Selv om han efterhånden er hinsides pensionsalderen, har John Irving hverken lagt pennen på hylden eller sat fantasien i garagen.
I dette årtusinds første årti er der kommet fire tykke romaner fra hans hånd.
Når forlydender om en ny roman begynder at cirkulere, sætter det gang i en mental proces hos proselytterne, hvor forventningens glæde kæmper med angsten for skuffelse.
For selv om brydeentusiasten fra New England hører til i klassen af absolutte mesterfortællere og godt kan nævnes i samme åndedrag som Robertson Davies og Nathaniel Hawthorne – begge ejer også samme fløjlselokvens og taktile gestaltningsevne – er hans bøger stærkt svingende i kvalitet; altså målt med hans egne alen.
Der er vitterligt klasser til forskel på eksempelvis den moralske Dickens-hyldest ’Æblemostreglementet’ og den regulært bizarre ’Den fjerde hånd’ fra henholdsvis 1985 og 2001.
Sidstnævnte er godt nok stadig særdeles læseværdig og til hver en tid at foretrække frem for stort set et hvilket som helst stykke dansk mainstream, men set i forfatterskabets sammenhæng er der tale om et værk under niveau – ligesom David Bowies ’Lodger’ på mange måder er en glimrende plade; den er bare lysår fra at være lige så god som ’Ziggy Stardust’
Bedre end forgængeren
Da Irving i 2005 nedkom med den monstrøst omfattende ’Indtil jeg finder dig’, lød der et næsten hørbart globalt suk, da læserskaren havde fået tygget sig igennem den 900 sider lange mursten, der blandt andet udspillede sig hos en tatovør i Nyhavn.
Thi selv om den både havde skæve personer og kendte temaer som fraværende fædre og seksuelle overgreb mod unge drenge og var affattet i det karakteristiske suverænt præcise sprog, så var det bare ikke det nye hovedværk, man havde ventet på efter et par middelgode mellembøger.
Så meget desto større var begejstringen over ’Sidste nat i Twisted River’ i 2009, som med de kendte greb og delvist selvbiografiske virkemidler foregav at levere en slags ’nøgle’ til hele forfatterskabet. For nu var Farmand hjemme igen, og alt var godt.
LÆS ANMELDELSE Og lad os så komme til sagen: Efterfølgeren ’In One Person’, der har været på gaden i små to uger, er ikke alene fuldt ud på højde med forgængeren; den er faktisk en smule bedre. Genkendelig handling I romanen fortæller forfatteren Billy Abbott sin livshistorie, der minder om noget, Irving-læsere har stiftet bekendtskab med før: Billy er vokset op som lærerbarn på en halvgod kostskole i New England, fordi hans mor giftede sig med en mand, der var lærer der, efter at hendes første mand forduftede »efter at have kysset en anden«.
Han har et nært søskendelignende fortrolighedsforhold til et andet barn af lærerstaben, den fladbarmede Elaine, som kommer galt af sted med brydeholdets alfahan, hvis mor efterfølgende viser sig at være lidt af en seksuel omnivor.
Og omkring Billy færdes et antal transseksuelle personer med hang til det teatralske. På et tidspunkt drager Billy såmænd også på dannelsesrejse til Europa i flere ombæringer, først efter studentereksamen og siden som gæstestuderende i, rigtigt gættet, Wien.
Seksuelt suspekt
Det er klassisk Irving, som vi kender ham fra ikke mindst gennembruds- og hovedværket ’Verden ifølge Garp’. Og ’In One Person’ er på mange måder også dybt forbundet med Garp på den måde, at hovedpersonen er ’seksuelt suspekt’, ligesom Garps mor var det i sin selvfremstilling, men med den drejning, at Billy er særdeles seksuelt aktiv og på jagt efter den perfekte partner (hvilket selvfølgelig er umuligt, al den stund hans seksuelle orientering driver ham fra kvindelige mænd til mandlige kvinder og omvendt), hvor frigørelsen fra selve seksualdriftens og begærets dominans var omdrejningspunktet for Jenny Fields.
