Der er stille i Finlands hovedstad på denne februardag. Der faldt en smule sne dagen forinden, men langtfra nok til, at det kan være den, der lægger en dæmper på lydene. Det meste er i øvrigt også smeltet igen. Der er så stille, at man tydeligt hører, når en sporvogn i ro og mag ruller ind i gadebilledet – og ud igen. For en besøgende virker det hyggeligt, ja, nærmest idyllisk. Her brænder ingen skoler og biler. Det er svært at opfatte stemningen som dyster og deprimerende. Men sådan oplever Finlands måske pt. mest morsomme forfatter, Kari Hotakainen, sin by på denne årstid. Klimaets påvirkning »Klimaet er hovedårsagen til, at vi finner læser og skriver så meget. Og årsagen til den megen ensomhed. Vi har cirka fire måneder om året, hvor der er mørkt, og det er aldeles deprimerende. Hvis folk havde penge til det, ville alle være i Phuket eller på De Canariske Øer fra oktober til februar. Jeg begynder altid at skrive i september eller i slutningen af august, for når jeg skriver, er jeg koncentreret om én ting og ser ikke mørket. Jeg skriver aldrig om sommeren. Når EM-slutrunden i fodbold begynder her til juni, stopper jeg med at skrive«, fortæller Hotakainen, hvis gennembrudsroman ’Hjemmefronten’ – hans første i dansk oversættelse – fik Nordisk Råds Litteraturpris 2004. Siden er på dansk kommet ’Isaak-katedralen’ (2006) og i denne måned ’De uberørte’. Hotakainens bøger er præget af netop den dystre stemning, der, ud over at fungere som en slags mental kulisse, skaber en markant kontrast til de mange voldsomme og bizarre begivenheder, som hans hovedpersoner udsættes for. Tragikomisk er i den grad dækkende for Hotakainens univers. Keaton og Chaplin Som han selv siger: »Hvis man, når man vil beskrive et tragisk liv, blot skriver: ’Åh, det liv er tragisk ...’. Hvorfor så overhovedet skrive om det? Alle ved det i forvejen. Sådan er livet. Jeg forsøger at finde en anden vinkel på temaet. Lad mig give dig et eksempel ...«. Lang tavshed følger. Vi sidder i et fornemt mødelokale på forlaget WSOY, der er bygget i jugendstil og har udsigt til en af Helsinkis parker. Hotakainen arbejdede selv i netop denne bygning, da han var ansat i forlagets marketingafdeling, inden han i 1990’erne valgte at blive fuldtidsforfatter. En af forlagets ansatte har serveret en delikat treretters menu, og mens hun skænker op i glassene, tænker Hotakainen stadig over det eksempel, han gerne vil give.
Sådan er livet Pludselig rejser han sig op og peger ud på parken – og taler. Meget langsomt: »Hvis vi forestiller os, at der går en gammel mand nede i parken, som pludselig falder ...«, Hotakainen peger ud ad vinduet og begynder samtidig selv at falde forover her midt i det noble mødelokale, alt imens han fortsætter med at beskrive scenen: »... og det er selvfølgelig sørgeligt og tragisk, så ville jeg skildre det sådan, at når han falder, finder han samtidig en mobiltelefon nede på jorden. Det er min teknik. At bruge et andet blik på det tragiske. Sådan er livet. I mit liv er der sket mange ting, som på en måde var triste, men som på en måde også var sjove, når jeg begyndte at tænke over dem«. En mobiltelefon er måske ikke den mest opsigtsvækkende – endsige morsomme – rekvisit at falde over, men vi er jo i Finland, hvor mobiltelefoner spiller en stor rolle. Og Hotakainen kan godt lide den slags underspillede hændelser i sine bøger. Selv er han en munter mand at være i selskab med. Men han bruger ikke mange overflødige ord, når han taler. Der er derfor ikke noget overraskende i, at stumfilm er en af hans store lidenskaber, og at genren har tjent som inspiration. Studeret film »For tyve år siden så jeg mange stumfilm, og jeg har skrevet en bog om Buster Keaton og studeret folk som Charlie Chaplin og Marx Brothers. Jeg har studeret deres film meget indgående og stillet mig selv spørgsmålet: ’Det er triste historier, så hvorfor griner jeg hele tiden?’