med eventyrsindet i behold. Den er tyttebærsyrlig, befolket med meget søde, meget sure, meget trætte, meget brokkende og sågar meget fulde (dog kun én) mennesker. De bor i det hus, hvor Elsa og mormor og Elsas mor og papfar bor.
Backman er ikke Astrid Lindgren, men den fabulerende stil kendes bl.a. fra hende og en del anden svensk litteratur
Inde bag skabelonerne er der selvfølgelig en anden virkelighed, der titter frem indimellem. Mormor var en dårlig mor, som hele tiden forlod Elsas mor. At være mormor er hendes nye chance. Den kender vi jo godt, og i det hele taget gemmer der sig en del husmandsvisdom og ægte følelser bag fabeldyrene og karikaturerne i opgangen. Det kommer frem, da mormor dør, og Elsa får brug for det, hun har lært i landet Næsten-Vågen.
Fredrik Backman har fået stor succes med sin første bog, ’En mand, der hedder Ove’, om en misantropisk gammel mand. Backman er ikke Astrid Lindgren, men den fabulerende stil kendes bl.a. fra hende og en del anden svensk litteratur.
Her fremstår den blot tydelig, bevidst naiv og også ret uredigeret. Eventyret er så at sige hæftet på i uorganiske klumper. Oveni får vi alt for mange eksempler på, hvor tosset mormor er. Hun ryger hele tiden, kaster med abelort og går nøgen rundt med flagrende badekåbe. Er også set uden.
Jo tak, vi har fattet det! Efter 247 sider er det som at have spist en hel pose kanelboller, og sådan en som mig får lyst til at skære og stramme op og få en mere spiselig bog ud af den.
Men oversættelsen af Louise Ardenfelt Ravnkilde er letfodet og veloplagt, og hvis det bliver en meget lang, kold og mørk snevinter, kan ’Min mormor hilser og siger undskyld’ sikkert gøre godt som højtlæsning i det lille hus i de store mørke skove.
