Jeg ville fastholde en naivitet: Jeg ved ingenting, men vil gerne vide noget.
Deri består hele øvelsen. Det, jeg kan se, det, jeg kan lytte mig til. Det, der kan læres ved at opstille modeller. Stille spørgsmål. Lytte. Se«.
Sådan skriver Jørgen Leth i sit essay om antropologen Bronislaw Malinowski i sin vitterlig murstenstykke og -tunge best of-samling af en erindringsbog, der netop er så meget mere end erindringer om, hvor film- og sprogkunstneren Leth var på det eller det tidspunkt.
Det er en samling af tekster om en mand, der har set, lyttet, stillet spørgsmål – også ved sine egne beslutninger – og skriver om det på måder, så man reflekterer og associerer langt ud over det, der står sort på hvidt på ikke færre end 672 sider.
Har man i forvejen læst den nu 79-årige Jørgen Leths fire erindringsbøger, er der ikke som sådan noget nyt at komme efter i ’Det uperfekte menneske. Director’s Cut’. Rækkefølgen i teksterne er en anden, og Jørgen Leth har udeladt tekster, han er mindst glad for fra de tidligere udgivelser, der begyndte med et rystende mediebrag i 2005.
LÆS ANMELDELSE Jørgen Leth skabte historier med energi fra pulserende jazzkvartet
Da den oprindelige udgave af ’Det uperfekte menneske’ udkom dengang, tog mange afstand fra Jørgen Leth på grund af kapitlet ’Kokkens datter’. Det afsnit, herunder især linjer som »jeg tager kokkens datter, når jeg vil«, vakte en rasende mediedebat, der rystede Leth og kostede ham både en stilling som dansk konsul i Haiti og et fast job som kommentator under Tour de France.
’Kokkens datter’ er med i opsamlingen. Den er en del af Leths livsværk, og siden debatten om ham dengang lagde sig, er fanskaren bare vokset, i takt med at han er vendt tilbage til Touren og har udvidet sit œuvre ved at samarbejde med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig i ’Vi sidder bare her’.
Leth smager på ordene
’Director’s Cut’ er ikke en bog, man skal læse fra ende til anden. Erindringerne er udvalgte nedslag i et liv, og fordi de oftest hæver sig over forfatterens kronologiske, biografiske gøren og laden, kan de plukkes og læses enkeltvis. Også ved genlæsning er mange af dem en nydelse, for Leth smager på ordene, vender og drejer dem i mundrette sætninger, og han har en kolossal viden om sine emner, om det så er kvinder, cykelsport, film eller Haiti.
Også depression har Jørgen Leth dyb, selverfaret viden om, men det fylder mindre, end det kunne have gjort. Det er et svært, mørkt sted at skrive fra, og erindringerne kredser meget oftere om forskellige former for lysende begær, hvad han så til gengæld er eminent til at sætte ord på.
LÆS OGSÅ Litteraturredaktøren: Det er i poesien, det sner
»Hvad er det jeg gør ved dig? Jeg ved det ikke, jeg gør dig til min kvinde, jeg gør mig til din mand, jeg får dig til at kende dig selv, jeg vasker dit hår, jeg lader dig køre min bil, jeg spiser din fisk, jeg studerer din kusse i det varme bad, jeg ...«, begynder han i et brev til Marlyn Czajkowski. Som den opmærksomt iagttagende, høfligt insisterende bejler, han fremstår som. Ikke blot i relation til kvinder, men også når han skriver om for eksempel sine helte, herunder den for længst afdøde antropolog Bronislaw Malinowski.
Til allersidst gør Jørgen Leth status anno 2016, og kun der, i en opremsning af Haitis, kærlighedens, filmenes og for eksempel nysgerrighedens tilstand anes noget forjaget, men det er jo opremsningens natur. Resten er langsom, grundig, inspirerende tilstedeværelse.
fortsæt med at læse
