0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Claudio Magris har skrevet et livsbekræftende epos om altings forgængelighed

Den italienske forfatter har atter fundet en genial ramme om sit livslange projekt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn (arkiv)
Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

Projektet. Magris’ projekt er at skildre Europas historie og dens enkeltindivider, os alle, i spændingsfeltet mellem højt udviklet civilisation og barbarisk afstumpet gru.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis ikke Claudio Magris allerede i 2009 havde modtaget de tyske boghandleres fredspris – en hæder, der gerne signalerer nobelprisværdighed – skulle han have haft den for denne nye roman. For her har den nu 77-årige italienske forfatter atter fundet en genial ramme om det livslange projekt, der allerede i 1986 indgik i hans internationale gennembrud af et romanessay, ’Donau’: at skildre den (central)europæiske historie og dens enkeltindivider, os alle, i det ubegribelige spændingsfelt mellem højt udviklet civilisation og barbarisk afstumpet gru.

Rammen her er et »krigsmuseum for freden«, som fortællingens navnløse hovedperson vil opføre i Trieste, Magris’ egen fødeby, som i århundreder under skiftende østrigsk, italiensk og slavisk dominans har levet med paradokset.

Til det formål har manden her – inspireret af en virkelig person fra Trieste – samlet våben fra hele verden, lige fra samuraiens sværd og regnskovsindianerens stokslynge og stridsøkse til tyske maskingeværer, haubitsere og enorme panserværnskanoner, alt sammen ophobet i den bygning, en labyrint af våben, hvor han selv bor og efterlader sig en uoverskuelig mængde notater om udstillingsplanerne såvel som om våbnenes anvendelse og historie. Ja, efterlader – for romanen begynder med, at hele lortet brænder ned til grunden og han selv med.

Rå udnyttelse og udryddelse

Kunsthistorikeren Luisa Brooks, hans sekretær, bliver kurator for hele rodebunken. I 53 kapitler gennemgår hun hans våbensamling og de tilhørende vidtløftige notater, et overvældende og paradoksalt studium i forgængelighed som værn imod forglemmelsen.

Hendes navnløse chef er en belæst mand, og hvor hans viden og notater slipper op, overtager andre forskere ordet, så vi foruden Trieste under Anden Verdenskrig aflægger lange besøg i Polen på samme tid, i Prag i forrige århundredes begyndelse, ja, sågar med den ulyksalige habsburgske ærkehertug Maximilian som indianerkejser og valsekonge i Mexico i 1860’erne.

Overalt en historie om rå udnyttelse og udryddelse og ikke mindst om den diskrete distance og gensidige forståelse, der tillader bødler og medløbere at leve videre, som om intet var hændt.

Intet retsligt efterspil (titlen) følger heller efter krigsforbrydelserne i selve Trieste, hvor Luisa Brooks s