Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Tale er sølv

Charmerende, velskrivende Maria Grønlykke om en mærkelig mand fra Assens.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem var han egentlig, denne William Nissen Dahl, født 1892, død 1976, ham som Maria Grønlykke skriver om?

Uden tvivl meget kendt af dem, som har forstand på kunst og sølvtøj. Dahl var sølvsmed og en mærkelig mand fra forrige århundrede, en af dem man vist burde kende. Men Google har ham ikke, og jeg er lige vidt. Kan man elske en kop af sølv, og kan man elske Flora Danica hedt, og holder man aftenselskab med brisler i portvin og dyremedailloner med kartoffelkroketter, så er ens liv nok langt borte fra normen i 2008. Hvad er det for et mærkeligt menneske, forfatteren tager ind til hjertet og skriver så hjerteligt om?

Maria Grønlykke er en af vores originaleste forfattere, uden prætentioner, skriveglad, sangvinsk, slet og ret: dejligt besynderlig. Hun debuterede sent med ’Fisketyven’ i 2003 og blev straks bemærket, for hendes skrift er uden de kedsommelige, synlige påvirkninger, den breder sig spontant og fortæller frit i en blanding af ironisk realisme og udtalt morskab – også når hun skriver triste ting.

Elsker almindeligheden
William Heinesen sagde engang, at han elskede almindeligheden, som ikke skal forveksles med banaliteten. Maria Grønlykke elsker også almindeligheden og har valgt en ualmindelig mand som hovedperson.

Lille William vokser op i et overklassehjem, hvor faderens sølvvarefabrik og moderens (helt henrivende udtrykte) varme og charme er drengens storborgerlige miljø og opvækst. Han skal også være sølvsmed, han skal gravere og ciselere, og han er talentfuld. Men også tankefuld, langt mindre lystig end sin lillebror Carl. William er tænksom og stædig og fatter aldrig lidelse og pligtforsømmelse. Man synes, han er anstændig, først og fremmest – han mener det også selv.

Men da han vokser til, bliver det ualmindelige i ham et problem. Han bliver sendt i lære i København og møder en anden læredreng, Tage, som ikke har det så nemt som William – William er jo sølvvarefabrikant Dahls søn. Han kommer til at dele værelse med Tage. Dasset er ude på trappen, der er to petroleumslamper og en vaskekumme og Tage i den anden seng.

Seksuel etiket
Tage er måske ked af det, men så siger han tyst: »Må jeg komme over til dig?«, og Williams hjerte begynder at hamre vildt, han bliver så bange. Men Tage kommer over, og William er bøsse. Ikke at ordet bøsse nogensinde optræder. Han bliver vred og såret over sig selv, anerkender ikke den etiket, samtiden har sat på hans seksualitet, og ordet seksualitet eksisterer heller ikke. Som almægtig substitut for livet sætter han med glæde – samlermanien.

Som årene går, bliver William manisk med at samle sølv og malerier. Jeg mindes ikke før at have set en så underfundig og kyndig viden om samlermaniens patologi. »Mine dejlige små sølvsmede«, siger Williams mor til sine drenge. William bliver en voksen sølvsmed, der med fanatisme og lidenskab følger sin last, den tilladte og respektable last.

Respekt for anstændighed
Jeg ved ikke, hvordan Maria Grønlykke har researchet sin historie fra Fyn, men den er blevet meget mere end et stykke biografi; den er empatisk indfølt med en hel del af den samme veneration for mådehold, pligt, præcision, gastronomi og skønhed, som William Dahl besidder. Det er ikke bare de fjerne citronlunde i solnedgangen, det er sympati for det vanskelige valg mellem de bordeaux eller de gyldne middagsskåle, sympati for den indædte interesse – og alt det, der er grundigt og akkurat, både når man koger suppe, og når man dækker bord, og når man handler antikviteter. Basalt er det en respekt for anstændighed.

Jeg deler den for så vidt slet ikke, den anstændighed, men jeg anerkender Maria Grønlykkes unikke fortælletalent, hendes overlegne greb frem og tilbage i tidsalderen, hendes nøjagtige psykologi og hendes vitale detaljer. Hun har smuk sans for alle sine personer, for dem, som dør – og for ham, som pligtskyldigt levede på sin måde, og man skal bestemt ikke sige forgæves.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden