Hvis ikke Claudio Magris allerede i 2009 havde modtaget de tyske boghandleres fredspris – en hæder, der gerne signalerer nobelprisværdighed – skulle han have haft den for denne nye roman. For her har den nu 77-årige italienske forfatter atter fundet en genial ramme om det livslange projekt, der allerede i 1986 indgik i hans internationale gennembrud af et romanessay, ’Donau’: at skildre den (central)europæiske historie og dens enkeltindivider, os alle, i det ubegribelige spændingsfelt mellem højt udviklet civilisation og barbarisk afstumpet gru.
Rammen her er et »krigsmuseum for freden«, som fortællingens navnløse hovedperson vil opføre i Trieste, Magris’ egen fødeby, som i århundreder under skiftende østrigsk, italiensk og slavisk dominans har levet med paradokset.
Novellesamling skildrer arbejdende kvinders liv uden mændTil det formål har manden her – inspireret af en virkelig person fra Trieste – samlet våben fra hele verden, lige fra samuraiens sværd og regnskovsindianerens stokslynge og stridsøkse til tyske maskingeværer, haubitsere og enorme panserværnskanoner, alt sammen ophobet i den bygning, en labyrint af våben, hvor han selv bor og efterlader sig en uoverskuelig mængde notater om udstillingsplanerne såvel som om våbnenes anvendelse og historie. Ja, efterlader – for romanen begynder med, at hele lortet brænder ned til grunden og han selv med.
Rå udnyttelse og udryddelse
Kunsthistorikeren Luisa Brooks, hans sekretær, bliver kurator for hele rodebunken. I 53 kapitler gennemgår hun hans våbensamling og de tilhørende vidtløftige notater, et overvældende og paradoksalt studium i forgængelighed som værn imod forglemmelsen.
Hendes navnløse chef er en belæst mand, og hvor hans viden og notater slipper op, overtager andre forskere ordet, så vi foruden Trieste under Anden Verdenskrig aflægger lange besøg i Polen på samme tid, i Prag i forrige århundredes begyndelse, ja, sågar med den ulyksalige habsburgske ærkehertug Maximilian som indianerkejser og valsekonge i Mexico i 1860’erne.
Fortælling fra en provinsby under besættelsen er fuld af ond gruppedynamikOveralt en historie om rå udnyttelse og udryddelse og ikke mindst om den diskrete distance og gensidige forståelse, der tillader bødler og medløbere at leve videre, som om intet var hændt.
Intet retsligt efterspil (titlen) følger heller efter krigsforbrydelserne i selve Trieste, hvor Luisa Brooks selv i 8 indflettede kapitler sporer sin egen families historie: I byens gamle Rismølle, ombygget til en lokal udgave af Auschwitz, omkom hendes mormor, men desuden en håndfuld andre jøder, som denne mormor selv kom til at angive. I væggene i gaskammeret kradsede ofrene navnene på deres bødler, siden kalket over, men møjsommeligt opsporet af museumsfantasten, Luisas chef.
Hendes egen far var afroamerikansk soldat, udstationeret i Trieste efter krigen og efterkommer af en anden etnisk masseforbrydelse: Slaveskibene, skyttegravene og shoah, som holocaust hedder her, løber som en kontinuerlig understrøm under glimtene af europæisk overklasses kunst, kultur og vellevned. Civilisation?
Krævende og givende
Magris’ stil er lige så krævende som givende: essayistisk berettende uden én eneste dialog, fuld af indflettede associationer, men også stor prosadigtning i skildringen af f.eks. kærligheden. Eller af regnskovens myldrende liv som parallel til ormes og mikrobers liv i de menneskelige indvoldes jungle.
Morsom og uortodoks feminists noveller har et skarpt blik for kønnenes byttehandelGræsk, latin, italiensk, fransk, tysk, indianske sprog og triestinsk dialekt dukker op og indarbejdes ubesværet i den pletfri danske bedrift af en oversættelse.
Men trods den næsten altomfattende ambition griber fortællingens personlige og verdenshistoriske opklaringsarbejde fra først til sidst som et virksomt våben mod glemsel og mod historiens bødler: »Skriften er en spids dolk ... først og fremmest sårer den«.
fortsæt med at læse
