Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
LÆRKE POSSELT
Foto: LÆRKE POSSELT

Myte. Hvis der er to ord, der fylder i Jørgen Leths forfatterskab, er det helt og myte (arkivfoto).

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Leths fjerde erindringsbog om helte og skurke er dybt vedkommende

Endnu en bog om Jørgen Leth selv viser, hvor rendyrket en kunstnersjæl, han er.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis der er to ord, der fylder meget i Jørgen Leths univers, er det helt og myte. Hans lyriske forfatterskab er fyldt med hyldester til sportsfolk, musikere og kolleger, og hans filmiske værk har ofte legendens præg.

Han dyrker myten om det fantastiske menneske, om den særlige ener, der på afgørende vis – i kraft af unikke, rent ud sagt guddommelige egenskaber – stikker ud fra mængden. Eller stikker af fra feltet i cykelløb. Så selvfølgelig vil man få et enestående billede af Jørgen Leth selv ved at betragte hans private galleri af helte, hans ikongalleri.

Og denne forsamling af heroiske individer, som er genstand for Jørgen Leths beundring, fylder fjerde bind af den snart 78-årige multikunstners erindringer – det værk, der blev indledt for 10 år siden med den skandaleombruste ’Det uperfekte menneske’, som blandt andet skildrede et forhold til en ung haitisk kvinde og var ved at koste forfatteren alt undtagen livet selv.

Renlivet kunstnersjæl

At Leth på trods af mediestormen og omkostningerne ved den hudløse selvudlevering er fortsat med arbejdet og den litterære erindringsfrise, vidner om, hvor renlivet en kunstnersjæl han er. Det er et svar på spørgsmålet: Hvorfor dog skrive, når man alligevel skal dø? For der er intet alternativ for mennesker som Jørgen Leth. De er nødt til at skabe kunst for ikke at gå under.

Der er ingen kur for kunstnere, kunne man med et ekko af Leonard Cohen sige. At det vitterlig er liv og død, der står på spil i hver eneste betragtning, står i grel kontrast til den ubesværede skødesløshed, der præger fremstillingen, ikke bare her, men i alle Leths værker. Det er værkets interferens.

De er nødt til at skabe kunst for ikke at gå under

Det er en spøjs ansamling, der befolker siderne i den letlæste bog. Efter et forord, der kridter banen for herodyrkelsen op med en hilsen til faren, den oprindelige heltematrice, lægges der for med performancekunstneren Marina Abramovic. Et mærkværdigt sted at starte, tænker man uvilkårligt, men efter kort tids læsning indfinder heureka-øjeblikket sig.

For det var en udstilling med hendes ting i New York i 2010, der som en gnist i en eksplosionsmotor sparkede nyt intellektuelt liv i Jørgen Leth, efter at han havde været helt nede og vende oven på jordskælvet i Haiti, hvor hans hus – som skildret i bind tre af erindringerne – blev jævnet med jorden.

Anslaget fortsætter kronologien, som så brydes noget så eftertrykkeligt i det følgende, blot for alligevel hele tiden at være der i den karakteristisk cirkulære form, der præger den Lethske fortælling. Ting hænger sammen, fordi verden er en konstant kværnende og sammenhængende historie om fødsel, liv og død, sejr og nederlag, årstiders skiften, slægter og døgn; en mængde af begivenheder udspændt i tid og rum.

Fascinationen af det onde

Der kommer altid en sporvogn og en pige til, et nyt Tour de France, et nyt forår, en ny kande med mojitos, og man kan altid sætte en gammel plade med Stan Getz, der spiller brasiliansk bossanova, på grammofonen, selv om hang til sentimentalitet absolut ikke er noget, man kan beskylde Jørgen Leth for.

Vennen Per Kirkeby følger dernæst, og så kommer kongerækken ellers vandrende. Fra filmens verden er der Cassavetes, Godard og Antonioni – samt (film)komponisten Komeda, der oprindelig var læge og lignede Leths far. Fra musikkens er der Monk, Chet Baker, Jobim, Gilberto, Lee Konitz og såmænd vor egen balladeer Jakob Bro.

Hvis Jørgen Leths prosa var et stykke kød, ville den være en økologisk kalvemørbrad

Og der er dansere, antropologer, kreative iværksættere som biografmanden Ove Brusendorff, der omfavnede sin egen tragedie, og der er ikonet Andy Warhol, som Leth fik til at spise en burger, og der er skuespillere, politikere, digtere og kolleger. Det er ikke portrætter i gængs forstand, men anekdotiske erindringsglimt anrettet med biografisk gemyse i stedet for faktaboks.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I bogen er ikke alene helte. Der er også skurke. Som den haitiske diktator Papa Doc, der trods sine politiske ugerninger er så tilpas larger than life, at han må indlemmes i det fine selskab. Der er de gode, javist. Men man må også anerkende sin fascination af det onde, fortæller Leth os. Ellers lyver man for sig selv.

Leth er ekstremt observant. Han ser bare så godt, hvad enten det er en dansers kropslige udtryk, en tjeners dedikation i forhold til sin arbejdsgiver eller en fordrukken kunstners forsorne grin, når vedkommende fortæller anekdoter. Et eksempel om Paul Motions måde at spille trommer på: »Det er hele tiden udvekslingen af linjer, der bevæger sig, standser op, bliver stående, og så forskellige pulsslag, som kommer ind, skubber lidt på, åbner sig og lyser op«.

Og han formår at formidle sine indtryk i en lydefri, prunkløs, elastisk og elegant prosa. Der er ingen overflødige ord. Hvis Jørgen Leths prosa var et stykke kød, ville den være en økologisk kalvemørbrad. (Fra Slagter Friis på Frederiksberg, formentlig. For tingene har altid proveniens hos Jørgen Leth).

Dybdeskarp som et vidvinklet objektiv

Man har aldrig den fornemmelse af namedropping, der ellers er mange memoirers – eller rettere deres læseres – tunge, tunge kors. Jørgen Leth er nemlig ingensinde, trods sin umådeholdne beundring, star struck. I visse tilfælde naturligvis en smule ærbødig og beæret, men aldrig fan-agtigt galpende. Og det skyldes blandt andet, at han er sig beundringens årsag bevidst:

Han er ikke bare åh, så vild med denne eller hin. Han dyrker og respekterer og nyder noget særligt ved alle sine helte og heltinder. Akkurat lige den detalje, attitude, teknik eller tilgang. Igen: Hans syn er dybdeskarpt som et vidvinklet objektiv fra Zeiss.

Akkurat lige den detalje, attitude, teknik eller tilgang

Bogen er illustreret af den unge filmkollega Martin de Thurah, og disse helgenbilleder er en svaghed. Det er klart, at man ikke kan forlange af helgenbilleder, at de ligner. Det ligger i selve genrens og ophøjelsens natur. Men visse af dem er så dunkle og henkastede, at man faktisk ikke kan se, hvad de forestiller. Og det er et irritationsmoment ved en ellers fascinerende, underholdende og dybt vedkommende bog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bogens sidste afsnit er helliget digteren Inger Christensen, som han traf mange gange og fik til at medvirke i sin film ’Dansk litteratur’. Det slutter: »Jeg er så glad for, jeg ikke gav op«.

Det er denne anmelder også. Både på egne vegne og for Jørgen Leths vedkommende.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden