Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kostskoledreng. Han ligner en af sine romanfigurer i en ældre udgave, John Irving. Altid akademisk afslappet i tøjstilen og ikke bleg for en pastelfarvet skjorte. Man er vel kunstner.
Foto: Miriam Dalsgaard

Kostskoledreng. Han ligner en af sine romanfigurer i en ældre udgave, John Irving. Altid akademisk afslappet i tøjstilen og ikke bleg for en pastelfarvet skjorte. Man er vel kunstner.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny John Irving-roman er velsignet godt manddomsværk

'In One Person' lyser med sit eget værd i skyggen af mesterværket ’Verden ifølge Garp’.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv om han efterhånden er hinsides pensionsalderen, har John Irving hverken lagt pennen på hylden eller sat fantasien i garagen.

I dette årtusinds første årti er der kommet fire tykke romaner fra hans hånd.

Når forlydender om en ny roman begynder at cirkulere, sætter det gang i en mental proces hos proselytterne, hvor forventningens glæde kæmper med angsten for skuffelse.

For selv om brydeentusiasten fra New England hører til i klassen af absolutte mesterfortællere og godt kan nævnes i samme åndedrag som Robertson Davies og Nathaniel Hawthorne – begge ejer også samme fløjlselokvens og taktile gestaltningsevne – er hans bøger stærkt svingende i kvalitet; altså målt med hans egne alen.

Der er vitterligt klasser til forskel på eksempelvis den moralske Dickens-hyldest ’Æblemostreglementet’ og den regulært bizarre ’Den fjerde hånd’ fra henholdsvis 1985 og 2001.

Sidstnævnte er godt nok stadig særdeles læseværdig og til hver en tid at foretrække frem for stort set et hvilket som helst stykke dansk mainstream, men set i forfatterskabets sammenhæng er der tale om et værk under niveau – ligesom David Bowies ’Lodger’ på mange måder er en glimrende plade; den er bare lysår fra at være lige så god som ’Ziggy Stardust’
Bedre end forgængeren

Da Irving i 2005 nedkom med den monstrøst omfattende ’Indtil jeg finder dig’, lød der et næsten hørbart globalt suk, da læserskaren havde fået tygget sig igennem den 900 sider lange mursten, der blandt andet udspillede sig hos en tatovør i Nyhavn.

Thi selv om den både havde skæve personer og kendte temaer som fraværende fædre og seksuelle overgreb mod unge drenge og var affattet i det karakteristiske suverænt præcise sprog, så var det bare ikke det nye hovedværk, man havde ventet på efter et par middelgode mellembøger.

Så meget desto større var begejstringen over ’Sidste nat i Twisted River’ i 2009, som med de kendte greb og delvist selvbiografiske virkemidler foregav at levere en slags ’nøgle’ til hele forfatterskabet. For nu var Farmand hjemme igen, og alt var godt.

LÆS ANMELDELSE Og lad os så komme til sagen: Efterfølgeren ’In One Person’, der har været på gaden i små to uger, er ikke alene fuldt ud på højde med forgængeren; den er faktisk en smule bedre. Genkendelig handling I romanen fortæller forfatteren Billy Abbott sin livshistorie, der minder om noget, Irving-læsere har stiftet bekendtskab med før: Billy er vokset op som lærerbarn på en halvgod kostskole i New England, fordi hans mor giftede sig med en mand, der var lærer der, efter at hendes første mand forduftede »efter at have kysset en anden«.

Han har et nært søskendelignende fortrolighedsforhold til et andet barn af lærerstaben, den fladbarmede Elaine, som kommer galt af sted med brydeholdets alfahan, hvis mor efterfølgende viser sig at være lidt af en seksuel omnivor.

Og omkring Billy færdes et antal transseksuelle personer med hang til det teatralske. På et tidspunkt drager Billy såmænd også på dannelsesrejse til Europa i flere ombæringer, først efter studentereksamen og siden som gæstestuderende i, rigtigt gættet, Wien.

Seksuelt suspekt
Det er klassisk Irving, som vi kender ham fra ikke mindst gennembruds- og hovedværket ’Verden ifølge Garp’. Og ’In One Person’ er på mange måder også dybt forbundet med Garp på den måde, at hovedpersonen er ’seksuelt suspekt’, ligesom Garps mor var det i sin selvfremstilling, men med den drejning, at Billy er særdeles seksuelt aktiv og på jagt efter den perfekte partner (hvilket selvfølgelig er umuligt, al den stund hans seksuelle orientering driver ham fra kvindelige mænd til mandlige kvinder og omvendt), hvor frigørelsen fra selve seksualdriftens og begærets dominans var omdrejningspunktet for Jenny Fields.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Seksualiteten er i alle Irvings værker det centrale tema; menneskets liv i en gudløs verden er styret af det nådesløse tilfælde eller driften, om ikke begge i uskøn samdrægtighed.

Seksualiteten er i alle Irvings værker det centrale tema; menneskets liv i en gudløs verden er styret af det nådesløse tilfælde eller driften.

Men i ’In One Person’ føjes yderligere et element ind i formlen: generne.

For Billy Abbotts seksuelle præferencer for både pik og patter og helst på den samme person hidrører i romanens selvforståelse fra det forhold, at såvel hans far som mødrene bedstefar havde sålunde lægninger, og at han desuden selv nærer en forkærlighed for lidt ældre kvinder med en vis myndighed, er nedarvet fra ingen ringere end hans (ikke ret) ømme moder.

Ud over at være en emancipationshistorie om et menneskes stræben for at blive sig selv ’In One Person’ så at sige præsenterer romanen også en kritisk politisk fremstilling af seksualmoralens udvikling i det bigotte borgerlige New England og USA i det hele taget.

Fra bornerthedens tidsalder i efterkrigsårene over ungdomsoprørets moralnedbrud til aids-alderens nymoralisme. Fejende flot. Og hele tiden med Europa og den gamle dannelses verden som tyst ideal.

Irvings adelsmærker

Formelt ejer bogen mange af John Irvings adelsmærker. Først og fremmest den sproglige omhyggelighed og præcision, der gør det til en udviklende og nærmest berusende sproglig oplevelse at læse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men også forfatterens evne til at opbygge et modsigelsesfrit symbolsk univers, hvor temaer og vendinger får mere og mere betydningsmæssig tyngde, efterhånden som fortællingen skrider frem mod forløsningen.

I ’Hotel New Hampshire’ var det brokker som ’sorg flyder’ og ’blev ved at gå forbi de åbne vinduer’, der udgjorde et semiotisk skelet; i aktuelle tilfælde er det referencer til Henrik Ibsens ’Vildanden’ og formuleringen ’varm på de forkerte’, der fungerer som ledemotiver i fortællingen.

’In One Person’ er stærkest i sin skildring af en kunstners nådesløse holden dommedag over sig selv og et menneskes tilblivelse. Den er svagest, når vi når frem til nyere tid. Hvilket vil sige, at den taber gevaldigt højde hen mod slutningen.

Men det er et stærkt og velsignet godt manddomsværk fra John Irving.
FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden