Blandet læsestof siger Borges selv beskedent om denne samling af korte prosastykker og digte. Men det er en meget samlet bog med et gennemgående tema, som Morten Søndergaard her præsenterer i et ualmindeligt smukt og rytmisk dansk. I virkeligheden en hel lille nøgle til et stort livsværk, præsenteret i henkastede optegnelser. Borges har i disse stykker påtaget sig rollen som den, der får os til at tvivle på, om der findes andet end roller at iføre sig. Ingen bader to gange i samme flod, sagde Heraklit. Og floden, kan Borges tilføje, ser ikke Heraklit to gange. Eller på et noget mere poetisk sprog: floden »spejler samme/ omskiftelige Heraklit, som er den samme/ og er en anden, som den uophørlige flod«. Det er ikke det samme som at sige, at alting flyder, for noget står fast. Nemlig at der kun findes midlertidige positioner, ikke nogen overordnet og urokkelig. Det kommer frem i en af samlingens finurligste tekster, et ornitologisk gudsbevis. Tekstens beretter leger med den tanke, at han har set en flok fugle et kort øjeblik, så kort, at han ikke kunne nå at tælle dem, og deres antal altså for ham er ubestemt. Hvis Gud findes, må Han kende det bestemte antal. Og da 'jeg' ikke kan forestille sig, at en bestemt fugleflok kan bestå af et ubestemt antal fugle, er Guds eksistens hermed bevist! Teksten er typisk ved at den mere er en lang aforisme end en kort fortælling. Den munder ud i et gudsbevis, men kunne lige så godt have været Niels Bohrs tolkning af kvantemekanikken udsat for fuglebilleder. Det er en art ræsonnementets poesi, Borges bedriver. Det ligner så overbevisende et filosofisk bevis angående virkeligheden, at man i farten overser, at der end ikke findes en eneste fugl i det. »Jeg lukker øjnene og ser en flok fugle«, begynder det lille stykke og annoncerer altså selv, at det er fiktion. En rolle ført konsekvent igennem. Som er det virkeligste, der findes i Borges' univers.