Tænk, hvis Ballerup hvert år skulle indstille en af kommunens borgere til Nordisk Råds Litteraturpris. Med et befolkningstal på rundt regnet 50.000 ville det nok være begrænset, hvor kvalificeret en kandidat man kunne finde. År efter år. Tanken er naturligvis absurd. Men det er ikke bare en tanke, det er - i en vis forstand - en realitet: Grønland og Færøerne, der hver især har omtrent samme befolkningstal som Ballerup Kommune, indstiller hvert år en forfatter til den fornemme pris. Resultatet er derefter: Ser man på de seks lyrikere i feltet, er afstanden fra de stærkeste kandidater til de svageste nærmest grotesk stor. Hjælpeløs og helt tabt af feltet er den grønlandske kandidat, Kristian Olsen aaju. Hans bog er ikke værd at kommentere. Også den færøske og den islandske kandidat er - sådan som jeg ser klassementet - håbløst bagud; dem vender jeg tilbage til. Først tager vi et laaangt spring frem til førerfeltet: norske Inger Elisabeth Hansen, danske Peter Nielsen og svenske Kristina Lugn. De tre digtere er alle mellem 52 og 54 år, de er debuteret for 25-30 år siden, og de har væsentlige forfatterskaber og hædersbevisninger bag sig. Men her hører de overfladiske ligheder også op: De tre digtere er dybt forskellige.
Slentren og trasken. Gangarter i nordisk lyrik
Lyt til artiklen
