Noget af det første man lægger mærke til ved Thomas Bobergs digte, er deres rastløshed; den er et genkommende tema, men også et dominerende stiltræk, såvel i tidligere Bobergbøger som i 'En stående aftale' der udkommer i dag. Bobergs digte har ingen ro på sig, de haster af sted, søgende, såvel i virkelighedens som i drømmenes og visionernes verden. Det de leder efter, er et stabilt punkt, et centrum som verden kan organiseres omkring; dette centrum kunne være et hjem, et jeg (en identitet), et enkelt øjebliks absolutte nærvær. Digtene både leder efter dette centrum og frygter det, flygter fra det, og derfor er der i de fleste af dem en indædt rytmisk fremdrift og en god aggressiv energi. Boberg er barsk, besk og bidsk. Nogle steder tager det barske overhånd og bliver til en lidt gammeldags, sammenbidt macho-attitude der bruger udtryk som 'kælling', 'sjover' og 'lumpen løgner'. Andre steder virker den barske tone som en del af den energi der driver den vildtvoksende billeddannelse frem.
At finde hjem
Lyt til artiklen
