Elsie Johansson afslutter sin romantrilogi i dag og har skabt et sikkert og fyldigt værk om de underste. Måske er det mere slemt at være fattig på svensk? I hvert fald har socialkritisk litteratur en anderledes høj status på den anden side sundet. Den moderne svenske forfatter Kerstin Ekman, der starter med at skrive krimiromaner, bryder igennem til litteraturens forreste række med 'Katrineholmsuiten', der i alt tæller fire romaner og gør hende til en af svensk litteraturs markante damer. I Danmark skal vi tilbage til Martin Andersen Nexø og 'Pelle Erobreren' (1906-10) og 'Ditte Menneskebarn' (1917-21), før vi finder romaner, der går efter en lige så hæmningsløs identifikation med de underste. Samtidig har Nexø en benhård retfærdighedssans, som er svær at afvise. Det har Elsie Johansson også, kombineret med en stærk fortællestemme, der går rent igennem fra første bind i hendes trilogi om Nancy. Johanssons fortællestemme er både rolig, nuanceret, men kan også være temperamentsfuld og hidsig indtil det flossede punkt. Der er stemmen til forskel, og med trilogiens tredje bind på plads har hun for alvor givet et portræt af TåPelles familieliv i Sverige før og under Anden Verdenskrig. TåPelle er Nancys far.
Sikkert værk om de underste
Lyt til artiklen
