Den amerikanske forfatter John Williams, som døde i 1994, opnåede stor posthum succes med romanen ’Stoner’ fra 1965. Den udkom her i landet for kun to år siden og lå længe på alle bestsellerlister. Året efter fulgte det danske forlag op med hans roman ’Butcher’s Crossing’ fra 1960, og nu udkommer endelig hans sidste roman, ’Augustus’ fra 1972, på dansk.
Med ’Augustus’ fik John Williams langt om længe i sin levetid anerkendelse og en vis succes, da bogen i 1973 vandt National Book Award (på en delt førsteplads), og prisen var dengang direkte årsag til, at hans ellers glemte ’Stoner’ blev genoptrykt og fik mulighed for nyt liv.
’Augustus’ er en historisk roman om Romerrigets første kejser, Gajus Octavian, af senatet tildelt æresnavnet Augustus. Octavian kæmpede sig som 19-årig til magten efter mordet på Julius Cæsar i år 44 f.Kr., og John Williams dækker med romanen hele perioden fra Julius Cæsars mord til Octavians død 58 år senere. Octavian efterlod sig et nogenlunde stabilt kejserrige, hvor almindelige borgere og bønder levede i fred og uden sult. Der var ryddet op i korruptionen, og Romerrigets ydre grænser blev forsvaret.
Solidt researchet kredser John Williams romanen igennem om fænomenet Augustus og bruger hertil et væld af stemmer, politikere, digtere, venner, fjender, familie, filosoffer, der i brevform lægger en mosaik og på den måde får fortalt Romerrigets historie under kejser Augustus, uden at læseren på noget tidspunkt – undtagen til allersidst – hører Octavians egen stemme.
Det er mesterligt gjort. Man læser breve af Cicero, Horats og Vergil, af Antonius, Agrippa og Brutus, Julia og Livia og mange mange flere, og John Williams ved præcis, hvad han gør, når han lader det ene brev fra en ny vinkel fortsætte fortællingen af en konflikt eller intrige fra det forrige og samtidig pege fremad mod næste brev – alt sammen fremragende oversat af Mich Vraa med et tilpas strejf af arkaisk skriftsprog.
Denne spiralformede dans af stemmer omkring Augustus, der selv forbliver en tavs gåde, som læseren kommer til smerteligt at længes efter at komme ind på livet af, er udført med kirurgisk præcision, og man sidder tilbage med følelsen af, at ingen lærebog kunne have formidlet kejser Augustus’ storhedstid bedre hverken faktuelt eller dramaturgisk. Man hører blandt meget andet om det tidlige triumvirat med Antonius og Lepidus, om Kleopatra og Egypten og om de moralske reformer, der skulle komme til at ramme Octavians egen datter, Julia.
Jeg er et menneske, og jeg er lige så tåbelig og svag som de fleste mennesker
