Hvordan hjælper man et menneske i nød? Hvor meget kan man i bund og grund gøre for sine nærmeste? Det er de underliggende spørgsmål i Trisse Gejls fine lavmælte roman om pianisten Zoe.
Den fortælles på skift af to mennesker tæt på hende, sønnen Frederik på 9
år og veninden Beate, der har kendt Zoe siden deres helt unge dage. De kommer begge til at bevidne Zoes vej ind og ud af en dyb depression.
Frederik er en begavet dreng, der er god til matematik, spiller klaver med sin mor, der er pianist, og han spiller efter faderen Thomas’ mening også lidt for mange spil på nettet. Thomas er forsker og en del væk med sit arbejde, så mor og søn har god tid til hinanden og dyrker alle de små hyggelige ritualer, der indgår i deres liv.
I første omgang er det Frederik, der mærker, at noget er galt. Han udvikler et observerende blik på sin mor, er som en lille radar, der mærker de mindste stemningsskift. I barnets sprog registrerer han, hvornår hun er »mærkelig«, ikke helt til stede.
Zoes indre stemningssystem er ved at bryde sammen
Han er bekymret, det er Thomas også, når han kommer hjem klokken tolv om aftenen og finder den vindrikkende Zoe ved klaveret med Frederik, der bliver belært om ulvekvinten og klaverets stemningssystem gennem tiderne. »Ulvekvinten er et musikalsk paradoks. En falskhed, vi er nødt til at leve med, ellers går stemningssystemet ikke op«, som Zoe fortæller, og som har givet romanen sin titel.
LÆS ANMELDELSE
Zoes indre stemningssystem er ved at bryde sammen. Hun mister sin klang, selv om hun af og til skruer op for sin muntre lyd, når hun tager drengen med på kroferie, planlægger en Berlinferie, der bare aldrig bliver til noget, selv om billetterne er bestilt, eller bygger et kaninbur i haven til langt ud på natten. Thomas henter hende ind, han har fået endnu et job ved siden af sin opslugende forskning.
Den omvendte verden
Det har Beate også i sin omsorg for veninden. Hun er selv på hælene, efter at hun efter mange års ægteskab er blevet forladt af sin mand, der var hendes langt ældre lærer, og som hun giftede sig med som 19-årig. Nu har han forladt hende til fordel for en på sin egen alder – den omvendte verden.
Hun føler sig ikke fri, men forladt. Rollen som den store fotografs unge kone er væk. Hans søn, som altid har været en del af deres fælles liv, er flyttet til New York. Mister hun så også ham?
Den psykisk syge kan ikke give noget tilbage, sådan oplever de det, og Trisse Gejl har et mægtigt godt blik for dette samspil
Disse to fortællesynsvinkler, Frederiks og Beates, udmønter sig i to intense portrætter af de mennesker, der fra hver sit sted i livet prøver at finde ind til Zoe, som de elsker, og som er ved at forsvinde for dem.
Thomas forklarer sin egen hjælpeløshed som ægtemand sådan til Beate: »Jeg tror, jeg tænkte på ikke at omklamre hende. Lade hende beholde sin værdighed. Men jeg ved det jo godt. Hun er blevet helt uberegnelig. I det ene øjeblik græder hun og tror, jeg vil forlade hende. Det næste hader hun mig. Ugen efter har hun det fint og er helt sig selv«. Beate svarer: »Jeg tror, jeg har mistet hendes fortrolighed«.
LÆS OGSÅ
Thomas ser det klarest: »Hun har ikke overskud til at tænke i relationer. Heller ikke den til mig. Det handler ikke om dig om mig«. Det er jo kernen i det her og de nærmestes kæmpe udfordring, der kan få dem til at skifte mellem vrede og skam og frustration.
Den psykisk syge kan ikke give noget tilbage, sådan oplever de det, og Trisse Gejl har et mægtigt godt blik for dette samspil. Kærlighed er ikke nok, den udmattes også. Bliver Zoe ikke behandlet? Jo jo. Det er heller ikke altid nok. ’Ulvekvinten’ er således en roman, der er indskrevet i tabets tegn, men det er også en roman, der er fuld af levet liv. Trisse Gejl holder tonen i sit velstemte klaver.
