»Der var engang en mådeholden venstrefløj, der fik en umådeholden højrefløj til at opstå«.
Sådan begynder et ’eventyr’ i slutningen af den sorthumoristiske, efterhånden 56-årige finske Kari Hotakainens femte roman på dansk.
’Hjemmefronten’s billede af kønnenes skyttegravskrig sikrede ham Nordisk Råds litteraturpris 2004, og den seneste, ’Eftermæle’, er en familietragedie mellem generationer forklædt som samtidssatire.
Hotakainens romaner borer sig ned i de konflikter, der forgifter vores – de nordiske samfundsfællesskab mest. I den ny roman fortsætter eventyret om højre- og venstrefløj sådan:
»Den mådeholdne venstrefløj byggede himmel på jord. Den kan man takke for den ottetimers arbejdsdag, kvindernes stemmeret og den femdages arbejdsuge. Fine bedrifter, der var med til at gøre verden færdig. Men den færdige verden var ikke god nok, man måtte partout gå ud og anskaffe sig en verden, hvor det ikke kunne betale sig at arbejde, og hvor man kunne lade sig synke ned i et hul, for i det hul, fem centimeter over bunden, var der et sikkerhedsnet, flettet af borgernes skattepenge. På dette tidspunkt i eventyret besluttede den utålmodige højrefløj at blande sig og begynde at nedbryde det, som var blevet opbygget med løgn og møje«.
LÆS OGSÅ Prisvindende finne er fuld af ordknap livsvisdom
Hvorpå højrefløjen på sin side satte mådeholdet over styr ved at nøjes med »at nyde den fri markedsøkonomis bedste sider uden at tage sig af, at velstand ikke vokser af sig selv som en dej, man sætter til hævning ved ovnen. Konservatismen savner nemlig selvkritisk tankegang på højt plan«.
Kronik med vokseværk
Hvis det lyder, som om Hotakainen har skrevet en kronik med vokseværk, forklædt som roman, er det (næsten) ikke rigtigt. Hans fortællinger har altid en udspekuleret komposition, i dette tilfælde som et musikstykke for flere stemmer med finansmanden Jukka Hopeaniemis tanker som bærende melodistemme.
Det meste af romanen kører Jukka gennem en lang nat fra det nordligste Lapland mod Helsinki, på bagsædet af firmaets Jaguar med sin afdøde fars pensionerede chauffør ved rattet. Et islandsk vulkanudbrud har lammet lufttrafikken, men Jukka må til hovedstaden, for modvilligt har han sagt ja til at gå i tv for første gang.
Den knap så kreative, kopulerende klasseRygterne svirrer om koncernens ventede fusion med en bank, og markedet er jo følsomt som prinsessen på ærten. Chaufføren har sagt ja til at køre turen mod et stort honorar, nok til at dække hans datters spillegæld, og på vejen lytter chauffør og passager til seks bånd, Jukkas far har indtalt. Den gamles testamente, på en måde, men ligefrem ’Guds ord’?
Den gamle byggede sin formue i metalindustrien under den lukkede økonomi sammen med Sovjet, og han og pamperne »spildte hver dag mere vodka«, end sønnen nu drikker.
Under Jukkas ledelse og den globale kasinoøkonomi er pengene selv blevet flittige:
»Penge bygger ikke rede, sådan som mennesker og dyrene i skoven gør, penge fryser ikke, de har ikke brug for tøj eller tag over hovedet (. . .) de kommer ud af det med alle, men er ikke ven med nogen«, tænker chaufføren med den ludomane datter.
Tør humor og bidsk præcision
Er Herrens veje uransagelige for de fleste af os, er kapitalens det ikke mindre.
Men læseren kan nyde turen på læderbagsædet i den benzinglubske Jaguar, mens associationerne flimrer forbi, både til den finske Nokia-kæmpes lerfødder i det marked, som Apple underminerede med smartphones (romanen udkom nu allerede 2011 på finsk); og til pæredanske bankdirektørers og toppolitikeres samfundsundergravende umådehold.
LÆS OGSÅ Let til gylpen
Er lunten til romanens sprængladning end lige så lang som køreturen, og har man lidt svært ved at se romanens optrædende personer for sig, så tegner Hotakainens tørre humor og bidske præcision til gengæld et skarpt billede af de nordiske samfund, hvor det hele sker:
»Det er ikke velhavenhed, der pisser folket af, det er manglen på noget at lave, manglen på arbejde. Og fordi der ikke længere er nogen politik, er der kun misundelse og herrehad tilbage«.
fortsæt med at læse
