En urgammel klassiker blandt opgaverne i dansk stil hedder: 'Beskriv et hus set af køber, sælger, nabo og en forbipasserende'. Med den blev de nye gymnasiaster før i tiden indviet i synsvinklens hemmeligheder. Det er den stil, Kari Hotakainen har udviklet til en overdådig satirisk roman. Og det er netop stilen, der er hemmeligheden ved hans bedrift. Matti er en pæn mand, lagerarbejder, glad for rockmusik og for sin kone, som han laver mad til, og deres barn, som han har båret rundt på de lange aftner, mens hans kone har gået til bækkenbundstræning og depressionsforebyggelse. Han er kort sagt den ideelle karkludemand. Som det går galt for en dag, hvor han bliver så tosset af al den pænhed, at han vapper konen en på bærret. Hun tager prompte sit gode tøj og deres fælles barn, installerer sig hos en veninde og kræver skilsmisse. Matti, der er opsat på at gøre skaden god og få hende tilbage, beslutter sig for at købe et hus for at lokke hende hjem. Og så tager hans problemer fart. Parforholdet som verdenskrig Hvad der begynder som en primitiv historie om krusninger i parforholdet, vokser lige så stille til et listigt symbol på en epoke. Engang var der et fædreland. For dette gik en generation i krig. Som den vandt, hvorpå den byggede sig huse som belønning. Hvad er det, der har indtaget fædrelandets plads i efterkrigsslægtens liv? Parcelhuset selvfølgelig. For det spiste man grød år ind og år ud, rundt om det byggede man forsvarsværker, inden for det fandt man meningen med livet - eller mistede den. Matti oplever parforholdet og dets krise som sin generations verdenskrig. Hvor der for de gamle var en krigsfront, er der for deres efterkommere kommet en hjemmefront. Her bølger krigen lystigt mellem kønnene, med husene som krigspant. Underholdsbidragenes pengestrøm antager dimensioner som krigsskadeserstatninger. Begreber som artilleriangreb, skyttegrave og fredsbetingelser fra den store finske vinterkrig er i det tilsyneladende fredelige efterkrigssamfund udskiftet med begreber som polititilhold, tvangsfjernelse og samkvemsret. De gamle kæmpede for at få Karelen tilbage, Matti kæmper for at få sin familie igen. Tyranniseret af et hus Selvfølgelig forelsker denne frontkæmper for den bløde ligusterhæk sig i et hus tilhørende en veteran fra den rigtige verdenskrig, som ingen planer har om at flytte, men hvis børn til gengæld gerne vil have ham på plejehjem, så friværdien kan blive realiseret. Og så bliver satiren for alvor morsom. Kari Hotakainen tilhører en ældre generation af satirikere, der, sagt på dansk, ligger i forlængelse af sigtelinjen fra Holberg over Scherfig. Han jonglerer som en cirkusartist med synsvinklen mellem konen, overboen, politiet, krigsveteranen og så den stædige stakkel i midten, der kæmper for at leve op til rollen som gammeldags hustyran uden at opdage, at han er tyranniseret af et hus.