. For eksempel hvis man ser Chaplin med en kæreste, der siger, at hun ikke elsker ham mere, hvorefter hun forlader ham«, siger Hotakainen. Igen må han forlade den magelige stol for at demonstrere scenen. »Vi ser Chaplin stå med ryggen til, mens han ryster«. Hotakainen går over i hjørnet af lokalet, stiller sig med ryggen til og illuderer en rystende Chaplin. »Vi tror, at Chaplin ryster, fordi han græder, men da han vender sig om, ser vi, at han var i gang med at ryste en drink med en shaker. Det er den måde, jeg gerne vil skrive på«. Så du ser dig selv som en finsk udgave af Buster Keaton eller Charlie Chaplin? »Ja, på en måde, men jeg er ikke lige så klog. De er begge genier. De er utrolig gode historiefortællere med en konstant intellektuel rytme i filmene. Man kan se deres film sammen med sine børn eller sin bedstemor, de henvender sig til alle«. Hotakainen har som forfatter prøvet kræfter med både digte, børnebøger, romaner, tv- og radiodramatik, men aldrig film. Og det til trods for inspirationen fra Keaton og Chaplin og et stående tilbud fra Finlands mest kendte filminstruktør, Aki Kaurismäki. »Kaurismäki har spurgt, om jeg var interesseret i at skrive et filmmanuskript, men jeg synes, det er rigtig svært. Jeg købte nogle berømte manuskripter – ’Taxi Driver’, ’Godfather’, ’Unforgiven’ – men det var svært at læse, så jeg fortalte Kaurismäki, at det ikke var noget for mig. Det er vanskeligt at skrive til øjnene, at skildre billeder. Hvis man skriver et teaterstykke, kan det være to mennesker, der taler til hinanden i et rum, men et filmmanuskript kan ikke alene afhænge af dialog. Man er nødt til at se store billeder for sig«, siger Hotakainen, hvis roman ’Klassiko’ fra 1997 er filmatiseret af netop Kaurismäki, der som Hotakainen også har blik for samfundets skyggesider og de skæve eksistenser, som befolker dem. Sporene efter krigen For Hotakainen stammer den megen alvor og mørke ikke kun fra klimaet, men i høj grad fra Anden Verdenskrig. »Min far var ikke med i Anden Verdenskrig, men stort set alle mine venners fædre var. Da vi var børn, talte alle ældre mennesker altid om krigen. Al den snak ligger dybt i bevidstheden. Hver gang jeg som forfatter tænker på Finland, og hver gang jeg skal skrive noget om Finland, er det umuligt for mig ikke at tænke på den historie – på krigen og fædrene«. Den store fjende var dengang Sovjetunionen, men nu er det i sagens natur Rusland, der fylder i bevidstheden. Ikke som fjende, men som nabo. Norden er kommet tættere på »Vores melankolske humør er noget, der kommer fra Rusland, men de lever mere i overensstemmelse med deres følelser. Hvis man besøger Skt. Petersborg eller Moskva, så opdager man hurtigt, at der er mange flere stemmer og meget mere latter. Men det er så stort et land, at jeg ikke ved, om det er sådan i hele landet eller kun i storbyerne. Helsinki er ret stille og ret mørk og ret lille, hvis du sammenligner den med de metropoler«, siger Hotakainen. Men Norden og det øvrige Europa er kommet tættere på, synes han. »Jeg føler mig ikke isoleret fra de andre nordiske lande. Min storesøster arbejder i Sverige, og jeg besøger hende to gange om året. I de sidste 20 år er Finland og Helsinki kommet tættere på andre europæiske byer, for eksempel når det gælder mad, rockklubber, natteliv – på alle måder», konstaterer han, men geografisk nærhed og fælles historie har stadig stor betydning. »Den grænse, der fylder mest mentalt, er grænsen mellem Finland og Rusland. Jeg læser alle bøger, der handler om Rusland. Det er et så vigtigt land for finnerne, fordi vi har den lange grænse mod landet, og fordi vi har så dramatiske minder om det land«. Grænseløs sex Hotakainen fortæller, at han ikke selv har tænkt over det, da han skrev sin nye bog ’De uberørte’, men netop ordet »grænse« går igen flere gange i bogen. Den handler om kriminalkommissæren Mokka, der under et opklaringsarbejde kommer i berøring med massøsen Leila Korhonen, der selv mener, at hun arbejder inden for rengøringsbranchen. Hun beskæftiger sig med en terapeutisk form for massage, der skal ’rense’ mænd, og sit firma Ømhed og Nærhed A/S registrerer hun under fagområdet ’fjernelse af ubehag og genoprettelse af velbehag’. Grænsesymbolikken spiller blandt andet en rolle i forhold til historiske grænser (60’ernes frigivelse af pornografi), geografiske grænser (sammenligningen med andre landes mere frie mentalitet, f.eks. Danmark og Sverige) og ikke mindst i forhold til grænserne for den personlige og professionelle adfærd, når det kommer til seksuelle (over)greb.
