»Jeg ville spille erindringen ud mod nutiden, men mit projekt er kuldsejlet«.
Sådan afslutter Ib Michael indledningen til sidste del af trilogien om sin ungdom og de vilde tressere. Blå bror, hans ufødte tvillingebror, er kun med som en skygge – men de sorte huller er til stede som en permanent vinterdepression med start i november.
Kuldsejlet og kuldsejlet – det er nu alt for beskedent sagt. Erindringen fortsætter, hvor den slap, med Ib og Regina som ægtefæller og deres tid som forældre til den lille datter Sita, som også bliver født i bogen.
Et tresserbarn med alt hvad det vil sige af svigt, når forældrene er besatte af ashramaen i Jylland og gurubevægelsen som livsindhold.
Dobbeltsporet fortsat Ib Michael fortsætter sit dobbeltspor: helt loyal og helt illoyal. Gurubevægelsen har fyldt sindene en hel del, men nu er tiden kommet til at sige stop. De unge mennesker får andægtigt foretræde for guruen Swamiji, en indisk alvorsmand, der er inviteret til Gyllingnæs, men som imidlertid ikke kunne være mere ligeglad med dette afgørende fatale svigt. Audiensen er nærmest forbi, før den er begyndt, Swamiji gaber og ligner en almindelig inder, der renser tænder. Sådan renser Ib Michael konstant ud i sine præferencer, bombarderer dem med en ironi, som er af en mere underfundig og tvivlsom art: Er han med, eller er han ikke med? Begge dele! Det aztekiske sprog bliver, takket være bl.a. Arild Hvidtfeldt (et af de få virkelig irriterende portrætter i bogen), aldrig til videnskab, men til kunstneriske boller på suppen. Ib Michael kan ikke rigtig glemme sine studier. Men er kunst ringere end videnskab? Nuttet idyl Også i denne roman er der uforglemmelige kapitler. Et af dem handler overgivent om Gyldendal, hvor han bliver ansat på leksikonredaktionen og symbolsk havner i et kosteskab med litteratur fra halvtredserne.
