Umiddelbart forekommer det at være en god idé at sætte Rune T. Kidde sammen med Mette-Kirstine Bak, men det er det ikke helt, for bag de vemodige, vandede vittigheder er Rune T. Kidde en blød mand. Det er Mette-Kirstine Bak ikke. Han kan være lidt sødladen. Det er hun ikke. Bortset fra det er Rune T. Kiddes nye eventyr med den alenlange titel godt nok. Her er den omstændelige fortæller i børnehøjde. Han krydrer sit sprog med overraskelser, ordspil og lidt for 'voksne' stemninger - det er her, vemodigheden kommer ind. Det hele er skrevet af et godt hjerte, der ikke ville drømme om at skabe sorg i Æselland, hvor de to elskende får hinanden med både hov og hale. Et blødt mulekys afslutter det letbenede forløb oppe på kong Bingbongs slot. Bagefter er der ingen onde tanker i kongeriget. Respekt for Rune T. Kiddes snurrige genfortællinger af kendte eventyr. For den fodformede politiske produktion. Ja, for hvad han laver i det hele taget. Men et eventyr om høj kærlighed mellem to ungæsler - hvori tilmed digtekunsten er indblandet - det kræver en form for alvor og ikke bare fnis. Det er godt at se Mette-Kirstine Bak tilbage på banen i en stor billedbog. Hun viser lige et par gange, at hun godt kan være både lyrisk og småromantisk og hamrer så lidt uhyggelighed ind i historiens gang med nogle ensomme, brunsorte billeder, der er som knytnæver i Kiddes kabinet. Tegner og forfatter lægger arm over en småpjattet historie, hvor det bedste er en happy ending. Hun vinder. Så hvad kan hun bruge det til? Men det er altid dejligt, når to æsler får hinanden.
Kys æslet!
Lyt til artiklen
