Man har beskyldt autofiktion for at være det rene navlepilleri. Kom ud i samfundet, engager jer, lød det i en avisdebat i foråret. Men det smagte lidt af selvmål. Dels udkommer der masser af romaner lige nu, der godt kan høre jorden kalde, dels er autofiktion også en måde at være politisk på. Personligt og eksistentielt. For autofiktionen er i bund og grund et radikalt opgør med det perfekte liv og alle de idealbilleder, vi kvæler hinanden i.

Autofiktion er real life med braktud og ulykkelig kærlighed, med paniske mødre, med sygdom og afmagt, med drukture, fyresedler, kønsforvirring og hele kaosorkestret. Det er en fuckfinger til den spejlblanke normalitet. Og det er ærlig talt befriende.