Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frontfigur. Edith Wharton insisterede på at skrive, solm om det ikke passede sig for en amerikansk overklassekvinde.
Foto: Polfoto

Frontfigur. Edith Wharton insisterede på at skrive, solm om det ikke passede sig for en amerikansk overklassekvinde.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Ikke en rynke lades af syne i nyoversat klassisk trekantsdrama

Der er landskabelig herlighed og menneskelige grimhed i Edith Whartons skæbnedrama.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ikke et snefnug lander forkert, ikke en rynke lades af syne i Edith Whartons skingrende skarpe klassiker ’Ethan Frome’. Et trekantsdrama, hvor et enkelt kys kan udløse en katastrofe, og hvor scenen skifter fra køkkenets trange hjemlighed til kælketur i vinternattens endeløse mørke. Hvor forfatteren kaster os måbende rundt mellem intimitet og verdensalt, fornuft og følelse, sådan som kun en stor fortæller kan.

Som i hovedværket ’Uskyldens år’ slås personerne i ’Ethan Frome’, der nu kan læses i Lærke Pades klare danske oversættelse, med samfundets konventioner og med egne moralske anfægtelser samt – ikke mindst – vekslende grader af mod.

Men i ’Ethan Frome’ er persongalleriet skåret til og miljøet skiftet ud. New Yorks selvsikre spidsborgerskab, som i ’Uskyldens år’ vurderer kavalergange og etikette fra operaens bedste balkon, er slet ikke titelpersonen Ethan Fromes fjende nummer et. Nej, hun ligger hjemme i sovekammeret »med let åben mund og de forlorne tænder i et glas«.

Ethan Frome, denne hårdt arbejdende mand fra en nedslidt gård i New Englands stridbare landskab, har i et anfald af skyldfølelse og ensomhed ægtet den tandløse Zeena. Nu hænger han på hende. Selv da konens unge kusine Mattie flytter ind og med sine viltre krøller og ungdommelige vigør sætter hustruens sure gestalt i endnu hårdere lys, har han svært ved at give los.

»Det havde været et af underne ved deres forhold fra første færd, at hun, der var hurtigere, finere, mere udtryksfuld, ikke havde knust ham ved kontrasten, men tværtimod havde givet ham noget af sin egen lethed og frihed«.

Vi forstår, at den gode Ethans længsel har bund i mere end rå liderlighed, hvilket gør hans lidelser så meget desto stærkere, hans tilløb til et ægteskabsbrud moralsk forsvarligt, selv, eller måske især, set i datidens perspektiv.

Bitterhedens sande anatomi

Endelig gør Edith Wharton, hvad hun kan for at vække vores afsky for Ethans hypokondriske kone og hendes »flade klynken«; som her i iagttagelsen af Zeena, da hun måske er ved at få færten af den forbudte romance:

»Det blege lys genspejlet i snebankerne fik hendes ansigt til at se usædvanlig fortrukket og blodfattigt ud, skærpede de tre parallelle furer mellem ører og kind og tegnede misfornøjede linjer fra den tynde næse ned til mundvigene«.

Der er ikke langt fra fordums ’videnskabelige’ tegninger af forbryderens typiske ansigtstræk til denne fremvisning af bitterhedens sande anatomi. På samme måde bliver Matties ungdommelige skønhed et så indlysende billede på kærlighed, at ingen kan være i tvivl om Ethans urimelige lod: Matties »leende, stakåndede« læber er lige til at »drikke af«, det er Zeenas fortrukne gebismund nok ikke! Fortegnet eller ej, Whartons svælgen i den forsmåede kones væren og gøren er en af romanens hovedattraktioner. At hun måske forestiller Whartons egen eksmand, er en anden slibrig historie, og at finalen på skæbnedramaet er lovlig udspekuleret en tredje.

Romanens anden store hovedattraktion er nemlig vinteren. Der rejser sig med en »himmel af jern« eller lægger sig stille som i den sidste scene før storm: »Her var sneen så ren, at de bittesmå spor efter skovens dyr havde efterladt sindrige, kniplingsagtige mønstre på den, og de blålige kogler, der var fanget i sneens overflade, stod frem som ornamenter af bronze«. Sig ikke andet, end at vinteren er eventyrenes tid.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden