Tomas Lagermand Lundme skriver sindssygt varieret, samtidig med at han på sin vis fortæller samme historie igen og igen: historien om en opvækst, en barndom, en ungdom, et sammenrod af familierelationer præget af en infantil seksualitet, som ikke mindst er de voksnes. Men den historie kan skrives i variationer, der spænder fra billedbørnebøgernes barndomsidyl (’Hanne Hundige!’ Jeg elsker ’Hanne Hundige!’) til de første romaners universer af generaliseret incest, hvor alles kropsåbninger, også børnenes, skal penetreres og udfyldes.
Når der en side inde i Lagermand Lundmes seneste roman står om de vindjakker, som alle i Amager Centret går rundt i, at de er syet af »børn med blødende numsehuller et sted i Singapore«, betragter jeg det som en slags vandmærke, det der lille aftryk af den infantile seksualitet, som der ellers er skruet ned for i denne humoristiske skildring af Amager-hippiernes punkede børn og deres teenagerår i 80’erne.
