Den gode  historie.  I Island slipper man ikke af sted med minimalisme eller andre kunstgreb. Folk vil bare høre en god historie. Det er den kulturelle arv fra sagaerne, siger Hallgrímur Helgason.  Foto: Per Folkver

Den gode historie. I Island slipper man ikke af sted med minimalisme eller andre kunstgreb. Folk vil bare høre en god historie. Det er den kulturelle arv fra sagaerne, siger Hallgrímur Helgason. Foto: Per Folkver

Bøger

»Norden er en boligblok«

Vi er gode naboer i Norden, men ses mest til beboermøderne, hvor vi i øvrigt taler engelsk med hinanden. Mød forfatteren Hallgrímur Helgason, der ikke vil afvise, at islændingene kommer til København og røver Danske Bank, hvis den islandske økonomi bryder sammen.

Bøger

Med blå tusch står der ’Kringgumýrarbraut’ midt på det store storyboard i Hallgrímur Helgasons atelier i Reykjavik.

Det meget lange islandske stedord, som skal med i en af forfatternes kommende bøger, fordi han morer sig med at forestille sig, hvordan det engelsksprogede bogpublikum vil udtale det – »Killingmyrabbit« – når den tid kommer.

På tavlen myldrer andre ord som: Black R. Rover, Hallgrimskirkja, Hvalvik, Ringo og Yoko.

De to sidstnævnte, Ringo Starr og Yoko Ono, er nogle af de mange kendisser, der valfarter til Island i disse år.

Island med fremmede øjne
Synopsen på tavlen er de første streger til en stor roman om et lille samfund. Og lige nu er forfatteren ved at lægge sidste hånd på en anden – satirisk – roman om en lejemorder, der arbejder for den kroatiske mafia i New York.

Lejemorderen løber ind i problemer i JFK-lufthavnen. Problemer, han løser ved at myrde en mand og tage hans identitet og flybillet. Den afdøde var præst og skulle til Island, så mafiaens mand dukker op i Keflavik som amerikansk tv-prædikant.

»Det gjorde det muligt for mig at se Island med en fremmeds øjne, og jeg har moret mig vældig godt med at skrive den«, siger Hallgrímur Helgason.

På en af atelierets andre vægge hænger et enormt maleri, der forestiller samtlige 55 medlemmer i Skagafjords mandskor.

Det er på vej til udstilling i den nordlige by Akureyri og er malet af Helgason, som ud over at være Islands største forfatter også er kunstmaler, politisk kommentator og skuespilforfatter.

Plader og procenter
Når Helgason i næste uge med sine malerier kører fra Reykjavik til Akureyri, flytter han sig fra det amerikanske kontinent til det europæiske.

For geologisk ligger Island oven på to ithosfæreplader, der er godt i gang med at fjerne sig fra hinanden.

Genetisk indeholder en gennemsnitsislænding 80 pct. nordmand og 20 procent angelsakser.

Og i kulturel selvforståelse er befolkningen 100 procent islandsk og 100 procent verdensborgere.

»Jeg tror, vi var meget heldige. Knut Hamsuns tipoldefar tog til Island med et kort ophold i Irland, hvor han tog sig en kone, der var tipoldemor til Oscar Wilde. Så vi fik det bedste af begge verdener. Islandsk litteratur er som ’Hamsun gone Wilde’«.

Så findes der med sådan en baggrund overhovedet en fornemmelse for et fællesnordisk tilhørsforhold i tanke, kultur og litteratur?

Distance til naboerne
»Jeg tror, vi har mere til fælles, end vi vil være ved. Norden minder om en opgang i en boligblok, sådan en af dem i beton, der ligger her i området«, siger Hallgrímur Helgason og vifter med hånden mod februarmørket uden for atelierets vinduer:

»I boligblokken ligger Danmark på første etage, Sverige på den anden og så videre.

Vi islændinge må være den lille lejlighed øverst oppe. Vi er naboer, men ser ikke hinanden så ofte.

Vi siger »Hi«, når vi møder hinanden på trappen, men allerhelst vil vi nå andre mennesker i større huse.

Vores tanker er mere i London og New York end ved det derhjemme. Selvfølgelig er det vigtigt at have gode naboer, men man holder en distance. Vi ses mest til beboermøderne, hvor vi i øvrigt taler med hinanden på engelsk«.

Hjem som i Hollywood
Island er det land i Norden, som retter øjnene mest ud i verden, mener Hallgrímur Helgason, der hæfter sig ved, at selv når islændinge er inde i deres egne huse, er de ikke hjemme.

»Vi har ryddet vores hjem for alt gammelt, og nu ligner de alle sammen trendy restauranter i Soho med tomme hvide vægge og en enkelt citron på sofabordet.

Vi har tv-shows, hvor folk viser hjem frem, som ligner bolighuse eller noget fra Hollywood. De har intet med Island at gøre. Måske er fortrængningen af, hvor man bor, størst i Island, men jeg tror, den findes i hele Norden.

