Omslaget til Peter Laugesens nye digtsamling signalerer no nonsense: Det er kridhvidt, og forfatternavn, titel og forlagsnavn er trykt med små sorte typer oppe i venstre hjørne. Det er så usmykket og minimalt, som det kan blive - der er skåret ind til benet. Samme indtryk får man, når man læser bogen. Hvis man er vant til at færdes i Laugesens poesi, ved man, at den almindeligvis udfolder sig i et utal af subgenrer, f.eks. erindringsglimt, haikudigte, konkretistiske lege, kunstrefleksioner, naturimpressioner, poetik-noter, samfundskritik, strøtanker, ordspil og rimede vers, der nærmer sig nonsens. I den nye bog er der som sagt - stort set - no nonsense. Der er stadig adskillige subgenrer, men de mere muntre af dem - f.eks. konkretismerne, ordspillene og den gakkede satire - er nedtonet til fordel for de mere dystre, vrisne, beske og bidske sager. Det nye værk hedder 'Helt alene i verden og hip som ind i helvede', og titlen antyder fint bogens grundstemning: Jeget vibrerer, ofte med rå (selv)ironi, mellem ensomhed og selvfølelse. Identiteten, døden og poesien selv er blandt de emner, der hyppigst behandles. Laugesen har i mange af sine bøger - senest i 'Trashpilot' fra sidste år - formuleret den tanke, at hans poesi er en ustandselig og mudret strøm af ord, snarere end en række distinkte og fastformede værker. Også identiteten er hos Laugesen blevet tænkt i denne modsætning mellem det faste og det flydende: Man må ikke størkne konservativt, men skal på anarkistisk vis holde sig i konstant bevægelse.
Fast i det flydende
Lyt til artiklen
