Hvad pokker er en novelle egentlig? En lille nyhed? Eller et stykke af en forkortet roman? Ingen af delene – en novelle er en aforisme, som trækkes lidt ud, som fascinerer undervejs, som synes at planlægge og forberede pointen – og som overrasker. Det sidste er der ikke enighed om. Der var engang, da man endelig ikke måtte blive overrasket, og pointer havde ry for at være lidt fisefornemme, elitære og fundamentalt forkerte – eftersom livet jo er pointeløst. Er der pointe i en tur mellem Rødovre og Høje Taastrup? Lige meget – enhver, der nyder noveller på samme måde som digte, fordi de er korte og giver lang eftertanke, kan give sig i lag med Anja Otterstrøms prunkløse lille bog om møder mellem familie, bekendte og venner og ægtefolk. Møder, som har præg af noget andet ... hvad mon? Præg af afsked. Gehør for replikker Afskeden ligger i små ord, der tydes forskelligt, i små hverdagsbegivenheder, der tolkes forskelligt, i skuffelser, der ikke formuleres, men lagres til en anden gang. Vi er lidt på rejse, i bil og i tog, vi er lige straks kommet indenfor, måske i et forkert hjem.
Vi skal af sted igen, vi er i gang med at flytte. Sofaen må ikke komme med, den skal blive. Hvad skal man tænke om det? Hører den ikke med i det ny bohave, og er det ikke forkert, at det unge par må efterlade den, når Torben selv har købt den på loppemarked? Hvad er det, han gør, da han giver sig og lader sofaen stå? Ikke så meget. Han skuffer. Det er én pointe. En anden kunne være, at han i det skjulte antyder, at det nye forhold ikke vil vare ved. Hvis man ikke tager sovesofaen med sig, så ...? Det er ikke det, du siger, det er måden, du siger det på ... og en skribent med den filosofi er nødt til at være lydhør. Sætninger skal virkelig passe, ikke konstrueres. Det fineste og mest lovende ved Anja Otterstrøm er hendes absolutte gehør for replikker, som breder sig til et smukt gehør for situationer. Parallelle kvindeskæbner Titelnovellen ’Enebørn’ er sikkert let forståelig – mor har engang bortadopteret et spædbarn, og nu besøger hun sin datter, der lige har aborteret – to parallelle kvindeskæbner – men ikke just skæbner, der er forbundet med ret meget varme og fællesskab.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.






