Hvis Skandinavien var et firma, ville dets slogan være ’Livet foregår et andet sted end her’«.

For generationen, der kom før, var Norden virkelig og villet.

Mange studerede i København, enkelte tog til Oslo og færre til Stockholm, så København var Islands metropol, og dansk kultur nærværende.

For nemt med Norden
»Hver lørdag kom min far hjem med de danske aviser, han studerede i Danmark. Men da min generation kom til, syntes vi, det var for nemt med Norden. Vi ville se længere væk«.

Hallgrímur Helgason læste derfor i New York, Paris og München, og generationen efter ham foretrækker Spanien.

»På den måde glemte vi de skandinaviske lande. Vi fandt dem slidte og provinsielle. Vi gjorde grin med nordmændene, og om Danmark kunne folk som Bjørk altid finde noget negativt at sige. Det var måske også, fordi hun og Lars von Trier ikke kom så godt ud af det sammen«.

Han morer sig ved erindringen om balladen om filmen ’Dancer in the Dark’, instrueret af Trier med Bjørk i hovedrollen.

Skadinavien kom krybende tilbage
»Vi følte os foran de gamle lande i Norden. Vi var herrer i eget hus og kunne tage direkte til New York, London og Berlin uden at skulle over København. Vi kunne klare os uden jer. Selvfølgelig var det barnligt og arrogant, men det var sundt at føle sådan på det tidspunkt«.

Senere kom Skandinavien krybende tilbage i islændingene, mest fordi der alligevel kom noget kreativt ud af de gamle lande:

»Vi troede ikke, de kunne noget cool, stort eller skørt. Men så kom der nogle gode unge forfattere, Dogme-filmene, Thomas Vinterberg og Lucas Moodyson.

Der kom endda dansk rap, og pludselig var svenskerne krimikonger og -dronninger. Vi var nødt til at tage jer op til revurdering og indrømme, at I kunne lave gode ting«, siger Hallgrímur Helgason og lader ironien løbe med resten af sætningen:

»Vi var jo også så meget mindre end jer, og det var svært at konkurrere, selv om vi prøvede hele tiden. Vi fik også dårlig samvittighed over at have svigtet jer og forladt jer et stykke tid. Og så tog vi jer tilbage«.

Engelsk er nutidens latin
For første gang i 20 år har Island i dag tæt kontakt til Skandinavien.

En kontakt, der for eksempel har medført en strøm af danske tv-serier:

»For første gang i mange år hører vi dansk i fjernsynet.

Det begyndte med ’Riget’, og nu vi ser ’Forbrydelsen’, ’Ørnen’ og ’Nikolaj og Julie’. Og folk læser skandinaviske bøger: Erlend Loe, Mikael Niemi, Morten Ramsland, og Christian Jungersens ’Undtagelsen’ var en populær bog her sidste år.

Men dansk taler vi ikke meget mere. Nu er det engelsk.

Jeg tror, at engelsk er nutidens latin. Og det går hurtigt.

Forleden hørte jeg nogle unge islandske piger tale engelsk med hinanden i et storcenter ’just for the fun of it’«.

Mest stressende øjeblik i mit liv
Men hvad gør man, når man ikke længere har sproget tilfælles og alligevel rejser rundt til nordiske debatter og bogmesser og forventes at være på?

»Det mest stressende øjeblik i mit liv var på svensk morgen-tv, hvor jeg i forbindelse med bogmessen i Göteborg skulle debattere med forfatterne Hanne-Vibeke Holst og Bob Hansson.

De lagde ud med at tale vildt hurtigt, han på svensk og hun på dansk, jeg havde ingen anelse om, hvad de snakkede om, og så kom spørgsmålet til mig: ’Hvad med dig, Hallgrímur, hvad mener du om det her?’.

Jeg vidste, der var fire millioner svenskere, der så med over morgenmaden, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, og så skulle det endda ske på skandinavisk!

Jeg reddede mig selv ved at sige, at vi skandinaviske forfattere burde skrive vores bøger på engelsk. En vanvittig ide, men den fik da vendt debatten«.

Selv bryder Hallgrímur Helgason sig ikke om at tale hverken dansk eller svensk, selv om han kan.

»Jeg føler mig som en ’underdog’, som om jeg var ti år igen. Men måske nærmer de nordiske sprog sig hinanden igen nu, hvor vi har fået mere kontakt. Så vi om tusind år taler samme sprog, nordisk, ligesom vi gjorde for tusind år siden, hvor vi alle talte islandsk«.

Kunsten at blande sig
Akademisk, modernistisk litteratur har aldrig virket for et folk, der står med rødderne i sagaerne.

»I Island slipper man ikke af sted med minimalisme eller andre kunstgreb. Folk vil bare høre en god historie. Det er vores kulturelle arv«.

Dengang havde sagaerne en funktion i samfundet. I dag kritiseres forfattere for ikke at tage nok del i samfundsdebatten. I al fald i Danmark. Skal kunstnere blande sig?

