Det er et løst vævet langdigt, Tore Ørnsbo præsenterer med sin nye bog. 'Kronologi i trappeform' handler om tiden, der går; den handler om at stige ned i fortiden, såvel den individuelle som den kollektive, for at kunne forstå, hvem 'jeg' er, og hvem 'vi' er. Digtet er altså både en personlig erindringsskitse og et generationsportræt. Trods titlen er det dog ikke kronologisk struktureret. Det er ikke en fortælling, en udviklingshistorie. Derimod er det en række associativt forbundne billeder af en by, en barndom og nogle drømme. En slags museum, måske, som den fine førstestrofe antyder: »Der er trapper/ i alle byer/ selv i denne/ som er så stor/ at man kan være alene/ men for lille til at forsvinde/ kirkerne ligger hen som sunkne skibe/ med kølen vendt mod himmelen/ og på museet rundt om hjørnet/ ligger en berømtheds mælketænder/ udstillet i en montre/ lyset falder ind fra alle verdner/ hvem lærte øjet/ at skille det ad«. Det er dette lys fra alle verdner, bogen herefter spalter og filtrerer. Ørnsbos jeg betragter verden gennem et par ivrigt metafordannende briller, som sætter liv (og død!) i de fænomener, der registreres: »endeløse rækker af druknet vasketøj/ hængt til genoplivning«, f.eks., eller »mine håndflader er hvide/ kødfulde lommetørklæder/ murstenene i væggen/ små kister fra en anden dimension/ og byens spejling i havnen/ sig selv/ sig selv«. Denne teknik, hvor man lægger et metaforisk associerende lag hen over sansningen, er ret almindelig, men Ørnsbo formår mange steder at skabe et frisk forskudt billede af et velkendt fænomen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























