Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
KATRINE MARIE KRAGH
Foto: KATRINE MARIE KRAGH

Debutroman. Det er sjældent, oversættelsen udkommer, inden en bog er kommet på originalsproget. Men det gør den altså i debutanten Hannah Lutz’ tilfælde. For selvom Lutz har skrevet romanen 'Vildsvin' på svensk, udkommer den først i Sverige næste år.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Romandebut er ikke lige til at ryste af sig igen

Hannah Lutz debuterer på dansk med en undseelig, men stilfærdigt urovækkende og fin roman om vildsvin og søvngængeri i Småland.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke så tit, oversættelsen udkommer, inden en bog er kommet på originalsproget. Men det gør den altså i debutanten Hannah Lutz’ tilfælde. For selvom Lutz (finlandssvensk, men dansk uddannet og bosiddende her) har skrevet romanen ‘Vildsvin’ på svensk, udkommer den først i Sverige næste år.

Årsagerne er formentlig både praktiske og uspændende, men det passer godt til den underlige lille roman, at den sådan fra første færd er transplanteret til et fremmed sprog. Ikke mindst til dansk, der (som finlandssvensk velsagtens) adskiller sig fra svensk med lige præcis den lette, næsten umærkelige og alligevel påtrængende fremmedhed, som romanen kredser om.

Handlingen udspiller sig i den stille sydsvenske skov i Hornanäs, hvor vi i tre spinkle fortællespor følger romanens tre hovedpersoner.

Der er Ritve, der er kommet til Småland for at lave en dokumentarfilm om områdets mange vildsvin og forgæves leder efter de natteaktive dyr nat efter nat. Der er kommunalmedarbejderen Glenn, tilflytter fra Göteborg, der går og venter på den næste istid og i mellemtiden bliver vækket af vildsvinene om natten.

Og så er der Mia, der på et stipendium opholder sig på den nedlagte Siggalycke Folkskola sammen med sin umælende morfar for at optage hans erindringer om sin barndom på stedet til et lydarkiv.

Fremmedfølelse og hjemløshed

Alle tre kommer de udefra, og alle er de på hver sin måde draget mod de vildsvin, der sjældent viser sig, men alligevel er allestedsnærværende og med Ritves ord trænger ind i folks drømme. De minder alle sammen, mennesker som vildsvin, om de canadiske søvngængere, som Ritve har set en dokumentar om, og som i søvne søger hjem til deres gamle adresser. Fjerne og fulde af længsel.

»Jeg drømte at jeg var vågen«, konstaterer Glenn et sted. Mia siger: »Jeg kan ikke tage hjem. Jeg vil hjem«. Ritve forsøger at skrive hjem, men kan kun nedfælde vage sanseindtryk: »Prøver at skærpe blikket, prøver at lytte, men intet fremstår særlig klart. Jeg savner søvnen der gør mig modtagelig. Jeg har ingenting at fortælle. En brise i træerne, en let døs uden drømme der efterlader mig tør og tom. Er det alt?«.

'Vildsvin' er også en dyster roman, men sådan som noget kan være dystert i dagslys

Det er en helt gnostisk fremmedfølelse og hjemløshed, personerne strides med. De er vågne, men føler, at de sover. Eller de sover, men føler sig vågne. Taget som eksistentielle udsagn er det ret dystert, og på en måde er ‘Vildsvin’ også en dyster roman, men sådan som noget kan være dystert i dagslys, stilfærdigt urovækkende.

Romanens mudrede melankoli skriver Hannah Lutz frem med en let tyngde, rent og enkelt. Men det er i de mystiske, næsten magisk realistiske optrin, det løfter sig over det velgjorte.

Som når Mia prøver at få sin morfar til at fortælle om Siggalycke-elevernes elskede skolelærer Ivar Sandberg og hans møde med det mytiske talende vildsvin Sigga. Eller når hun uhyggeligt distanceret forestiller sig at drukne morfaren som barn: »Jeg ser for mig hvordan jeg bliver tilbage en morgen efter dukkerten da de andre er løbet i skole. Jeg bliver i vandet sammen med ham. Han kigger på mig med store dumme øjne. Jeg presser hans hoved ned under vandet for at slippe for at se på det, se hans uduelighed. Han spjætter med armene og benene der plejer at være stille under vandet, jeg holder fast med hænderne og presser indtil hans muskler holder op med at spjætte, og armene og benene er stille som de plejer, men på en ny måde, som søgræs, bølgende«.

Romanens mudrede melankoli skriver Hannah Lutz frem med en let tyngde, rent og enkelt

Grundstemningen er en sløret, men gennemtrængende, sitrende uro. En nok så langsomt ophobet stille spænding, hvis sært uforløsende forløsning, romanen slutter med. Det er ikke helt, fordi det er til at forstå, hvad der rent faktisk sker i Hannah Lutz’ drømske debut. Men den er i den grad heller ikke lige til at ryste af sig igen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden