0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Akvarielivagtig

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Steen Kaalø tager med sin nye digtsamling et overraskende og velgørende spring væk fra dén naivistisk overbelyste livsbesyngelse, der prægede hans forrige bog, 'Solslag'.

I 'Variationer', som den nye bog hedder, er der kommet langt flere mørke farver på paletten: Sygdom, krig og død danner nu kontrast til de sorgløse naturskildringer og den ømme erotik, som stadig findes.

Motivisk og kompositorisk er det enkelte digt også blevet mere avanceret; det krydsklipper, overblænder og sammenstiller erindringsglimt, drømme og sansninger til en art kollage i flere lag

Samtidig er der en form for strenghed i den overordnede komposition; 'Variationer' - titlen henviser til Bachs 'Goldbergvariationer' - minder næsten om et systemdigt:

Der er 31 digte med hver 31 verslinier, og samtlige digte er sat op i en ensartet struktur med ti gange tre plus et vers.

Ideen er formentlig at spænde en vildt klippende billedynglen op mod en formel stramhed. Det er - synes jeg - en meget tiltalende idé. Problemet er bare, at billederne ikke er rigtig vilde og at formen ikke er rigtig stram. Dermed udebliver kontrastvirkningen.



For nu at tage det sidste først: Den form Kaalø har valgt, minder om Dantes versemål fra 'Den guddommelige komedie', de såkaldte terziner: en serie treliniede, arabeskrimede strofer, hvor hvert afsnit lukkes med en enkelt verslinie.

Præcis sådan tager Kaaløs digte sig ud; man kan sige, at de i deres grafiske form henviser til terzinerne, men i musikalsk forstand er de meget langt fra at være det: De rimer ikke og har ingen fast metrisk form.

Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre til et krav, og det er naturligvis et helt legitimt formvalg at skrive urimede frivers-terziner.

Problemet er at digtene med deres henvisninger til Dante og Bach skaber forventninger om en klassisk musikalsk skønhed, som de slet ikke kan indfri; tværtimod er de rytmisk set ret uformelige og uskønne.

Liniebruddene synes hverken at være stofligt eller formelt motiverede, de falder vilkårligt. Samtidig er tegnsætning stort set udeladt, og når der således hverken er en syntaktisk eller en musikalsk tydelig form, hakker man sig igennem versene.



Hvad billederne angår, mangler de fokus. Der er for mange pæne og ligegyldige formuleringer, og flere steder kommer digteren - sikkert netop i sin iver efter at præcisere - til at gøre et ellers godt billede uskarpt.

F.eks. er »forstening af hård kuldeknude« temmelig overgjort; »kuldeknude« havde stået stærkt alene.

Tilsvarende tales der om »røde rønnebærnætter«; adjektivet er unødvendigt - hvilken farve skulle sådanne nætter ellers have?

Ordet »akvarielivagtig« er tilsvarende et fund, men det sovses ind i adskillige ringere parallelformuleringer: »alt stod ubevægeligt ikke/ forstenet men i akvarielivagtig// slowmotion svævende«.

Det er virkelig velgørende, at Kaalø forsøger sig med både vildskab og stramhed. Tamt og slapt vil jeg ikke kalde resultatet, men digtene når desværre ikke, de tinder de stræber efter.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce