Hvis man udelukkende lever af kokosnødder, så er man kokovaraner.
Og ophøjer man sin særhed til livsform og verdensbillede, så dyrker man kokovorisme.
Hvilket lige akkurat er, hvad en lys ung tysker ved navn August Engelhardt gør i de allerførste år af det 20. århundrede på en ø langt ad Pommern til ude i Stillehavet.
LÆS OGSÅ
Øen hedder Kabakon, arkipelaget hedder Ny Pommern, og den helt formidable roman af Christian Kracht, hvori det alt sammen foregår, hedder ’Imperium’.
Den handler om dengang, der virkelig var Tyskland og tyskere til, med kejser og kolonier og det hele.
Men Aftenlandets Undergang simrer i tropedisen, eller som vor egen Johannes V. Jensen synger i ’En sømand har sin enegang’: »Og kokospalmen slipper frugt/ som slår en mand ihjel«.
Ankomsten til Kabakon
Johannes V. Jensen er ikke med i ’Imperium’, men det er Kafka, Freud, Rousseau, Wagner og hele det tidlige 20. århundredes længsel efter nøgne sandheder, ægte oprindelighed, stærke (over)mennesker, sol og sundhed.
Vor helt er primitivist om en hals, hjemme i gamle Europa har han skrevet en pamflet med titlen ’Eine sorgenfreie Zukunft’, og ude i Stillehavets nye verden går han omkring på sin ø med bar røv, ingenting og En Sorgløs Fremtid.
Hør lige her, hvordan han ankommer til Kabakon:
»Han sprang fra kanoen i vandet, vadede de sidste meter op mod stranden og faldt på knæ i sandet, så overvældet var han; og for de sorte mænd i båden og for de få indfødte, der med en vis flegmatisk nysgerrighed havde indfundet sig på stranden (en af dem havde oven i købet, som parodierede han sig selv og sin race, en bensplint i underlæben), så det ud, som om det var en from Guds mand, som dér bad for øjnene af dem, mens han måske snarere minder os civiliserede om en fremstilling af konkvistadoren Hernán Cortés’ landing på San Juan de Ulúas jomfruelige strand, ganske vist malet skiftevis af El Greco og Gaugin, hvis man kan forestille sig det, der med deres ekspressive, skarptskårne penselstrøg igen forlener den knælende erobrer Engelhardt med Jesu Kristi asketiske træk«.
De mange referencer
Sådan er stilen: spækket med referencer, pisket på plads i Christian Krachts tyske syntaks, ekstremt strengt og stærkt oversat af Henning Goldbæk.
Fortællerens kommentarer er ikke kun frække, de er også farlige, og læseren bliver konstant udfordret: Kan man sige sådan noget?
Man bliver faktisk ikke særlig sund af kun at spise kokosnødder
Citatet fortsætter: »Således så vor vens overtagelse af øen Kabakon helt forskellig ud, alt afhængigt af, fra hvilket synspunkt man betragtede scenariet, og hvem man faktisk var. Denne opsplitning af realiteten i forskellige dele var imidlertid et af hovedkendetegnene for den tid, hvori Engelhardts historie foregår. Det moderne gennembrud havde nemlig fundet sted, digterne skrev pludselig atomiserede linjer; en skinger musik, der for uskolede ører blot lød atonal, blev opført for et hovedrystende publikum, overført til et lydmedie og reproduceret, for slet ikke at tale om opfindelsen af kinematografen, der kunne gøre vores virkelighed nøjagtig lige så tingslig, som den fandt sted (...)«.
Syg til legeme og sind
Det intellektuelle bagbillede står altså tindrende tydeligt, men tro endelig ikke, at det hindrer denne koloniade, denne koko-koloniade i familie med alt fra ’Robinson Crusoe’ af Daniel Defoe til ’Mørkets hjerte’ af Joseph Conrad, i at være sanset, kropslig, ja kødelig.