»Forfatterens rolle er meget vigtig – kunstnere har en social forpligtelse.

Vi kan noget med ord og kan fortælle folk ting, som de måske ikke tror, de kan formulere.

På en måde har forfatteren mere magt end politikeren. Politikerens ord kan gå over i historien, men forfatterens kan overleve historien – ingen husker en tsar fra Tolstojs tid. Forfattere har pligt til at bruge den magt, de har. Ingen kan tillade sig at bo i et elfenbenstårn«.

Den nordiske mand må være i krise
Den nordiske mand – hvordan har han det?

»Han må være i krise, for vi skriver altid om ham – ensom, uønsket af kvinder og utilpasset i samfundet, som han er.

Han døjer med, at det var hans fars generation, der byggede samfundet op – anlagde vejene og byerne og betalte prisen.

Han føler, at der ikke er mere at udrette, som Loe har sagt.

I Island har vi det lidt anderledes, vi bygger stadig vores land op kulturelt og økonomisk, selv om det for det meste er mænd fra Gdansk og Wroclaw, der gør det.

Vi har nok mere energi og optimisme heroppe end de gamle skandinaviske kongeriger.

I er mere forsigtige og pragmatiske. Derfor får vi også alle disse advarsler fra Danmark om, at vores økonomi snart kollapser.

Og hvis det skulle ske, bør I nok vide, at vi alle sammen kommer til København og røver Danske Bank«, siger forfatteren og smiler polisk.

Naturen i det nordiske
»Det er ligesom, når man er flyttet hjemmefra, og ens mor hele tiden ringer og siger: ’Det kan ikke fortsætte på den måde, du skal holde op med at ryge og med at bruge penge!’.

Hun har ingen magt mere, men hun vil alligevel fortælle os, at det går galt«.

Naturen står stærkt i nordisk litteratur. Lige nu med et tema, som hos Erlend Loe, hvor man vender civilisationen ryggen og forsvinder ud i naturen. Har I det også sådan?

»Nej! I Finland og Norge har jeg set mennesker, som levede med naturen. Som brugte tid i den og respekterede den.

Det er anderledes her. Naturen er alt for farlig til, at nogen skulle få lyst til at forsvinde ud i den.

Vi har jordskælv, vulkanudbrud og pludselige skift i vejret. Naturen er ikke kun smuk, som i Skandinavien, den er også led. 95 procent af vores liv lever vi inden døre, i huse og biler«.

Den slovenske filosof Sisek sammenlignede for nylig Island med noget, som Gud opgav at skabe færdigt. Her er is, ild, ørkner af lava, urgamle bjerge side om side med nyopståede.

Debat om fredning af gamle huse
»Det har påvirket os meget. Vi er ikke bange for selv at være grimme og prøve os frem, alt er en del af livet. Islændinge er meget tolerante over for, hvad man kaster sig ud i.

Måske fordi niveauet ikke er så højt, vil nogen sige.

Men hvis nogen for eksempel vil udstille sine malerier, lejer de et galleri, og alle kommer og kikker«, siger forfatteren og tager en aktuel diskussion op, som kører i Island.

Debatten går på, hvorvidt man skal frede de oprindelige nittenhundredetalshuse i Reykjaviks centrum.

Halvdelen af byen mener ja, den anden, at de små huse er utidssvarende og godt kan vige for at gøre plads til noget andet spændende.

Hallgrímur Helgason mener, til forskel fra for eksempel sin kone, der sidder i byrådet, at de godt kan rives ned:

»Reykjavik er ikke, og skal ikke være, for smuk. Den skal være spændende og overraskende.

Når jeg er i den svenske skærgård, er alle de gamle huse røde og fine.

Men for en islænding er det svært at synes om. Det er for sødt. Måske fordi vi kommer fra et grimt og vanskeligt landskab«.

Yoko Onos fredssøjle
Da vi går ud i kulden, trykker Hallgrímur Helgason sin pelshue ned over issen. Hallgrimkirkens tårn viser sig over byen, men i aften er Yoko Onos fredssøjle af lys ikke tændt.

Ved afsløringen sidste vinter kunne hun og Ringo Starr ellers godt have brugt et par pelshuer.

Lige inden lyset for fred blev tændt for den sammenstimlede befolknings øjne, skreg Yoko: »We love you John!« ud i det islandske mørke.

Det var meget følelsesladet, husker Hallgrímur Helgason:

»Men Ringo stjal som sædvanlig showet: ’Hvorfor valgte du ikke en ø et sted i Caribien’, spurgte han Yoko, ligesom vinden skulle til at blæse kasketten af hans hoved«.

Ringo, Yoko, Black R. Rover, Hallgrimskirkja, Hvalvik, Kringgumýrarbraut – efter Helgasons storyboard at dømme vil man komme til at møde dem alle i den store roman om det lille samfund.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce