Claus Carstensens nye bog hedder '99/00', og som titlen antyder, er der tale om en slags dagbog. Den dækker en periode, hvor Carstensen var udsat for en massiv Ekstra Blads-kampagne; det afspejles rundt omkring i dens notater, der i øvrigt har karakter af strøtanker, følelsesudbrud, ordspil, rejseindtryk og citater, blandt andet fra egne, tidligere værker. Bogen bærer genrebetegnelsen 'digte', men dens tekster er - set fra et traditionelt synspunkt - meget lidt digtagtige, nærmest demonstrativt upoetiske. Det er der intet i vejen med; også 'upoetiske' notater og skitser kan have stor litterær værdi. Problemet er at disse notater mangler skarphed, prægnans. Tag f.eks. følgende lille tekst: »hvad gøre med afledte former/ og langstrakte lammelser?/ hvordan bruge kedsomheden?/ 'vi kom op ad formiddagen ...'/ noget spejler sig i glasset./ fastende, selv fuck«. Der sker ganske enkelt for lidt, oven i købet på en temmelig kedelig måde. Rundt omkring i bogen er der digte, der ligner førsteudkast til noget, som måske kunne blive gode tekster; de fremstår imidlertid som slappe og ufærdige. Om det er, fordi Carstensen ikke kan eller ikke vil gøre dem færdige, kan man jo ikke vide, men jeg gætter på, at han ikke vil. Bogen antyder nemlig, at de flygtige optegnelser er resultatet af en bevidst, processuelt orienteret poetik.
En kunstners dagbog
Lyt til artiklen
