Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At kaste tomater mod Mick Jagger var en af de handlinger, der viste, at man bevægede sig over i en mere politisk sfære.  Arkivfoto: ULLSTEIN/Thomas Borberg

At kaste tomater mod Mick Jagger var en af de handlinger, der viste, at man bevægede sig over i en mere politisk sfære. Arkivfoto: ULLSTEIN/Thomas Borberg

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Sidste del af Ib Michaels trilogi lykkes kun delvis

'Vilde engle' er god underholdning, men kuldsejler i forsøget på at bedrive alvorlig essayisme.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg ville spille erindringen ud mod nutiden, men mit projekt er kuldsejlet«. Sådan afslutter Ib Michael indledningen til sidste del af trilogien om sin ungdom og de vilde tressere. Blå bror, hans ufødte tvillingebror, er kun med som en skygge – men de sorte huller er til stede som en permanent vinterdepression med start i november. Kuldsejlet og kuldsejlet – det er nu alt for beskedent sagt. Erindringen fortsætter, hvor den slap, med Ib og Regina som ægtefæller og deres tid som forældre til den lille datter Sita, som også bliver født i bogen.

Et tresserbarn med alt hvad det vil sige af svigt, når forældrene er besatte af ashramaen i Jylland og gurubevægelsen som livsindhold.

Dobbeltsporet fortsat
Ib Michael fortsætter sit dobbeltspor: helt loyal og helt illoyal. Gurubevægelsen har fyldt sindene en hel del, men nu er tiden kommet til at sige stop. De unge mennesker får andægtigt foretræde for guruen Swamiji, en indisk alvorsmand, der er inviteret til Gyllingnæs, men som imidlertid ikke kunne være mere ligeglad med dette afgørende fatale svigt.

Audiensen er nærmest forbi, før den er begyndt, Swamiji gaber og ligner en almindelig inder, der renser tænder.

Sådan renser Ib Michael konstant ud i sine præferencer, bombarderer dem med en ironi, som er af en mere underfundig og tvivlsom art: Er han med, eller er han ikke med? Begge dele!

Det aztekiske sprog bliver, takket være bl.a. Arild Hvidtfeldt (et af de få virkelig irriterende portrætter i bogen), aldrig til videnskab, men til kunstneriske boller på suppen. Ib Michael kan ikke rigtig glemme sine studier. Men er kunst ringere end videnskab?

Nuttet idyl
Også i denne roman er der uforglemmelige kapitler. Et af dem handler overgivent om Gyldendal, hvor han bliver ansat på leksikonredaktionen og symbolsk havner i et kosteskab med litteratur fra halvtredserne.

Det er slemt, og det er halvfjerdsernes bøger også, knækprosa i stride strømme og bekendelseslitteratur.

Han ser en tidsindstillet bombe bag kombinationslåsen ’Marts 70’ , og han synes, at prosa om fordeling af opvask og børnepasning i hjemmet hører under faglitteratur.

Det afskærer nu ikke Ib Michael fra selv at forsøge sig i genren. Sjældent har man set så ... ja, hvad skal man venligt sige, så nuttet en beskrivelse af den lille unge med sut og bly i enden, den lille kære Sita – og sjældent har man så tydeligt vidst, at idyllen ikke holder, hverken på skrift eller i virkeligheden.

Tomater efter Mick Jagger
Regina kommer på Kunsthåndværkerskolen og laver tøj ... og siden render hun vist af med Thorvald fra Maos Lyst. Sådan er kvinderne (altså, en smule patriarkalsk-patetisk, kvinderne), de har alle sammen noget med design og lækkert tøj at gøre, de syr, og de ammer, og de elsker også, hvis der da ikke er cølibat, og det er der, i gurubevægelsen.

Senere går buddhismen over i en politisk sfære, og de kaster tomater efter Mick Jagger, og de demonstrerer under navn af Den Gyldne Sols Partisaner mod Verdensbanken. Vidunderlige kapitler, navnlig Ib Michaels retræte fra Tivoli via et toilet i en butik med pustede glasdyr og kongeligt porcelænsudstyr.

Operation Tivoli hed det så. Ib Michaels hukommelse er fænomenal, og når han skriver, fløjter det inspireret derudad med vidunderlige indtryk og udtryk.

Dybvandsfisk og køleskabsmontør
Så er der den anden side af bogen, erindringen om tsunamien anden juledag 2004. Her begynder den, og den begynder godt. Det er i syndfloden, og det er efter syndfloden, på sæt og vis en helt anden roman, med oplevelser og bevidsthedsindhold, som er autentisk (roman)stof.

Måske er der lidt for mange dybvandsfisk, der harpuneres og grilles, og lidt for meget om den tyske køleskabsmontør Dieter Zartfisch, kaldet Didi.

Og måske udarter kapitlerne i en monstrøs historie om datteren af den McCoy (the real McCoy?), som Ib Michael udgiver sig for. Hun hedder Linda og er datter af en korrupt pengemand med russiske forbindelser. Hvert andet kapitel er helliget den fredfulde bugt ved Ao Sane i Thailand.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her holder også den gamle Pierre (fra ’Sorte Huller’) til som tempelmunk, og Ib Michael efterstræbes af kriminelle grådige russere. Det er en skam, at denne del af romanen efterhånden flader ud i mere idiotisk end ironisk fantasteri.

På mange måder er der nemlig her et eventyrligt godt stof – som næsten er udtømt i bogens allerførste kapitel, ’Koralsandbugten’. Bedre har Ib Michael aldrig skrevet.

To-i-en

Er ’projekt erindring kontra nutid’ så kuldsejlet? Erindringen er ikke bevidst stillet op som modstykke til tsunamitiden. De to skibe sejler om kap, som om de ikke anede hinandens eksistens på hver side af århundredeskiftet. To romaner sammenføjet i én. Den essayistiske alvorlighed, hvormed man kunne betragte tressere (der bliver til halvfjerdsere), kan Ib Michael ikke rigtig påtage sig. Han skriver jo underholdningsromaner – for pokker. Og det gør han fremragende.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden