For ’Hjemmefronten’ fik Kari Hotakainen i 2004 Nordisk Råds Litteraturpris som en af tidens mest hvasse satirikere.
Hans fortælling om kløfterne – i originaltitlen: skyttegravene – mellem kønnene og generationerne var fortalt i alvorsmandens lakoniske stemmeleje, underlagt med et bidsk ulvesmil.
LÆS ANMELDELSE Hjemmefronten
Samme tone bærer de senere ’Isaak-katedralen’ og ’De uberørte’ og Ari Kaurismäkis filmatisering af Hotakainens tidligere roman ’Klassiko’.
Og nu lyder tonen igen i en fortælling om endnu en familie på et par generationer, ramt af et tilfælde, der bliver skæbne. Snarere end sort humor må man kalde det humoristisk sorthed. Hændelsen, som sætter beretningen i gang, er så tragisk, som tænkes kan, men afsløres først meget sent – og endnu senere de grumme følger af tragedien.
Disse selvtægtskonsekvenser forstår vi først efter nogle hundrede sider om familien Malmikunnas – og stadig er det svært at acceptere konsekvenserne.
Forfatter K
Rammen er et opfindsomt arrangement: Den aldrende Salme Malmikunnas sælger fortællingen om sit liv til en forfatter, hun har mødt. Han har brug for stoffet, hun for pengene.
Fortællingen indbefatter hendes mand og søn, Paavo og Pekka hedder de, ligesom far og søn i ’Isaak-katedralen’. Og desuden to voksne døtre, Helena og Maija, plus dennes afrikanske mand, Biko.
Salme og Paavo har haft en garnbutik på landet. Børnene er blevet sælgere af forskellig slags under disse års konjunktursving med brovtende nyrige plebejere og fåmælte, falsk beskedne arveformuer.
Men de dropper ud af jobbene og kommer i tvivl om meningen med overlevelseskampen, forstår vi af kapitler, som følger børnenes og den sorte svigersøns synsvinkler. En udenforstående person, Kimmo, er kommet fra bunden, men er til gengæld så velhavende, at dét er ved at tage livslysten fra ham. Han skulle bare vide…
Nogen kriminalroman er det langtfra trods den hemmeligholdte traumatiske begivenhed.
Forfatteren – K hedder han, som i Kari eller Kafka – forklarer selv, hvordan et liv må fortælles fra mange synsvinkler, og med den teknik bliver romanen på én gang en familietragedie forklædt som samtidssatire, et billede af det ny klassesamfund i generationsudvekslingens ramme og et tilløb til simplificeret moralitet i helt middelalderlig forstand.
Mellem munddiarré og talende tavshed
Livet kræver mål og mening, viser ’Eftermæle’, der ikke mindst er en roman om mæle og umæle.
Hotakainen har studeret stumfilm, Buster Keaton og Charlie Chaplin, fortalte han i et interview i Politiken for nogle år siden. Han er en mester i dobbeltblikket på en helt konkret, men ordløs situation: Galgenhumorens blik for det absurde og indfølingens fortvivlelse over samme.
LÆS INTERVIEW Den knap så kreative, kopulerende klasse
Om tale og selvvalgt eller ufrivillig tavshed handler tragediens drastiske højdepunkt, der ikke kan afsløres her, men har karakter af udligning, grum genopretning af en balance.
Dén løsning holder min moral og mit dobbeltblik ikke til, og mit sandsynlighedsfilter sorterer et par af bogens fattigdomsscener fra som eventyr. Men Hotakainens moralsk anfægtede samtidsbillede er fuldt af kosteligt ordknap livsvisdom, salgsliderlig munddiarré og talende tavshed.
fortsæt med at læse