Midt i alvoren er der plads til det absurde Karakteristisk for Hotakainens stil er der midt i alvoren plads til det absurde: Som en af Leilas kunder, der – i modsætning til de fleste andre i bogen – ikke er seksuelt underernæret, men derimod ønsker at komme i terapi for det modsatte. Han besluttede nemlig at fejre Estlands løsrivelse fra Sovjetunionen med et samleje, og herefter tog det ene knald det andet, indtil festligholdelsen blev en seksuel besættelse. Eller den skumle Boström, der kalder sit lem for ’Emigranten’, fordi det har været hjemløs alt for længe. Porno er et emne, der fylder meget i ’De uberørte’, og for Hotakainen er porno og ensomhed to sider af samme sag. Og ensomhed – i særdeleshed den ensomme mand – spiller en central rolle i alle hans tre bøger på dansk. »Alle i verden ved noget om ensomhed. Når en ensom person i mine bøger prøver at ændre på sit liv, fører det til meget dramatiske begivenheder. Det er ret svært at skrive om lykkelige mennesker. Ulykkelige mennesker foretager sig noget, lykkelige mennesker foretager sig intet. Hvis en person er lykkelig, har han ingen tvangstanker, ingen ubehagelige følelser og han har ikke længere nogle mål i livet. Hvis en person derimod er ensom og ulykkelig, forsøger han at gøre noget for at ændre sit liv«. Populære guruer Det er ikke kun Hotakainen, der har fået øjnene op for det utilpassede menneske. Det har wellness-kulturen og diverse terapeuttyper også – og Finland er ifølge Hotakainen ret modtagelig for den slags. »Jeg tror, at det begyndte for cirka 15 år siden i Finland, hvor folk begyndte at tale om sig selv. Hvordan føler jeg? Hvordan får jeg det bedre? Folk begyndte at lave Tai Chi i parkerne her i Helsinki ... Det er sjovt, synes jeg. Der er selvfølgelige seriøse terapeuter imellem, men på samme tid er der ret skøre versioner af terapeuter her. En sommer sad der en amerikaner på en bænk i parken. Foran sig havde han en slags pyramidesten, som han prøvede at sælge til folk: ’Hvis du gør sådan her, bliver du glad og afslappet og alt muligt’, fortalte han.
Pandebånd og blomstertatoveringer Han sad der med et pandebånd og blomstertatoveringer«, fortæller Hotakainen og sætter sig i skrædderstilling, mens han stryger hænderne op og ned af en imaginær pyramide for imitere den amerikanske sælger. »En sten kostede 50 euro. Jeg stoppede foran ham og kiggede ... og opholdt mig i området en times tid. Jeg så en masse mennesker, der betalte 50 euro for stenen«. I ’De uberørte’ er sociologen Richard Florida – ham med bogen om den kreative klasse – blevet til Richard Pakila, der er forfatter til bogen ’Den kopulerende, kreative klasse’. »Pakila er navnet på det område, jeg bor i. En forstad til Helsinki med små huse. Richard Florida besøgte Finland og tiltrak en masse medier og marketingfolk, og han fortalte, at Helsinki er en rigtig god by, men der er meget få homoseksuelle. »I er nødt til at få nogle flere bøsser og lesbiske til byen, så jeres liv kan blive bedre. Hvis I har mange homoseksuelle, har I mere kreativitet«, fortalte han. Vi er meget optaget af guruer. Hvert år kommer der en ny guru til Finland«. Dostojevskij Selv planlægger Hotakainen at bringe Dostojevskij til Finland næste år, når der er premiere på et teaterstykke, som han sammen med en af sine venner skriver på i øjeblikket. I stykket er Dostojevskij 182 år og året er 2006: »Det skal forestille at være en komedie, men det er svært at skrive en komedie om Dostojevskij. Han er så klog og trist en figur i litteraturhistorien. Han er meget tung, og i denne komedie skal han være let og sjov. Han prøver at tjene til livet som avismand. Han skriver historier om alt – undtagen om mennesker. Han skriver om huse, veje, arkitektur, sport, alt muligt, men han interviewer aldrig nogen mennesker, fordi han er så genert. Og fordi han er så genert, skaber det nogle sjove scener, når han møder mennesker. Det er ret surrealistisk«. Med Hotakainen som forfatter er der utvivlsomt underholdende scener i vente for det finske teaterpublikum. Men næppe ordrige dialoger.